modernisme (strømning)

Fælles var det kunstneriske eksperiment med og imod traditionen. Karakteristisk var desuden samstemtheden mellem kunstarterne som en epokal enhed, "den ny ånd", som forkyndt af den franske forfatter Guillaume Apollinaire, der gjorde især malerkunstens nye signaler gyldige for digtningen.

Modernismens mest oplagte kendetegn er de formelle fornyelser og regelbrud: frie vers og billeder, alternative strukturer i prosa og dramatik og rene former og farver i maleriet, ofte realiseret som følge af et krav om overensstemmelse mellem udtrykket og det gerne subjektive indhold.

Forudsætningen for modernismen er oplysningstidens og især romantikkens begyndende individopfattelse med baggrund i kunstens frigørelse fra kirkelige og samfundsmæssige autoriteter. Fra og med det sene 1700-t. etableredes og opfattedes kunstneren og kunsthandlingen som egenartet og omspundet af myter, ligesom sjælens rørelser blev motiv i skrift og billede.

Nyere forudsætninger er de erkendelser, som fremtrådte hos Friedrich Nietzsche, Sigmund Freud og Albert Einstein; modernismen må ses i sammenhæng med oplevelsen af et anderledes, måske gudløst verdensbillede, præget af ny teknologi og storbyens voksende tempo og fremmedgørelse.

Edith Södergrans ord "Ikke digt, men klomærker!" demonstrerer, hvorledes modernismen i litteraturen brød med overleveret formsprog og satte lydhørheden over for den moderne verdens nervøsitet og henrykkelser højt. Ny er især tanken om den digteriske forms selvgyldighed, ekstremt udtrykt af lyrikeren Gottfried Benn som "intethedens formkrævende magt".

Jeg-følelsen ekspanderede og udtryktes i 1850'ernes digtning, hos Walt Whitman med altfavnende begejstring, hos Charles Baudelaire med gyset af en splittet bevidsthed. De to udtrykker for så vidt modernismens dobbelte ansigt. I prosaen møder man et helt anatomisk syn på følelserne hos den samtidige Gustave Flaubert. 1900-tallets store navne er Ezra Pound, T.S. Eliot, James Joyce, Rainer Maria Rilke, Franz Kafka og Federico García Lorca. Modernismen kunne antage politisk revolutionær karakter eller være mere konservativt traditionsbearbejdende, i nogle tilfælde ekstremt politisk reaktionær som i tilfældet italiensk futurisme.

Modernismen har nok generelt ytret sig tidligst i den lyriske genre, men har gennemtrængt hele 1900-tallets opfattelse af litteratur, undertiden i modsætning til realismen. Især har den angelsaksiske og nordiske nykritik interesseret sig for modernismen, der fortsat er genstand for nye overvejelser og definitioner. Ydermere anskues retninger som minimalisme og postmodernisme ofte i lyset af modernismen. Se også avantgarde.

I Norden optræder modernismen i flere faser. Omkring Emil Bønnelycke og Rudolf Broby-Johansen vaktes ca. 1920 en revolutionær ekspressionisme, tyskinspireret som allerede hos Edith Södergran, der yderligere havde russisk kulturbaggrund. Hun fulgtes af Elmer Diktonius og Gunnar Björling i 1920'erne. Dette samt angelsaksisk og fransk modernisme ses som impulser omkring 1930 i Sverige hos bl.a. Artur Lundkvist og Gunnar Ekelöf, med nyt gennembrud i 1940'ernes komplicerede lyrik (Erik Lindegren, Karl Vennberg).

I Danmark var der kun få ansatser i 1930'erne (Jens August Schade, Gustaf Munch-Petersen) og en mere forsigtig tilnærmelse i efterkrigstiden. Et sprogligt radikalt gennembrud blev den såkaldte konfrontations-modernisme omkring 1960 (Klaus Rifbjerg, Jess Ørnsbo), hvor begrebet blev almenkendt og fortsatte gennem 1960'erne og atter i 1980'erne i nye forgreninger af konkretisme og postmodernisme. I Norge var de eksperimentelle udsving mere moderate, måske pga. en stærk realistisk tradition i prosaen og symbolisme i lyrikken.

Betegnelsen modernisme anvendes inden for billedkunsten i en meget bred betydning og omfatter en række indbyrdes forskellige strømninger. Læs mere om modernisme inden for billedkunst.

Inden for arkitekturen har modernismen rod i 1920'ernes og 1930'ernes europæiske funktionalisme og i den amerikanske parallel, ofte kaldet the international style. Læs mere om modernisme inden for arkitektur.

Inden for musikken betegner modernisme musik, som afviger fra det vante formsprog og ofte har et eksperimenterende præg. Læs mere om modernismen inden for musik.

Teatret søgte mod afindividualiseringen, det dukke- og maskeagtige, i radikale udtryk for splittede tilstande. Læs mere om modernisme inden for teater.