Melankoli er en sindstilstand og en sindslidelse, som har været kendt i medicinen både i antikken, i middelalderen og i tidlig moderne tid, og som traditionelt er blevet forstået som en trist og nedstemt sindsstemning med eller uden vrangforestillinger.

Faktaboks

Etymologi
Fra senlatin og græsk melancholia. græsk betyder melas ‘sort’ og chole ‘galde’, dvs. ‘sort galde’, som var én af de fire kropsvæsker i antikkens græske medicinlære, humoralpatologien. Inden for humoralpatologien blev antaget, at sygdomme blev forårsaget af en ubalance i en af de fire kropsvæsker.

I 1900-tallet blev melankoli brugt som et synonym til depression. I dag betragtes "melankolsk depression" i medicinen som en underkategori af depression, som har bestemte særtræk og en underliggende biologisk årsag. Normalt behandles melankoli med psykoterapi eller antidepressiver og i svære tilfælde med elektrochok (ECT).

Melankoliens historie

Navnet melankoli kommer fra græsk. Navnet knytter tilstanden til humoralpatologien, der er en medicinsk lære om kropsvæsker, som stammer fra antikken. Ifølge denne lære skyldes sygdom en ubalance mellem de fire grundlæggende væsker i kroppen, slim, blod, sort galde og gul galde.

Melankoli, som kunne ses både som en sygdom og som en personlighedstype, skyldtes ifølge dette syn en overvægt af sort galde. Denne væske, som ikke svarer til noget, der er kendt inden for moderne fysiologi, blev tillagt forskellige kendetegn, fx at den var kold og tør. Det blev antaget, at den sorte galde blev produceret i milten. Symptomer på melankoli, der er nævnt i klassiske græske tekster, er blandt andet nedtrykthed, angst og vrangforestillinger.

Melankoli i middelalderen

I middelalderen fortsatte humoralpatologien med at spille en rolle, men denne forståelse af melankoli blev udfordret af religiøse perspektiver. Mange anså introspektionen, som blev forbundet med melankoli, som en syndig tilstand.

Melankoli i tidlig moderne tid

I tidlig moderne tid (ca. 1500–1800) fik melankolien en renæssance, idet mange så på lidelsen som et tegn på kreativitet. Englænderen Robert Burtons bog The Anatomy of Melancholy (1621 'melankoliens anatomi'; ikke udgivet på dansk) er den mest berømte undersøgelse af melankoli fra denne tid. Bogen var et forsøg på at samle alt, der var skrevet om melankoli. Forfatteren identificerede sig selv som melankoliker.

1800-tallet og 1900-tallet

I 1800-tallet blev melankolien i højere grad knyttet til vrangforestillinger end til nedtrykthed, og den blev indlemmet i det psykiatriske sygdomsbillede. Den franske læge og psykiater Jean-Étienne Esquirol (1772–1840) beskrev en tilstand, han kaldte monomani, som for ham var en form for melankoli, men udelukkende defineret ud fra vrangforestillinger.

I 1900-tallet blev depression igen det dominerende kendetegn på melankoli, som det blev forstået i psykiatrien. Den ledende amerikanske psykiater Adolf Meyer foreslog i 1905 at erstatte diagnosen melankoli med depression. I slutningen af århundredet blev melankoli dog igen indlemmet i det psykiatriske diagnosesystem DSM som en undergruppe af depression.

Melankoli i kunsten

Melankoli har også været et vigtigt motiv i kunsten gennem tiderne. I billedkunsten kommer dette motiv til udtryk blandt andet i det kendte tryk Melencholia I af Albrecht Dürer og i flere af Edvard Munchs tryk og malerier. William Shakespeares figur Hamlet er af mange blevet læst som inkarnationen af melankoli. Jon Fosses roman Melancholia I og II (1995 og 1996) tager udgangspunkt i historien om billedkunstneren Lars Hertervig, som blev behandlet på Gaustad asyl i 1850'erne.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig