Opbygningen af menneskets mave- og tarmkanal. For overskuelighedens skyld er organerne ikke anbragt helt i overensstemmelse med den reelle anatomi, således er fx leveren løftet op i brysthulen, og tyndtarmen forkortet, ligesom en del af bugspytkirtlens indre er blotlagt.

.

Mave-tarm-kanalen er den del af tarmkanalen, der følger lige efter spiserøret. I mave-tarm-kanalen sker der en fordøjelse og optagelse af den mad, der spises. De dele af maden, som ikke optages af kroppen, samles i endetarmen og udskilles som afføring.

Faktaboks

Også kendt som

mave-tarm-system, mavetarmkanal

Mave-tarm-kanalen består af:

  • mavesækken
  • tolvfingertarmen
  • tyndtarmen
  • tyktarmen
  • blindtarmen
  • endetarmen

Mave-tarm-kanalens funktion

Mave-tarm-kanalens funktion er at nedbryde og optage næringsstoffer fra den mad, der indtages samt at udskille de dele af føden, som ikke kan optages. Nedbrydningen af føden til mindre dele begynder i mavesækken, hvorfra indholdet langsomt tømmes ud i tolvfingertarmen. Efter yderligere behandling optages hovedparten af fødens stoffer fra tyndtarmen. Væske optages såvel i tyndtarmen som i tyktarmen, hvor ikke-optaget materiale koncentreres og senere forlader kroppen som afføring (faeces).

Mavesækken producerer mavesaft, der bl a indeholder syren saltsyre samt pepsin, der er et enzym, der spalter proteiner. Udførselsgangene fra lever og bugspytkirtel indmunder i tolvfingertarmen kort efter overgangen fra mavesæk til tarm. I tarmen dannes en bred vifte af enzymer, som sammen med sekretet fra bugspytkirtlen fordøjer tarmens indhold. Selvom der foregår en vis absorption af enkelte stoffer i mavesækken, sker den overvejende optagelse af føde og vand i tarmen.

Mavesækken

Mavesæk
Den tømte mavesæks indre overflade er stærkt furet af længdegående foldninger, og den er således smidig og kan udspiles op til 30 gange så meget under fødeoptagelsen.
Mavesæk
Af .

Mavesækken er et muskuløst hult organ, der ligger opad til venstre i bughulen, lige under mellemgulvet. Den er inddelt i en øvre del fundus, hvor spiserøret munder ind, corpus delen, som udgør det meste af organet, og en nedre del antrum, der fortsætter i pylorus, hvor tykkelsen af muskulaturen i væggen er tiltaget og danner en kraftig ringmuskel, som sidder ved overgangen til tolvfingertarmen.

Når mavesækken er tømt for føde, svarer størrelse af sækken til ca. 50 ml, men den kan udvides til at rumme ca. 1,5 liter, dvs. 30 gange så meget. Det skyldes, at den glatte muskulatur i mavesækkens væg afslappes ved synkning, hvilket sker per refleks.

Ved tilførsel af føde

Når mavesækken tilføres føde, begynder peristaltiske sammentrækninger i fundusdelens muskulatur. Disse sammentrækninger opdeler føden i mindre klumper og blander dem med mavesaft. Blandingen drives frem mod pylorus (maveporten), som er overgangen mellem mavesækken og tolvfingertarmen. Nogle få milliliter af blandingen, kaldes chymus, presses ned i tolvfingertarmen gennem ringmusklen, men sammentrækning af ringmusklen sikrer, at hovedparten af føden bliver så længe i mavesækken, at partiklerne er passende små, og en delvis fordøjelse kan finde sted.

Tømning

Mavesækkens tømning styres af nervereflekser og frigørelse af hormoner, bl.a. hormonet gastrin, der dannes i mavesækkens væg og fremmer tømningen. Derudover styres tømningen af faktorer i tolvfingertarmen, som hæmmer tømning. Føde og saltsyre fra mavesækken fører til, at der sker en hormonfrigørelse fra sanseceller i tolvfingertarmens væg. Signalerne fra tolvfinger- og tyndtarmen hæmmer via centralnervesystemet og hormonerne via blodet, mavesækkens peristaltik og sekretion og lukker samtidigt ringmusklen ved maveporten.

Fordøjelsen i mavesækken

Fordøjelsen i mavesækken skyldes spyttets enzym amylase, som spalter stivelse, samt enzymer og saltsyre, der er produceret af kirtler i mavesækkens slimhinde. Der produceres ca. 2 l mavesaft i døgnet, hvoraf det meste dannes i fundus- og corpusslimhinden. I sekretet findes bl.a. enzymet pepsinogen, saltsyre og proteinet intrinsic factor, som binder sig til B12-vitamin i føden og herved sikrer optagelsen i den nedre del af tyndtarmen.

Sekretets bestanddele

Sekretet fra mavesækkens slimhinde indeholder beskyttende slim, der dels virker ved at fastholde bikarbonat på overfladecellerne og dels muligvis beskytter mod enzymernes virkning. Særlige celler, kaldet hovedcellerne, producerer i corpus den pepsinogen, der spaltes af saltsyre til aktivt pepsin, som nedbryder proteiner til mindre peptider. Saltsyren, som produceres af parietalceller i corpus, har også betydning for spaltning af fødeklumper og for at dræbe bakterier, der er kommet ind med føden.

Udskillelsen fra mavesækkens kirtler styres via nerver og hormoner. Tanker om og syn, smag, lugt og tygning af føde fremkalder nerveimpulser fra hjernen til hoved- og parietalceller i fundus-corpus-delen af mavesækken og fører desuden til frigørelse af hormonet gastrin, hvilket øger produktion af saltsyre og pepsinogen. Også tilstedeværelse af føde i mavesækken, specielt nedbrudte proteiner, resulterer i nerveimpulser og gastrinfrigørelse. Når føde fylder tolvfingertarmen, hæmmes produktionen via de samme faktorer, som hæmmer tømning af mavesækken.

Tyndtarm og tolvfingertarmen

Den nederste del af tolvfingertarmen set indefra ved kikkertundersøgelse
Den nederste del af tolvfingertarmen set indefra ved kikkertundersøgelse
Licens: CC BY SA 3.0

Tyndtarmen inddeles i tolvfingertarmen og den 6-8 m lange tyndtarm. Tyndtarmens første 2/5, jejunum (hungertarmen) ligger opad til venstre i bughulen og fortsætter i ileum (krumtarmen), som overvejende ligger nedad til højre, hvor den går over i tyktarmen.

Nedbrydning og optagelse af føde

Det er i tyndtarmen, at den endelige nedbrydning og langt den største optagelse af føde finder sted. Sammentrækninger i tarmens cirkulære muskulatur sikrer effektiv blanding af tarmindholdet og en langsom, kontrolleret transport gennem tarmen. Når det meste af føden er absorberet, hvilket tager ca. fire timer, afløses disse sammentrækninger af peristaltiske bevægelser, som er sammensnørende muskelsammentrækninger, der langsomt glider ned ad tarmen og herved transporterer indholdet mod tyktarmen.

Tyndtarmens slimhinde

Mikrovilli
Scanningsbillede af tyndtarmen under mikroskop. På indersiden er den beklædt med millimeterstore, fingerlignende udposninger, kalder villi, som øger den absorberende overflade betragtelig. Den enkelte villuscelle er beklædt med op til 6000 hårlignende mikrovilli, som kun kan ses ved stor forstørrelse.
Mikrovilli
Af .

Tyndtarmens slimhinde har en meget stor absorberende overflade: ca. 200 m 2 hos en voksen person. Slimhinden er stærkt foldet i den øverste halvdel, og i hele tyndtarmen findes tætstillede, millimeterlange, fingerlignende trevler kaldet villi, hvorpå det absorberende cellelag sidder. Desuden besidder den enkelte epithelcelle 3000-6000 børstesøm (mikrovilli), der er hårlignende udfoldninger af cellemembranen.

Tyndtarmens epithelceller producerer ca. 1,5 l slimholdigt sekret i døgnet samt enzymer, som medvirker til den videre spaltning af næringsstofferne inden deres optagelse. Kroppens samlede stofoptagelse sker gennem epithelcellerne i de første meter af tyndtarmen. Før optagelse må næringsstofferne nedbrydes til mindre enheder:

Både spaltning og optagelse hjælpes på vej af enzymer og galde, der er tilført i tolvfingertarmen. Der tilføres dagligt omkring 1,5 l basisk fordøjelsesvæske fra bugspytkirtlen og 1 l galde fra leveren via galdeblæren.

Tyktarm, blindtarm og endetarm

Tyktarmen
Af /Created with Biorender.com.

Under tarmindholdets transport gennem tyndtarmen opsuges langt det meste af væsken, og kun ca. en liter når tyktarmen. De peristaltiske bevægelser i tyndtarmen presser indholdet gennem en lukkemuskel til første del af tyktarmen, blindtarmen, som ligger i nedre højre del af bughulen. Fra blindtarmen afgår en som oftest ca. 8 cm lang og 0,5 cm tyk, blindt endende divertikel kaldet det ormeformede vedhæng (appendix vermiformis). I barndommen er divertiklens væg fyldt med lymfevæv, og den har formentlig betydning for opbygningen af tarmens immunforsvar.

Tarmenes forløb

Fra blindtarmen løber tyktarmen op til leverens underside i højre side af bughulen som colon ascendens for efter en bøjning at løbe tværs over bugen som colon transversum langs underkanten af mavesækken. Neden for milten løber den efter en ny bøjning ned i venstre side af bughulen som colon descendens. Ved overgangen til bækkenet fortsættes den i colon sigmoideum, som efter et par bøjninger går over i endetarmen (rectum). Hos mennesker har rectum tre bøjninger, før den ender i endetarmskanalen (canalis analis), som gennem bækkenbunden leder til endetarmsåbningen (anus).

Tyktarmen

Den tværgående del af tyktarmen (colon transversum) set ved kikkertundersøgelse
Den tværgående del af tyktarmen (colon transversum) set ved kikkertundersøgelse
Licens: CC BY SA 3.0

Tyktarmen har generelt en større diameter end tyndtarmen, bortset fra colon descendens, som kan være ganske snæver, når den ikke udspiles af afføring. Den samlede længde er ca. 1,5 m. Tyktarmens ydre længdeforløbende muskulatur er samlet i tre bånd, og de tre bånd er kortere end resten af væggen, så tyktarmens væg buler ud mellem båndene, hvilket bl.a. kan ses på røntgenbilleder. Tyktarmen har ikke tarmtrevler som tyndtarmen, og den har dermed en meget mindre absorberende overflade. I tyktarmen optages stort set kun vand og salte. Undersærlige forhold kan der dog optages en mindre mængde kortkædede fedtsyrer.

Afføring bringes gennem tyktarmen ved peristaltiske bevægelser. Øget indhold i mavesæk og tolvfingertarm bidrager til peristaltikken med mekanismen kaldet gastro-coliske reflekser. Peristaltikken bringer afføring videre ned i tyktarmen til colon sigmoideum, hvor den samles og presses ned i endetarmen.

Endetarmen

Endetarmen (rectum) har en diameter på 2-3 cm, når den er tom, men kan udvides til mere end det tredobbelte. Endetarmskanalen er omgivet af kraftig og overvejende ringforløbende glat og tværstribet muskulatur, der som regel aflukker kanalen effektivt, når der ikke presses afføring eller luft igennem. Tilstedeværelsen af afføring i rectum fører til afslapning af den glatte muskulatur i endetarmsåbningens ringmuskulatur og dermed afføringstrang. Ved udtømning af endetarmen afslappes den viljestyrede tværstribede ringmuskulatur, og bugpressen aktiveres. Der er normalt kun få ufordøjede føderester i fæces, som mest består af bakterier fra tyktarmen og afstødte epithelceller fra tarmvæggen og eventuelle kostfibre.

Fællestræk

Opbygningen af mave-tarm-kanalens forskellige dele har flere fællestræk:

  • De har alle en slimhinde, der er beklædt med et et-laget overfladelag kaldet epithel. Igennem epithelet sker udvekslingen af stoffer mellem indholdet i mave-tarm-kanalen og vævet.
  • Der foregår en effektiv opblanding af fødepartikler med enzymholdigt sekret samt videre transport i kanalen ved såkaldte peristaltiske bevægelser, da væggene har flere muskellag, der både er længde- og ringforløbende.
  • Mavesækken, næsten hele tyndtarmen og flere dele af tyktarmen er dækket af den glatte bughinde (peritoneum) og er ophængt i bughindekrøs, hvilket sikrer fri bevægelighed af disse dele under fordøjelsesprocesserne.

Tarmkanalens udvikling

Fosteret har en simpel, rørformet mave-tarm-kanal, som kan opdeles i en fortarm, en midttarm (svarende til blommesækkens tilhæftning) og en bagtarm. Fra fortarmen udvikles mundhule, svælg, spiserør, mavesæk og øvre del af tolvfingertarmen. På overgangen til midttarmen udvikles bugspytkirtel og lever. Midttarmen vokser i længde og udvikles til resten af tyndtarmen samt tyktarmen til og med størstedelen af colon transversum. Denne kraftige længdevækst bevirker, at der i en periode af fostertilværelsen ikke er plads til tarmen i bughulen, og den skydes da ud af fosteret. Når den senere vender tilbage under fosterets vækst, drejes den således, at midttarmens nedre tyktarmsafsnit kommer til at ligge foran tyndtarmen. Fra bagtarmen udvikles den resterende del af tarmen uden større ændringer i formen.

Mave- tarmkanalens blodforsyning

Mave-tarm-kanalen forsynes overvejende med blod af tre store grene fra legemspulsåren (aorta), idet fortarmsdelen, mavesækken og den øvre del af tolvfingertarmen forsynes fra den øverste gren truncus coeliacus, midttarmsdelen fra den midterste gren arteria mesenterica superior og bagtarmsdelen fra den nederste gren arteria mesenterica inferior. Der er forbindelser (anastomoser) mellem de tre hovedgrene samt – især ud for den nedre del af tyndtarmen et såkaldt anastomose-net, der sikrer tarmens forsyning af ilt under de peristaltiske sammentrækninger.

Vener

Veneafløbet fra hele mave-tarm-kanalen samles til en enkelt vene kaldet portåren (vena portae), der løber til leveren. Således sikres, at bl.a. absorberede aminosyrer og monosaccharider kan behandles i leveren, inden de sendes ud i resten af kroppen. Endvidere kan blodet "renses" for eventuelt optagede skadelige stoffer. I den nedre del af spiserøret og i den nedre del af analkanalen er der dog forbindelser til de øvre og nedre hulvenesystemer, og derfor kan der her ses udvidede vener (varicer eller hæmorider), hvis det frie blodløb i portåren er hindret, eksempelvis ved skrumpelever eller graviditet.

Lymfe

Lymfen fra mave-tarm-kanalen løber via lymfeknuder, som er specielt talrige i tarmkrøsen, til mælkebrystgangen (ductus thoracicus), der tømmer sig ind i den øvre hulvene (vena cava). Med lymfen bringes absorberet fedt til blodet.

Mave-tarm-kanalens nerveforsyning

Mave-tarm-kanalens funktion reguleres af det autonome nervesystem. Det er dels den 10. hjernenerve kaldet nervus vagus, og dels de splankniske nerver, der bidrager til store såkaldte nerveplekser uden for selve kanalen, fx solar plexus. Desuden findes et uafhængigt, lokalt nervesystem kaldet det enteriske nervesystem, der via mange nerveceller i væggene finregulerer motorikken og kirtelfunktionen i de enkelte afsnit.

Peptider

Mave-tarm-kanalens funktion er ud over gastrinpeptiderne reguleret af en lang række andre polypeptider, der medvirker i regulationen af vækst, sekretion og peristaltik. Nogle polypeptider, fx sekretin, virker gennem blodbanen som hormoner, mens andre, fx vasoaktivt intestinalt polypeptid (forkortet VIP), frigøres fra nerver og virker lokalt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig