Leveren udskiller 600-1200 ml galde pr. døgn. Galden indeholder galdesalte af galdesyrer, galdepigmenter (især bilirubin, et nedbrydningsprodukt af de røde blodlegemers hæmoglobin), kolesterol og fosfolipider. De to vigtigste galdesyrer er cholsyre og chenodeoxycholsyre, som i leveren konjugeres til (sammensættes med) aminosyrerne glycin eller taurin, hvorved de bliver tilstrækkelig vandopløselige til at kunne opløses i tarmindholdet. I galdeblæren koncentreres galden ved opsugning af salt og dermed vand, hvorved koncentrationen af galdesalte bliver øget op til 20 gange.
I forbindelse med fødeindtagelse stimuleres tolvfingertarmen til udskillelse af et hormon, cholecystokinin, som via blodbanen når galdeblæren og bevirker, at denne trækker sig sammen. Herved udtømmes indholdet via den store galdegang til tolvfingertarmen. Galden har afgørende betydning for fordøjelsen og optagelsen af kostens fedtstoffer, dels ved at stabilisere den emulgering af kostens fedt, som er resultatet af fødens behandling i mavesækken, dels ved at danne aggregater af galdesalte, miceller, i hvilke fedtstoffernes nedbrydningsprodukter (fede syrer, monoglycerider) kan opløses. Kun på micelform kan disse i tilstrækkeligt omfang opnå kontakt med tarmslimhinden og optages.
Galdesaltene optages sammen med natriumioner af tarmcellerne via særlige transportmolekyler og føres derefter med blodet fra tarmen tilbage til leveren og genbruges. Dette såkaldte enterohepatiske kredsløb er vigtigt, fordi leveren ikke producerer tilstrækkeligt med galdesyrer til at klare den daglige fedtoptagelse. Forhindres galden i at nå tyndtarmen, fx hvis den store galdegang tilstoppes af galdesten eller kræftsvulster, går optagelsen af fedtstofferne i stå med fedtdiarré til følge. Endvidere ophobes bilirubin i blodet og vævene, som derved gulfarves (se gulsot), mens afføringen mister sin farve; urinen mørkfarves derimod.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.