lever (leverens funktioner)

Leveren udskiller 600-1200 ml galde pr. døgn. Galden indeholder galdesalte af galdesyrer, galdepigmenter (især bilirubin, et nedbrydningsprodukt af de røde blodlegemers hæmoglobin), kolesterol og fosfolipider. De to vigtigste galdesyrer er cholsyre og chenodeoxycholsyre, som i leveren konjugeres til (sammensættes med) aminosyrerne glycin eller taurin, hvorved de bliver tilstrækkelig vandopløselige til at kunne opløses i tarmindholdet. I galdeblæren koncentreres galden ved opsugning af salt og dermed vand, hvorved koncentrationen af galdesalte bliver øget op til 20 gange.

I forbindelse med fødeindtagelse stimuleres tolvfingertarmen til udskillelse af et hormon, cholecystokinin, som via blodbanen når galdeblæren og bevirker, at denne trækker sig sammen. Herved udtømmes indholdet via den store galdegang til tolvfingertarmen. Galden har afgørende betydning for fordøjelsen og optagelsen af kostens fedtstoffer, dels ved at stabilisere den emulgering af kostens fedt, som er resultatet af fødens behandling i mavesækken, dels ved at danne aggregater af galdesalte, miceller, i hvilke fedtstoffernes nedbrydningsprodukter (fede syrer, monoglycerider) kan opløses. Kun på micelform kan disse i tilstrækkeligt omfang opnå kontakt med tarmslimhinden og optages.

Galdesaltene optages sammen med natriumioner af tarmcellerne via særlige transportmolekyler og føres derefter med blodet fra tarmen tilbage til leveren og genbruges. Dette såkaldte enterohepatiske kredsløb er vigtigt, fordi leveren ikke producerer tilstrækkeligt med galdesyrer til at klare den daglige fedtoptagelse. Forhindres galden i at nå tyndtarmen, fx hvis den store galdegang tilstoppes af galdesten eller kræftsvulster, går optagelsen af fedtstofferne i stå med fedtdiarré til følge. Endvidere ophobes bilirubin i blodet og vævene, som derved gulfarves (se gulsot), mens afføringen mister sin farve; urinen mørkfarves derimod.

Leveren spiller en stor rolle for omsætning og udskillelse af lægemidler og andre fremmedstoffer. Et særligt system af enzymer i levercellerne (cytochrom P450, se cytochromer) binder og ilter fremmedstoffet, som dernæst konjugeres, oftest til glukuronsyre; herved gøres stoffet vandopløseligt, hvilket er en forudsætning for udskillelse med urinen.

Leveren medvirker afgørende til reguleringen af blodsukkerniveauet. På den ene side kan den optage glukose fra blodet og oplagre det som glykogen (dyrisk stivelse), hvorved den bidrager til at holde blodsukkeret nede ved kulhydratindtagelse; op til 10% af levervægten kan udgøres af glykogen. På den anden side kan leveren producere glukose og derved forsyne hjernen, de røde blodlegemer og arbejdende muskler med brændstof uden for måltiderne eller under faste. Det kan dels ske, ved at det oplagrede glykogen nedbrydes til glukose (glykogenolyse), dels ved at glukosemolekyler nydannes ud fra mælkesyre, glycerol eller aminosyrer, især alanin (glukoneogenese).

Optagelsen, hhv. produktionen af glukose i leveren styres af hormonerne insulin og glukagon fra bugspytkirtlen: Er blodsukkeret højt, frigives insulin, som stimulerer glykogendannelse; er blodsukkeret lavt, frigives glukagon, som stimulerer glykogenolysen og glukoneogenesen.

Leveren spiller en nøglerolle i organismens behandling af fedtstoffer, først og fremmest i forbindelse med produktion og omsætning af lipoproteiner. Lipoproteiner er partikler af fedt med en kapsel af særlige proteiner, apoproteiner, som bevirker, at partiklen kan holdes opløst i blodplasma, således at de ellers uopløselige fedtstoffer kan transporteres med blodet. I vævene afgiver lipoproteinerne deres fedtindhold; proteinresterne optages i leveren.

Forstyrrelser i lipoproteinomsætningen har især stor betydning for udvikling af åreforkalkning. Under faste er leveren i stand til at danne ketonstoffer ud fra nedbrydningsprodukter af fede syrer; ketonstofferne kan da anvendes som brændstof i stedet for glukose, bl.a. af hjernen. Ketonstofdannelsen styres af udskillelsen af insulin og glukagon, som vil være hhv. lav og høj i faste. Bliver insulinsekretionen meget lav som hos patienter med insulinkrævende sukkersyge, kan ketonstofdannelsen blive så kraftig, at der opstår ketoacidose, der er en livsfarlig forstyrrelse af syre-base-balancen.

Også for protein- og aminosyreomsætningen spiller leveren en central rolle. Den producerer de fleste af blodplasmaproteinerne, især albumin. Uden plasmaproteinerne ville det normale blodvolumen ikke kunne opretholdes, idet vand tilbageholdes i karbanen på grund af den osmotiske virkning af proteinerne. Falder proteinkoncentrationen, trænger vand ud i vævene og giver anledning til væskesamlinger (ødemer) eller fx bugvattersot (ascites, væske i bughulen).

Leveren kan syntetisere alle de for proteinopbygningen nødvendige aminosyrer på nær de såkaldt essentielle aminosyrer, der må tilføres med føden. Samtidig er leveren ansvarlig for størstedelen af kroppens produktion af urinstof, som dannes ud fra ammoniak frigjort ved aminosyrenedbrydningen. Urinstoffet udskilles med urinen i et omfang, der stort set er proportionalt med proteinomsætningen. Hos patienter med leverskader ophobes ammoniak, som er giftigt og medvirker til den svækkelse af bevidstheden, der kan ses hos disse patienter, leverkoma.

Leveren fungerer som depot for de fedtopløselige A- og K-vitaminer og spiller en rolle ved deres omsætning. Den har stor betydning for jernomsætningen, især ved at syntetisere proteiner, der medvirker ved oplagring og transport af jern. Endelig har leveren hormonelle funktioner, dels pga. produktionen af vækstfaktoren somatomedin (insulin-like growth factor-1, IGF-1), der er ansvarlig for en række af væksthormonets virkninger, dels gennem dens bidrag til modningen af aktivt D-vitamin.

Læs mere om leveren.