kvinders retlige stilling

Også i Danmark har kvindens stilling været afhængig af civilstand: gift, ugift eller enke. Blandt landskabslovene fra midten af 1200-tallet, som alle varetog jordbesiddernes interesser, begrænsede Jyske Lov i størst udstrækning hustruens økonomiske rådighed, mens købstædernes handelsinteresse medførte større retlig imødekommenhed over for selverhvervende kvinder, ligesom en hustru fik begrænset råderet over fællesboet til daglige fornødenheder og husbehov.

Reformationen medførte, at synet på kvinder og deres plads i tilværelsen ændredes til skade for dem, hvilket afspejledes i 1600- og 1700-tallets lovgivning. I praksis blev dog en del af de ugunstige virkninger imødegået via kongelige benådninger og bevillinger eller ved kommunale næringstilladelser.

Trods samtidens voksende krav om kvindefrigørelse bestræbte 1800-tallets jurister sig i teori og praksis på at fastholde en hustrus ugunstige betingelser. Ugifte kvinder opnåede allerede i 1857 ligestilling med mænd vedrørende økonomisk råderet, arv og adgang til næringsudøvelse, mens en gift kvinde først i 1925 opnåede fuld ligestilling med sin ægtemand.

Slægtens samtykke var længe afgørende for kvinders indgåelse af ægteskab, men i middelalderen tillagde landskabslovene også kvinders eget samtykke betydning i visse tilfælde. Denne ret for kvinden og den regel, at tre års ægteskabslignende samliv med en mand gav en kvinde status som ægtehustru, skyldtes en påvirkning fra kanonisk ret. Sammen med den katolske kirkes lære om ægteskabets uopløselighed og dens kriminalisering også af mandens ægteskabsbrud styrkedes efterhånden kvindens retsstilling. De vekslende regler om mulighed for skilsmisse mv. gjorde ikke forskel på mænd og kvinder.

Ved indgåelse af ægteskab stiftedes i middelalderen et formuefællesskab, et såkaldt fællig, som omfattede løsøre og penge foruden fast ejendom, som var blevet erhvervet i ægteskabet, hvorimod parternes arvejord og jord købt inden ægteskabet var særeje. Parthavere i fælliget var ud over ægtefællerne børn, børnebørn, stedbørn og svigerbørn. I tilfælde af skifte i levende live fik de alle en andel i fælliget, idet dog ugifte kvinder kun fik en enkeltlod, mens drenge og mænd samt gifte kvinder normalt fik en dobbeltlod. Efter Reformationen tilhørte formuefælliget ægtefællerne alene, og med Christian 5.s Danske Lov indførtes i 1683 et fuldstændigt formuefællesskab også omfattende arvejord, som deltes lige mellem dem ved skifte.

En ægtemand havde i middelalderen husbondmyndighed over hustru, børn og tyende, dvs. at han havde ret til at revse dem. Med Danske Lov ophørte ægtemandens revselsesret over for hustruen, men ikke over for børn og tyende; han ansås fortsat for familiens overhoved, som hustruen skyldte lydighed.

Indtil en hustru i 1899 fik fuld økonomisk og personlig rådighedsret, var ægtemanden hendes værge og kunne derfor fx lade hende indlægge eller tilbageholde på sindssygehospital; han alene havde råderetten over hendes andel af boet og hendes særeje. I 1880 havde en hustru opnået fuld rådighed over selverhvervede midler, men først i 1925 lovfæstedes som nævnt princippet om fuld ligestilling mellem ægtefæller i henseende til familiens forhold.

Forsørgelse af børn født uden for ægteskab påhvilede moderen, medmindre faderen havde lyst dem i kuld og køn (kuldlysning), dvs. offentligt vedkendt sig dem eller giftet sig med moderen og derved legitimeret dem. En forsørgelsespligt for faderen blev dog fastslået ved en forordning fra 1763.

Indtil 1856 gjaldt der en broderlodsordning, hvorefter en søn arvede en dobbeltlod i forhold til en datters enkeltlod, selvom både mænd og kvinder siden landskabslovene havde arveret efter egen slægt.

En hustru havde indtil 1683 ingen arveret efter ægtemanden, hvorimod han kunne arve en lod i hendes arvejord, hvis de havde børn sammen.

Indtil 1845 skulle en ægtemand samtykke i sin hustrus testamentariske dispositioner, ikke omvendt. Samme år indførtes almindelige regler om ægtefællers mulighed for at hensidde i uskiftet bo, dog således at muligheden indtil 1926 var mere begrænset for enken end for enkemanden. Se også arveret – retshistorie.

Som udgangspunkt var der i middelalderen foreskrevet samme sanktioner for mænd og kvinder for samme forbrydelser. Dog skulle fx efter Ribe Stadsret og Tønder Stadsret en kvindelig tyv, der havde stjålet så meget, at hun efter de almindelige regler skulle hænges, af hensyn til hendes ærbarhed begraves levende.

Kvinder kunne heller ikke påtvinges deltagelse i den kollektive hæftelse, som efter Jyske Lov påhvilede en slægt for almindeligt manddrab, og hvis en ægtemand greb sin hustru i utroskab, kunne han efter Skånske Lov dræbe elskeren ved selvtægt uden at ifalde bødeansvar. En hustru havde ingen sanktioner over for ægtemandens utroskab. Efter Reformationen indførtes under indflydelse af mosaisk ret en skærpelse af bl.a. straffene for ægteskabsbrud, og sanktionerne var nu stort set de samme for mænd og kvinder.

Danske Lov fra 1683 indførte kvalificeret livsstraf for kvinder for fødsel i dølgsmål og for fosterdrab, dvs. provokeret abort; kvinden skulle halshugges, og hovedet sættes på en stage. Dødsstraf for disse forbrydelser blev først formelt afskaffet i 1866.

Europæisk historie har været præget af, at offentlige embeder var forbeholdt mænd, idet kvinder ikke aktivt kunne deltage i politiske beslutninger. Danmark var indtil enevælden et valgkongedømme, og den kompetente valgforsamling havde derfor i 1259 kunnet overlade styret til Margrete Sambiria på Erik 5. Klippings vegne og i 1376 til Margrete 1. på Oluf 2. Håkonsens og senere Erik 7. af Pommerns vegne. Formelt var disse kvinder dog kun formyndere og stedfortrædere for en mindreårig konge. Først med Kongeloven af 1665 blev en vis kvindelig arvefølge til tronen fastslået. Efter Junigrundloven blev den kvindelige arvefølge i 1853 på ny afskaffet og først genindført ved Tronfølgeloven i 1953.

Valgret og valgbarhed for kvinder på lige fod med mænd blev indført i 1908 til kommunalvalg og i 1915 til rigsdagsvalg, se kvindevalgret. Adgang til selv at føre sine retssager forudsatte, at man havde evne til om nødvendigt med våben at forsvare sig selv, sin familie og sin ejendom. Først da risikoen for fejder hen imod senmiddelalderen mindskedes, blev det mere almindeligt, at kvinder optrådte på tinge, især i formueretlige og næringsretlige forhold, som de selv var involveret i. Ifølge Danske Lov måtte kvinder kun møde i Højesteret i sager om ære eller liv, der vedrørte dem selv, deres mænd eller deres børn.

Handels- og næringsdrivende kvinder, købekoner, blev almindelige i danske købstæder fra senmiddelalderen. Erhvervsudøvelse i en købstad forudsatte normalt, at man havde borgerskab. Kvinder kunne ikke opnå fuldstændigt borgerskab, der også omfattede politiske pligter og rettigheder, men kun kommunale næringstilladelser med pligt til at betale næringsskat og afgifter til byen for stadeplads mv. Fra 1700-tallet blev det almindeligt for eneforsørgende hustruer eller ugifte kvinder at søge kongelig bevilling til etablering af mindre virksomhed. Ved Næringsloven 1857 fik enlige kvinder almindelig ret til at opnå næringsbrev.

En mesterenkes ret til under visse betingelser at fortsætte mandens næring og til fortsat medlemskab af lavet var almindeligt accepteret i Europa, herunder i Danmark; hun skulle dog som oftest på værkstedet ansætte en uddannet svend, der skulle bistå med den daglige drift. Adgang for ugifte kvinder til lærlinge- eller svendeuddannelser kendtes næsten ikke i Danmark, men forekom i enkelte europæiske bysamfund, fx Paris.

En almindelig skole også for piger blev forsøgt indført i 1739, men først med Skoleloven af 1814 lykkedes det at gennemføre almindelig undervisningspligt. I København fandtes i 1700-tallet en del skoler for piger, men kvindelige skoleholdere og lærere var kun anerkendt til piger og små drenge. I større købstæder havde drenge siden senmiddelalderen kunnet besøge latinskoler. For drenge, men også for piger oprettedes realskoler fra slutningen af 1700-tallet. Natalie Zahle var i sidste halvdel af 1800-tallet. blandt de tidligste initiativtagere til etablering af lærerindeuddannelseskurser, studentereksamenskurser for unge kvinder samt kurser til højere pigeskoleeksamen, der alle byggede på moderne pædagogiske principper. Se også dansk skolehistorie.

I 1875 fik kvinder adgang til at studere ved Københavns Universitet. Eksamen på grundlag af et universitetsstudium gav dog ikke umiddelbart kvinder adgang til embeder, som forudsatte offentlig beskikkelse. En kvinde kunne således ikke blive advokat eller dommer med en cand.jur.-eksamen. Først i 1906 fik kvinder adgang til autorisation som advokatfuldmægtig og beskikkelse som advokat. Kvinders beskikkelse som dommer blev ikke effektueret før 1936, selvom de i 1921 ved lov var blevet tillagt lige adgang med mænd til alle statsembeder bortset fra embedet som præst og som officer tillige med lige pligt til at overtage alle borgerlige ombud.

• kvindehistorie
• kvindebevægelsen