I Vesteuropa, hvor den gamle orden endegyldigt var brudt ned i kulturel såvel som i politisk henseende, udviklede den kirkelige kristendom sig væsentligt anderledes.
Nye samfundsmæssige vilkår — i form af løse og centrifugale magtordninger, administreret af et analfabetisk kriger- og godsejeraristokrati, stærkt svækkede bysamfund, handelssamkvem og skolevæsen — udløste alvorlige skadevirkninger såvel på præsteskabets dannelsesniveau som på bispeembedet.
Biskopperne måtte give afkald på væsentlige dele af den gamle form for monarkisk kontrol med menighedernes liv og gled efterhånden ind i herremandssamfundets livsformer.
Den arv, som kirken bragte med sig i form af en udarbejdet tilværelsestydning og kultordning, et sammenhængende, litterært funderet historiebillede og en tradition for lovbunden og religiøst legitimeret regering samt pædagogiske indsatser over for udannede og dannede, bevirkede, at kirken på langt sigt var i stand til at præge samfundsbilledet ikke blot religiøst, men også politisk, socialt og kulturelt.
Denne udvikling er karakteristisk for de århundreder — groft sagt fra 700-tallet til 1500-tallet — i hvilke den latinske katolicisme udbredtes og konsolideredes i Vest-, Central- og Nordeuropa.
Et hovedmoment i dette forløb er det samarbejde mellem fremadstræbende fyrstemagter og kirkens biskopper, som på gejstlig side blev udtrykt i religiøs legitimation af monarkiet samt teknisk bistand ved administrationen deraf, og på kongemagtens side i materiel begunstigelse og beskyttelse af kirkens ejendom og virksomhed.
Ad disse veje fik kristendom og kirke en anderledes central placering, end den i antikken havde kunnet få i det væsentligt mere gennemorganiserede romerske samfund. Og hvad der er endnu vigtigere: Den overleverede kristendom undergik i løbet af disse århundreder en politiserings-, juridiserings- og militariseringsproces, som indebar langvarige konsekvenser for dens fremtræden som religion og livsanskuelse.
Et andet hovedmoment af mere direkte religiøs karakter foreligger i udviklingen af den kristne teologi, først og fremmest den, der fandt sted på de nye universiteter, i form af skolastikernes bearbejdelse af læretraditionen under diskussion med og udnyttelse af aristotelisk og platonisk filosofi og i en rationelt diskuterbar samordning af fornuft og åbenbaring, dvs. en systematisk kristen gennemlysning af menneskelig tilværelse i alle dens ytringsformer.
For det tredje fik klostervæsenets forskellige former vital betydning for kristent livssyn og for kristendommens samfunds- og kulturrolle. Klostervæsenet påtrykte den vestlige kristenhed et asketisk normsystem, hvis virkninger kan spores langt ud over de middelalderlige århundreder.
Hertil kommer, at den model for et frivilligt valgt, disciplineret fællesliv med et mål for øje, som det præsenterede for omverdenen, måske kom til at betyde mere for formningen af europæisk liv på længere sigt end dets mere direkte kulturindsatser.
Noget lignende gælder om den specifikt pavelige tænkning og praksis vedrørende ledelsen af den kristne kirke. Sådan som denne tænkning og praksis udfoldede sig fra 1000-tallet til 1200-tallet — en periode, i løbet af hvilken det lykkedes pavedømmet at udøve dirigerende indflydelse af retlig, organisatorisk og politisk art på kirken som helhed og delvis også på samfundsforholdene — var pavekristendommen centralt virksom for tilvejebringelsen af den form for bevidsthed om de kristnes enhed over landegrænserne, som på længere sigt også fik betydning for de tanker, europæerne senere gjorde sig om at høre til i netop denne verdensdel.
Alt, hvad her er anført, var under en ny situations vilkår med til at give kristendommen en form, som — uanset alt det, der forbandt den med oldtiden — ikke var oldtidens form.
Som den forelå i fuldt udarbejdet skikkelse som europæisk monopolreligion i højmiddelalderen, var den romerskkatolske kristendom afgørende bestemt af sin kirkeinstitution i dens egenskab af altomfattende frelsesanstalt, struktureret af et retligt defineret præsteligt embedshierarki, som havde eneret til tolkning og formidling af frelsesbudskabet, forvaltning af sakramenterne (undtagen ægteskabet, som forvaltedes af parterne, men på betingelser, som foreskreves af gejstligheden) og kontrol med kirkens materielle resurser, samtidig med at dette hierarki var centralt engageret i det verdslige samfunds anliggender.
At periodens folkereligion frembød adskillige træk, som ikke uden videre stemte med officiel kristendom, rokker ikke ved det hovedindtryk, at den vestlige kristenheds tanker om tilværelsens mening, frelsen og det gode liv i hovedsagen, om end med perspektivrige undtagelser, var formet og bestemt af den præstelige kirkeledelse, der bl.a. greb direkte ind i menigmands liv gennem det tvungne årlige skriftemål og de dermed forbundne straffeforanstaltninger.
Netop undtagelserne er imidlertid vigtige til forståelse af den middelalderlige kristendomsforms særpræg i forhold til den antikke. De religiøse protestbevægelser, som fra 1100-tallet gjorde sig gældende med stigende styrke, var nemlig i vidt omfang rettet mere mod hierarkiets måde at forvalte katolsk kristendom på end mod denne selv.
Disse bevægelsers appel til besindelse på det oprindelige budskab og deres kritiske stillingtagen til gejstlighedens verdsliggørelse førte rigtignok i flere tilfælde til, at de blev forfulgt og derigennem radikaliseredes, mens andre, især i senmiddelalderen, var antikatolske fra begyndelsen.
Dette fik historisk betydning på længere sigt. Men at kritikken oprindelig var solidarisk, mere end den var oprørsk, afslører noget vigtigt om denne gammeleuropæiske kristendomsforms spændvidde og nuancerigdom. Det er specielt oplysende, at behovet for realisering af det evangeliske budskab, efterfølgelse af Kristus i forsagelse og selvopofrelse, kunne imødekommes af kirkens egen "alternative gejstlighed", ordensvæsenet, således som det især fremgår af de strengt kirketro tiggerordeners fremkomst i 1200-tallet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.