kirke (arkitektur)

Kirkebygningens form kan følge en af to hovedtyper, lang(hus)kirken eller centralkirken. Tilføjelsen af flere funktioner kan give sig udtryk i form af bygningsafsnit som krypt, forhal (narthex), våbenhus(e), sakristi, side- og tværskib(e), kapel(ler) og tårn(e). Dåbskapel (baptisterium) og klokketårn (kampanile) kan også være fritstående bygninger.

Den rektangulære langhuskirke var op til 1900-tallet den mest fremherskende kirketype. Den muliggør en klar adskillelse af koret og skibet og frembyder en fuldendt ramme om processioner op til det allerhelligste. Langskibet kan være opdelt i et midterskib og to eller flere sideskibe. Hvis midterskibet er højere end sideskibene, taler man om en basilika, og er de af omtrent samme højde, kaldes det en hallekirke.

Centralkirken er bygget over en geometrisk form med et klart markeret centrum, der repræsenterer en verden, hvor alt udgår fra ét og samme punkt. Denne type kirke er derfor ideel til kirker, hvor én funktion dominerer, fx dåbs- og gravkirker, eller hvor der ønskes en understregning af fællesskabet mellem kirkens to dele som, hvilket fx ses hyppigere inden for nyere kirkearkitektur.

En i Danmark lidt sjældnere type er pilgrimskirken. Her har ønsket om at kunne lede en forsamling af pilgrimme rundt om et helligt sted eller genstand, fx en helgengrav, ført til kombinationer af langhus- og centralkirken. I denne type er skibet et rummeligt langhus, mens koret er centraliseret, som dets ses i Peterskirken i Rom med den mægtige kuppel over koret med Sankt Peters grav.

De tidligste danske kirker var af træ, og de er ikke bevaret. Den typiske romanske landsbykirke af kampe- eller kvadersten, dvs. tilhuggede natursten, havde et skib med indgange i syd og nord og i midten af skibet faste bænke omkring en døbefont på en høj sokkel. Væggen mod øst kaldes triumfvæggen, og her var typisk en triumfbue flankeret af sidealtre som markering af overgangen til det lidt smallere kor. Alle rummene var dækket af flade trælofter. I større kirker kunne der være sideskibe og en krypt under koret, og koret kunne være omkranset af kapeller.

I gotisk tid byggede man ofte hvælvinger ind i de eksisterende, romanske kirker. Desuden tilføjede man ofte tilbygninger, bl.a. tårn, sakristi (husede de hellige- og værdifulde genstande) og våbenhus. Mange kor blev ombygget til langhuskor, hvor koret og skibet har samme bredde. I de større kirker fik koret en processionsomgang (ambulatorium) i fortsættelse af sideskibene.

Ofte ombyggede man i denne periode vinduerne, så de blev større, og åbningerne fik flere false, dvs. flere dekorative led, som gav bedre lysindfald. Desuden kendetegnes periodens bygningsudtryk af spidsbuen og de kamtakkede gavle.

En hidtil ukendt rumlig kontinuitet kunne opnås i tidens hallekirker, som blandt andet blev brugt af birgittiner-ordenen.

Rumligheden blev fortsat vægtet højt i 1500-tallet efter Reformationen (1536), idet tendensen på dette tidspunkt blev kombineret med bestræbelserne for at udforme en særlig protestantisk, dvs. prædikencentreret kirketype.

Omkring år 1800 blev de antikke templer og basilikaer igen brugt som inspirationskilde da den klassicistiske stil slog igennem.

I moderne tid er kirkens traditionelle former blevet udfordret. Med Le Corbusiers Notre-Dame-du-Haut (1950-54) ved Ronchamp i Frankrig som den berømte forløber blev der sat skred i et kirkebyggeri, hvor kirkeprægede pejlemærker som murmassiver og tårne er de eneste fællesnævnere i en rigt varieret, skulpturelt udtryksfuld bygningskunst.

Et hovedværk i moderne dansk kirkearkitektur er Bagsværd Kirke nord for København, som blev opført 1976 af Jørn Utzon.

Se også romansk kunst, gotik og andre stilepoker samt kloster og arkitekturafsnit under de enkelte lande.