internationaler

Første Internationale, Internationale Arbeiter-Assoziation (IAA), blev grundlagt i London i 1864 af socialister og revolutionære republikanere, repræsenteret ved britiske og franske fagforeninger samt tyske, polske, italienske og ungarske emigranter.

Karl Marx skrev IAA's statutter samt Inauguraladressen, den politiske erklæring, med klare paralleller til Det Kommunistiske Manifest. Både Marx og Engels havde sæde i IAA's ledelse, generalrådet. Da der endnu ikke eksisterede nationale arbejderpartier, var det især fagforeningerne i de enkelte lande, som IAA knyttede sammen. IAA støttede ikke mindst strejkebevægelser.

Under Pariserkommunen 1871 støttede IAA kommunarderne og hilste kommunen velkommen som den nye form for direkte demokrati. På trods af organisationens autoritet var IAA ikke en stærkt sammentømret organisation, og intern splittelse og politiske kampe opstod, da Karl Marx og generalrådet vendte sig først mod tilhængere af P.J. Proudhons anarkisme, siden mod Mikhail Bakunins anarkisme.

Modsat anarkisterne, som bl.a. ønskede lokal aktionsfrihed, ønskede Karl Marx en stærkere centralisering, samt at arbejderne skulle organisere sig som et parti, erobre staten og bruge den til at gennemføre en social revolution. Splittelsen blev forstærket i 1872, da Mikhail Bakunin blev ekskluderet og IAA's hovedsæde flyttet til Philadelphia i USA. I 1876 opløste en kongres i Philadelphia IAA. Det danske socialdemokrati var fra 1871 medlem af IAA under navnet Den Internationale Arbejderforening for Danmark.

blev stiftet 1889 i Paris i hundredåret for Den Franske Revolution som en sammenslutning af de nationale socialdemokratiske partier, der var opbygget i de foregående årtier, herunder det danske. Internationalen kom efterhånden til at omfatte partier fra hele Europa, Nord- og Sydamerika, Asien og Oceanien; i fokus stod bl.a. kampen for arbejderbeskyttelse og ottetimers arbejdsdag.

I 1890'erne eksisterede Internationalen kun på kongresserne, nemlig 1891 i Bruxelles, 1893 i Zürich og 1896 i London, men på kongressen i Paris 1900 besluttedes det at oprette et Internationalt Socialistisk Bureau med sæde i Bruxelles. De enkelte nationale partier bevarede dog deres fulde autonomi.

I det første tiår foregik der en "marxificering" af den internationale arbejderbevægelse, hvilket bl.a. indebar en udelukkelse af anarkisterne. Kongresserne i 1900 i Paris og 1904 i Amsterdam var domineret af den debat om socialistisk strategi og taktik, den såkaldte revisionismedebat, der havde sit udspring i det tyske socialdemokrati.

I det sidste tiår før 1. Verdenskrig brød Internationalen reelt sammen pga. uoverensstemmelser mellem tre retninger: de revolutionære marxister, bl.a. Lenin og Rosa Luxemburg, de centristiske marxister, bl.a. Karl Kautsky, og reformisterne omkring Eduard Bernsteins revisionisme. I samme periode blev problemet om Internationalens holdning til krigstruslen påtrængende, men trods intense debatter på kongresserne i 1907 i Stuttgart og 1910 i København lykkedes det ikke at tilvejebringe enighed om fælles handling, og udbruddet af 1. Verdenskrig satte det endelige punktum for Internationalen.

(SAI) blev oprettet 1923 af de socialdemokratiske reformistiske partier og inddrog ikke de nydannede kommunistpartier, der fulgte i kølvandet på 1. Verdenskrig og Den Russiske Revolution. SAI's virke blev præget af denne splittelse i den internationale arbejderbevægelse og modsætningsforholdet til Tredje Internationale (se nedenfor).

Sideløbende blotlagde konfrontationen med de fascistisk-nazistiske bevægelser og regimer en mangel på handlekraft som følge af modsætninger mellem de enkelte nationale partier. SAI ophørte med at fungere i 1940, og først i 1951 oprettedes en efterfølger, Socialistisk Internationale (SI), som en sammenslutning af ikke-kommunistiske socialistpartier.

Ud over det fortsatte modsætningsforhold til de kommunistiske partier har SI især gjort sig gældende i kampen mod diktaturerne i Sydeuropa, dvs. Spanien, Portugal og Grækenland, og som støtteorganisation for moderate befrielsesbevægelser og regimer i den tredje verden.

Mod forventning hos mange af SI's medlemmer fik Internationalen kun ringe indflydelse på reorganiseringen af det politiske liv i Central- og Østeuropa efter kommunismens sammenbrud 1989. En række internationale socialistiske kultur-, kvinde- og ungdomsorganisationer er tilknyttet SI. Det danske socialdemokrati har været medlem af SAI og SI fra deres stiftelse.

Tredje Internationale, Kommunistisk Internationale (KI), Komintern. Da Anden Internationale brød sammen ved 1. Verdenskrigs udbrud, mødtes krigsmodstanderne til konferencer i Zimmerwald 1915, Kienthal 1916 og Stockholm 1917. Det blev kaldt Zimmerwaldbevægelsen, og heri deltog bl.a. det danske Socialdemokratisk Ungdoms Forbund (SUF).

De russiske bolsjevikker deltog ligeledes, og Lenin sigtede mod dannelsen af en ny internationale. I 1919 indkaldte han således i Moskva til grundlæggelsen af KI, der skulle være et verdensparti, hvori de enkelte medlemspartier var sektioner, og ledelsen af KI skulle fastlægge politikken for alle. KI skulle være en organisation, der kunne gennemføre en verdensrevolution. I overensstemmelse hermed blev der på den 2. verdenskongres i 1920 vedtaget 21 meget skrappe betingelser for optagelse.

1920-22 blev der dannet kommunistiske partier i en række lande. I løbet af 1920'erne blev KI "bolsjeviseret", dvs. organisatorisk omlagt efter russisk mønster og underlagt streng kontrol fra Eksekutivkomitéen (EKKI) i Moskva.

I forbindelse med fraktionskampene i det sovjetiske kommunistparti (SUKP) slog KI i 1928 på den 6. verdenskongres ind på den såkaldte ultravenstrelinje. Den indebar kamp mod socialdemokratierne, militant faglig kamp og forsvar for Sovjet. På den 7. verdenskongres i 1935 blev politikken lagt om til folkefrontspolitikken, som indebar alliancer med alle, som ville bekæmpe nazismen. KI blev opløst i 1943.

Efter KI's opløsning organiseredes ved det sovjetiske kommunistparti en udenrigsafdeling, som tog sig af forbindelserne til de andre landes partier. Selvom de nu formelt var ligestillede, udgjorde SUKP bevægelsens centrum og ledelse såvel politisk som økonomisk. Helt frem til omkring 1990 modtog en lang række kommunistpartier således store økonomiske bidrag fra Sovjet og andre østlande.

Fra 1947-56 eksisterede organisationen Kominform, som især udsprang af den kolde krig og omfattede kommunistpartierne i Østeuropa samt i Italien og Frankrig. Efter 1956 opretholdtes den kommunistiske verdensbevægelse dels af de tosidede forbindelser til SUKP, dels af et netværk af verdenskonferencer, tidsskrifter og anden udveksling, som førte til en fælles ideologi og politisk forståelse.

Den kommunistiske verdensbevægelse omfattede interne kampe, fx mod Jugoslavien i 1948, mod Ungarn i 1956, mod Kina i 1960'erne og mod Tjekkoslovakiet i 1968, men også udarbejdelse af delvis fælles programmer, herunder kampen for folkedemokrati i 1950'erne og kampen for et såkaldt anti-monopolistisk demokrati i 1970'erne. Med Sovjets opløsning i 1992 faldt den kommunistiske bevægelse fra hinanden.

Fraktioneringen af arbejderbevægelsen efter 1. Verdenskrig førte også til dannelsen af Wiener Internationalen, også kaldet Internationale Arbeitsgemeinschaft Sozialistischer Parteien eller 2¹/₂. Internationale, en sammenslutning af socialistiske partier, som hverken ville tilslutte sig SAI eller KI. Wiener Internationalen eksisterede 1921-23 og omfattede bl.a. det østrigske socialdemokrati.

I 1938 organiseredes de trotskistiske (se Lev Trotskij) grupper i en Fjerde Internationale. Den har været skueplads for mange splittelser, men eksisterer stadig. Fjerde Internationale forstår sig selv som et revolutionært verdensparti.

Ud over de nævnte politiske internationaler har der eksisteret en anarkistisk internationale (IAA) og en international sammenslutning af kommunistisk opposition (IVKO), som begge var stærkest i 1930'erne. Desuden har der været forskellige faglige internationaler såsom Frie Faglige Internationale og World Federation of Trade Unions.

Herudover har der i tilknytning til KI eksisteret en Kommunistisk Ungdomsinternationale (KIM), en Rød Faglig Internationale, Profintern (RFI), Internationale Arbejderhjælp (JAH) 1921-33, Sportsinternationalen, Lærerinternationalen og forskellige andre sammenslutninger.

Om dansk deltagelse i internationaler, se arbejderbevægelsen i Danmark.