inklusion

Sociale skel har præget skolen igennem hele skolens historie. For eksempel blev den Vestjyske skoleordning oprettet i 1855 og først afskaffet i 1955 – den indebar, at de ældre elever, der skulle arbejde meget i landbruget, gik mindre i skole om sommeren og mere om vinteren. Friskoleloven blev vedtaget i 1855, og frie grundskoler tiltrækker stadig et stigende antal elever. Internt i skolen har der været niveaudeling, fx i mellemskolens prøve, som kunne lede til enten gymnasium eller realklassen.

Efterkrigstidens demokratibestræbelser med visioner om et samfund, hvor alle har lige muligheder for at deltage i de demokratiske processer, fik også indflydelse på folkeskolen. Niveaudelingen blev således afskaffet med Knud Heinesens 1993-folkeskolelov og erstattet af enhedsskolen og lovkravet om undervisningsdifferentiering: Eleverne holdes sammen i et klassefælleskab på årgangen, samtidig med at hver enkelt elev modtager en undervisning, som er tilpasset til og rettet mod den enkelte.

Der kan iagttages en konflikt mellem intentionerne: Dels intentionen om, at intet barn må ekskluderes fra klassens fællesskab, som beskrevet i UNESCOs Salamanca erklæring fra 1994. Dels intentionen om at begrænse udgifterne til folkeskolen. I perioden, hvor regering og Kommunernes Landsforening forberedte en omlægning af specialundervisning, argumenterede politikerne med at specialundervisningen brugte i omegnen af 60 % af de samlede økonomiske tildelinger til folkeskolen.

På Undervisningsministeriets hjemmeside beskrives inklusion således: ”Målet med inklusion er at sikre, at elever med særlige behov forbliver en del af børnefællesskabet. I stedet for at blive udskilt til særlige undervisningstilbud, undervises de i den almindelige klasse med den nødvendige støtte og de nødvendige hjælpemidler. Inklusionsmålsætningen betyder, at alle elever deltager i det faglige og sociale fællesskab, at de oplever faglig progression, og at deres trivsel opretholdes.”

Folkeskoleloven siger, at specialundervisning er undervisning i specialskoler og specialklasser samt undervisning i den almindelige klasse, hvor eleven får støtte i mindst 9 ugentlige timer (Bekendtgørelse nr. 380 af 28/04/2012). Denne støtte tilbydes, hvis skolen og den pædagogisk-psykologiske rådgivning vurderer, at en elev kan få tilstrækkelig bistand igennem de 9 timer i de almindelige klasser.

I 2012 blev der indført en målsætning om, at 96 procent af eleverne i folkeskolen skulle inkluderes i den almindelige undervisning. I 2015 afskaffede man målsætningen.

Det diskuteres stadig, om disse elever med specialundervisningsbehov får støtte nok til at kunne fungere i klassens fællesskab. Om der fx er tilstrækkelige lærerressourcer i form af tid og specialundervisningsfaglig kunnen, om der er relevante undervisningsmaterialer og indretning af skole og klasser. Det er således et spørgsmål, om skolelovens kvalitetskrav og måling af læringsresultater igennem test kan blive produktive for disse grupper af elever.

Rapporter fra kommunerne på KL's børne- og ungepolitiske topmøde i 2025 pegede på, at kommunernes vanskelige økonomiske vilkår medfører, at de vil overføre midler fra specialundervisningstiltag til generelle pædagogiske initiativer, fx tolærerordninger eller undervisningsdifferentiering.

Inspiration fra fx demokratiintentioner og inklusionsdiskussionen har mange steder medført, at skolens aktører og de politiske beslutningstagere nytænker indstillingen til specialundervisningens grundlag. Et af perspektiverne er her spørgsmålet om, hvor man skal kigge, når der viser sig vanskeligheder i sammenstødene mellem enkeltmennesker – her selvfølgelig børnene og de unge, skolesøgende mennesker – og kulturen eller strukturen. Man kan beskrive det som disse to perspektiver:

• Individualistisk perspektiv: Specialundervisning retter sig mod enkeltelever, som vurderes at have fysiske eller psykiske vanskeligheder. I dette perspektiv ligger vanskelighederne i de enkelte elever.
• Organisatorisk perspektiv: Specialundervisning retter sig både mod enkeltelever og samspillet mellem dem og de voksne. Udgangspunktet er, at elever generelt set udvikler sig i samspil med andre mennesker, i kulturen og de øvrige strukturer, altså i opbygning af og inddragelse i fællesskaber. I dette perspektiv ligger vanskelighederne i relationerne og strukturerne.

I bestemmelserne om specialundervisning er der generelt klare individualistiske tendenser, når der fx står at ”Børn med omfattende behov for specialpædagogisk støtte på grund af svære fysiske eller psykiske handicap skal henvises til specialundervisning. Specialundervisningen følger folkeskolelovens generelle bestemmelser i forhold til fagrække, Fælles Mål, timetal, elevplaner, nationale test og afgangsprøver.” Henvisningen af et barn besluttes af skoleledelsen efter bistand af specialpædagogisk rådgivning og konsultationer med elever og forældre.

Inklusionsloven blev gennemført parallelt med Folkeskolereformen af 2013 og dermed også af Lov 409, hvor lærernes arbejdsvilkår blev reguleret ved lovgivning i modsætning til de kollektive aftaler, som var normen. Den politiske intention med denne lovgivning var, at lærerne ved at undervise i flere ugentlige lektioner skulle betale for skolereformen. Besparelser har været en integreret del af denne læringsudbyttereform. Kommunernes udmelding på det omtalte politiske topmøde tyder på, at denne tendens vil fortsætte. Der er efterhånden udviklet virksomme inklusions-undervisningsmetoder, men samtidig kan DR i en reportage i 2025 konstatere: ”Succesfuldt inklusionsprojekt er for dyrt at udbrede.”

• folkeskolen,
• undervisningsdifferentiering,
• specialundervisning

• Undervisningsministeriets pdf af Salamancaerklæringen og Handlingsprogrammet for specialundervisning