initiation (indvielsesritual)

Initiationer tager typisk form af overgangsriter, hvor initianden først udskilles fra sin vante sammenhæng (separationsfasen), derefter fuldstændig nulstilles (den liminale fase) og til sidst indgår i sin nye sammenhæng (inkorporationsfasen).

I de ældste kristne dåbsritualer måtte initianderne først aflægge al tidligere status ved at klæde sig helt af og løsne enhver hårfletning. Ingen fremmed indflydelse måtte stige med dem ned i genfødelsens bad. Derefter dykkede de helt ned i en flod, forsvandt ligesom helt, og steg genfødte op, klædte sig på og deltog i gudstjenesten. Her fik de – i den hellige nadver – del i Kristi legeme og blev med-lemmer af kirken.

Når en dreng på Andamanerne skulle træde ind i de voksnes rækker, måtte han først i en periode afholde sig fra at spise havskildpadde, alle kystbeboeres livret. Så måtte han sidde helt passiv med strakte ben og ansigtet mod havet. Han blev hjulpet lidt med massage, og han blev madet med skildpaddekød. Men han skulle selv være helt passiv, maden blev endda rystet på plads i hans mave, og hans navn måtte ikke nævnes. Man bøjede hans fødder og fingre frem og tilbage, gerne så der lød små knæk. Det skulle ligesom demonstreres, at han var helt sat ud af spillet og nu kunne formes.

Lidt efter lidt fik drengen lov at spise selv, han blev gnedet med skildpaddefedt og farvet, så han lignede en havskildpadde. Det hele kulminerede i skildpaddedansen, hvor han trådte ind blandt de voksne mænd og dansede som en rigtig skildpaddespiser. Med kviste i hænderne efterlignede de havskildpaddens bevægelser i en udmattende dans. Så var han voksen, men i en periode stadig sårbar.

Den romerske forfatter Apuleius har i romanen Forvandlinger eller Det gyldne æsel, med baggrund i sin egen indvielse i Isis-mysterierne, skildret en initiation i en mysteriekult. Han røber ikke alt, hvad der foregik, for det måtte man ikke. Men det fremgår at han først skulle holde diæt og faste, så skulle han møde i Isishelligdommen, hvor han fik værdifulde, men hemmelige belæringer af præsten.

Gennem en hel nat gennemgik han hemmelige ritualer, hvor han kom til dødens grænse og tilbad underverdenens og himlens guder på nært hold – og midt i natten så han solen skinne. Om morgenen kom han selv frem på en tribune, smykket som solguden. Ligesom den egyptiske solgud havde han i nattens løb været igennem underverdenen og kunne nu stå frem, genfødt og fornyet. Så kunne han bryde sin faste og fejre sin religiøse fødselsdag med et festligt måltid.

I Middelalderens Europa blev det almindeligt, at nybegyndere på skoler og universiteter skulle gennemgå en initiation, eller en deposits, som det hed på lærde skoler. Nybegynderen kaldte man depositurus, ’den der skal deponeres’ (dvs. sættes ud af spillet), og endnu kaldes en ny studerende en rus.

I de nordiske myter er skildringerne af Odins initiationer særlig vigtige. Han indvies til at være hersker (gudernes fyrste) og til at modtage hemmelig og hellig viden (runemagi, digtekunst). Dette skildres bl.a. i myter om de kloge skikkelser Mimer og Kvaser; Mimer er så klog, at han kan nøjes med at være et hoved, som Odin passer og plejer. Det er forbundet med lidelse at opnå indsigten; Odin må give sit ene øje i pant til Mimer, og han hænger sig op i træet Yggdrasil som selvoffer.

Når Odin gennem indvielsen har opnået indsigten, kan han herefter være initiator, dvs. give indvielsen videre til andre, så de kan blive fyrster, digtere, magikere, krigere og evt. falde i kamp på hans bud. På den måde er han en prototypisk initiand og initiator.

Skildringen af Sigurd Fafnersbanes kamp med dragen kan læses som en eksemplarisk initiation, der viser den stigende erfaring og selvrealisering hos hovedpersonen.

• riter
• overgangsriter
• fester
• mysteriereligioner
• overgangsrite
• skik og brug