I 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var der i Danmark flere eksempler på forlagsvirksomhed, fx i forbindelse med kniplingsproduktion i Tønderområdet, handskeproduktion i Odense og fremstilling af hørlærred forskellige steder i landet. Især i sidste halvdel af 1700-tallet fandtes der en del manufakturer, hvoraf de fleste lå i København.
En mere moderne fabriksdrift opstod med oprettelsen af en række jernstøberier rundt omkring i landet i 1830'erne. De fremstillede bl.a. landbrugsredskaber og jernkakkelovne. Omtrent samtidig blev der anlagt tekstilfabrikker ved åer med tilstrækkelig vandkraft.
Endnu i 1872 bidrog dansk industri dog kun med ca. 4% af bruttofaktorindkomsten; de største brancher var fortsat tekstil-, jern- og metalindustrien, og de større tekstilfabrikker havde alle fået installeret dampmaskiner.
1870-1914 tog industrialiseringen fart i Danmark, og mange produkter fremstilledes efterhånden industrielt. Nye industribrancher kom til, og der fandtes i 1914 en betydelig maskinkraft i bl.a. sukkerfabrikker, større bryggerier, bomuldsspinderier, papirfabrikker og cementfabrikker. Blandt tidens største industrivirksomheder taltes også flere skibsværfter, og de fleste industrigrundlæggelser i perioden skete i de større byer.
I mellemkrigstiden fortsatte industrialiseringen med en øget brug af elektricitet. Væksten i produktionen var betydelig i 1930'erne, da en række mindre industrivirksomheder, fx i tekstilindustrien, blev grundlagt i ly af kriseårenes importregulering.
En ny vækstperiode kom i løbet af 1950'erne og 1960'erne. Industriens andel af bruttofaktorindkomsten kom efterhånden op på ca. 20%, og industrien overtog landbrugets stilling som Danmarks største eksporterhverv.
De vigtigste brancher var nu næringsmiddelindustrien og jern- og metalindustrien; den kemiske industri, især plastindustrien og medicinalindustrien, fik dog efterhånden også stor betydning. Samtidig bredte industrialiseringen sig til hele landet, også til mindre byer og landdistrikter.
Det økonomiske konjunkturomslag i 1970'erne kom til at betyde en omstilling af dansk industri. De højere energipriser og en kraftig nedgang i byggeriet ramte især sten-, ler- og glasindustrien samt træ- og møbelindustrien.
Med en øget liberalisering af verdenshandelen fik tekstilindustrien, der i 1970'erne endnu var relativt arbejdsintensiv, øget konkurrence fra lande, hvor lønnen er lavere end i Danmark. Ekspansionen inden for den kemiske industri fortsatte til gengæld, mens forholdene inden for jern- og metalindustrien har været meget forskellige fra produktområde til produktområde.
Skibsværfterne har pga. konkurrence fra fjernøstlige lande enten måttet lukke eller reducere medarbejderstaben betragteligt, mens maskinindustriens produktion er vokset stærkt.
De fleste danske industrivirksomheder er mindre virksomheder med 10-20 ansatte, og sammenlignet med andre industrilande har Danmark haft relativt få meget store industrivirksomheder.
Læs mere om industri generelt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.