historiefilosofi

Historiefilosofi er filosofiske overvejelser over menneskehedens nuværende tilstand set i lyset af dens hidtidige udvikling og fremtidige muligheder. Dermed afspejler historiefilosofien det paradoks, at vi mennesker altid er midt i historien og samtidig prøver at forestille os historien udefra.

Historiefilosofien kan dateres helt tilbage til antikkens tænkere, der så historien som cirkulær og dermed som noget, der ville gentage sig i det uendelige. I vestlig tankegang er historien uløseligt forbundet med tanken den lineære udvikling – begyndelse og afslutning.

G.W.F. Hegel og Karl Marx er nogle af de mest fremtrædende tænkere inden for historiefilosofien; en af historiefilosofiens fremmeste kritikere er Karl Popper, der kalder historisk tænkning for historicisme.

Historiefilosofiens beskæftigelsesområde

Historiefilosofien beskæftiger sig med emner som historiens begyndelse og afslutning, dens form (fx cirkulær vs. lineær) og indhold (fx krig, klassekamp eller vækst), dens drivende årsager og mening. Historiefilosofien interesserer sig for historien som en kollektiv proces, der sætter grænser og muligheder for de enkelte mennesker.

Historiefilosofien kan beskæftige sig med enkelte begivenheder, episoder, perioder mv., men den medtænker, at menneskers aktiviteter, tanker og handlinger indgår i et forløb af selvfrembringelse og selvorganisering, der udgør historien som helhed.

Ofte er historiefilosofi knyttet til en positivt eller negativt ladet værdi såsom frihed, lighed eller fred, som mennesket igennem den historiske proces kan forsøge at realisere eller undgå. Mest kendt er G.W.F. Hegels overbevisning om, at historien bag om ryggen på os handlende aktører arbejder på ”fremskridt i bevidstheden om frihed”.

Historiefilosofi og metafysik

Historiefilosofien beskæftiger sig med en nutid som er umulig at erfare i sin helhed, en fortid som kun er tilgængelig gennem vores erindring (støttet af kilder), og en fremtid vi blot kan foregribe gennem forventning, håb og handling.

Derfor vil historiefilosofien altid indeholde et element af metafysik – et forsøg på at opnå en erkendelse, der egentlig overskrider grænserne for mulig menneskelig erfaring. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at historiefilosofien er et subjektivt gætværk.

Historiefilosofi og historiografi

Betegnelsen ’historiefilosofi’ kan både henvise til egentlige historiefilosofiske fremstillinger (som fx. N.F.S. Grundtvigs Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng fra 1812) og til det historiefilosofiske perspektiv, historie skrives eller bruges i. På samme måde kan 'historiografi' både betegne selve historieskrivningen og refleksioner over måden, historien skrives på.

Da enhver historiefilosofi indeholder historieskrivning, og enhver historieskrivning sker ud fra et historiefilosofisk perspektiv, kan det være svært at afgrænse de to discipliner fra hinanden.

Analytisk historiefilosofi

Den nyere genre analytisk historiefilosofi undersøger kritisk mulighederne for at udsige noget videnskabeligt om historiske emner. Den problematiserer ofte mulighederne for at drage konklusioner om fremtidige forhold ud fra viden om historiens hidtidige forløb.

Karl Poppers Historicismens elendighed, der udkom som føljeton under 2. Verdenskrig, kritiserede især marxismen, men også andre tilgange til historisk fortolkning og forklaring. Poppers grundkritik var, at historiske forklaringer – som fx at kommunismens komme er en logisk følge af kapitalismens sammenbrud – først og fremmest bruges til at fritage fx politiske aktører fra ansvar ved at henvise til historisk nødvendighed.

I forlængelse af Poppers kritik er der opstået en interesse for historisk metodologi og erkendelsesteori inden for den analytiske filosofi.

Historiefilosofi og geopolitik

Historiefilosofi er i det 19. og 20. århundrede blevet forbundet med geopolitik, sådan at visse imperial- og nationalstater har set sig udstyret med et historisk kald. Det kunne være en mission, som man mente var en følge af landets geografiske placering eller størrelse, eller det kunne være selvforståelsen af at have en særlig befolkning. Her vil man typisk tænke på Tyskland under nazismen (1933-1945); men også adskillige andre stater har optrådt som hhv. civilisationens, fremskridtets, kulturens, frihedens eller kommunismens forkæmpere og forsvarere.

Carl Schmitt og det nazistiske storrum

Den nazistiske jurist Carl Schmitt udtænkte i årene op til 2. Verdenskrig en teori om Europa som et folkeretsligt storrum (Grossraum) med Tyskland som ledende ”storrumsfolk”. Hermed nedgraderede han andre landes suverænitet og retfærdiggjorde den tyske ekspansion i bl.a. Central- og Østeuropa.

I slutningen af krigen videreudviklede Schmitt sin storrumsteori til en global geopolitisk lære om ”nomos”, forstået som en slags før-retslig ret, der hviler på magt og erobring (beslægtet med landnam). Det illustrerer, hvordan geopolitik og historiefilosofi kan indgå en symbiose i et politisk projekts tjeneste.

Historiefilosofi og ideologi

En ideologi indeholder en relativt sammenhængende forståelse af samfundet, dets tilblivelse og udviklingsretning. Ideologien kobler fortid, nutid og fremtid med særlige fortolkninger af, hvilken rolle ideologiens tilknyttede parti eller bærende klasse spiller i den sociale og politiske proces.

Liberalisme og konservatisme

Liberalismen ser typisk historien i lyset af normer: forældede normer og begrænsninger, der skal afskaffes, og nye normer, der skal indføres for at sikre frihed for individer og markeder; konservatismen har derimod en stærk fornemmelse for historisk kontinuitet, autoritet og overleverede værdier.

Marxisme

I modsætning til de to ovennævnte ideologier er socialismen oprindelig orienteret mod en anden samfundstilstand, der enten kan indføres gradvis (reformisme) eller abrupt (gennem en revolution).

Den revolutionære socialisme eller kommunisme bygger i sine firkantede udgaver på en historiefilosofisk overbevisning, der kan minde om evolutionismen, idet den mener sig i besiddelse af en videnskabelig teori om historiens gang. Udviklingen er dog hidtil ikke gået helt som forudsagt, især ikke efter at den kommunistiske østblok er gået i opløsning i stedet for at udvikle sig til en overlegen samfundsmodel.

Historiefilosofi i den forandrede verden

De 'tendenser', der dagligt udpeges og diskuteres kan opfattes som brudstykker af en omfattende, men usammenhængende historiefilosofi.

Walter Schulz: Tidssvarende historiefilosofi

Den tyske filosof Walter Schulz har forsøgt at skitsere grundlaget for en sammenhængende, ”tidssvarende historiefilosofi” (Philosophie in der veränderten Welt, 1972, s. 595). Han udfolder fem afgørende, langsigtede tendenser i det moderne samfunds udvikling:

videnskabeliggørelse
inderliggørelse
åndeliggørelse/kropsliggørelse
historificering og ansvarliggørelse.

Til listen kan tilføjes globalisering, digitalisering, økologisering, sikkerhedsliggørelse, afdemokratisering, osv.

Francis Fukuyama: Historiens afslutning

På tærsklen til det 21. århundrede fremsatte Francis Fukuyama, tidligere udenrigspolitisk rådgiver i USA, den tese, at Murens Fald og de markedsøkonomiske og politiske reformer i Østeuropa og Sovjetunionen (perestrojka) indvarslede en stabil, demokratisk og fredelig verdensorden, svarende til virkeliggørelsen af Hegels historiefilosofiske vision om universel anerkendelse i det borgerlige samfund.

Det var på baggrund af Hegels teori, at Karl Marx og Friedrich Engels i anden halvdel af 1800-tallet havde påpeget bagsiden af den på overfladen frie og lige markedsøkonomi, nemlig udbytningen og fremmedgørelsen af arbejderklassen, der kun har deres egen arbejdskraft at sælge på markedet. Nu mente Fukuyama, at kapitalismens konfliktpotentialer var ved at forsones, så historien var nået til enden og havde opfyldt sit mål.

Fukuyama forudså dog, at der selv i en verden domineret af ”liberal markedsøkonomi” ville være rester tilbage af historie, som en tid endnu ville sørge for konflikter, om ikke andet så i protest over verdens statiske og mættede tilstand. Senest med terrorangrebet den 11. september 2001 og de efterfølgende krige ebbede talen om historiens afslutning ud, men allerede kampene i forbindelse med Jugoslaviens opløsning og Golfkrigen dæmpede den historiefilosofiske optimisme blandt politikere og kommentatorer.

Samuel P. Huntington: Civilisationernes kamp

Til gengæld aktualiserede den af George W. Bush erklærede krig mod terror den udlægning af historien, der blev fremlagt af Samuel P. Huntington i artiklen ”The Clash of Civilizations?” i Foreign Affairs, sommeren 1993:

”Verden vil i vid udstrækning blive formet af interaktionerne mellem syv eller otte større civilisationer. De omfatter den vestlige, den konfucianske, den japanske, den islamiske, den hinduistiske, den slavisk-ortodokse, den latinamerikanske og muligvis den afrikanske civilisation”.

Kulturel identitet og især religion ville afløse nationalt tilhørsforhold og ideologier knyttet til økonomiske systemer. Huntington synes at have fået ret i en hel del af sine forudsigelser, men dog ikke i, at en konflikt mellem Rusland og Ukraine næppe ville forekomme, i lyset af de to landes fælles kultur og tilhørsforhold til samme civilisation.

Hans-Jørgen Schanz: Tydende vs. bydende

Den århusianske idéhistoriker, Hans-Jørgen Schanz, beskæftigede sig fra midten af sin karriere intensivt med relationerne mellem historiefilosofi, metafysik og modernitet. På trods af det 20. århundredes manglende succes med at analysere sig frem til historiens ’bydende nødvendighed’ slår han i bogen Det historiske til lyd for historiefilosofiens berettigelse – med forbehold for, at historiefilosofisk refleksion skal være tydende og ikke bydende”.

Læs mere i Lex:

Litteratur:

Døør, Jørgen: Historiefilosofi. En ideologikritisk fremstilling af historiske forklaringer, objektivitet og sandhed. (Berlingske Leksikonbibliotek 73) København: Berlingske Forlag 1973.
Gardiner, Patrick L.: (Opslagene) ”history, history of the philosophy of” og ”history, problems of the philosophy of” i The Oxford Companion to Philosophy, red. af Ted Honderich. Oxford: Oxford University Press 1995.
Schanz, Hans-Jørgen: Det historiske. Refleksioner over historie og metafysik. Århus: Forlaget Modtryk 1996.
Vind, Ole: Grundtvigs historiefilosofi. (Skrifter udgivet af Grundtvig-Selskabet XXXII). København: Gyldendal 1999.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Historieteori

Lars Axel Petersen

Ph.d., Roskilde Universitet