hegelianisme

Ved hegelianismen i snævrere forstand forstås i reglen den hegelske "skole", der dominerede tysk filosofi i 1830'erne, dvs. i tiden umiddelbart efter Hegels død. Denne skole blev hurtigt splittet i to hovedfløje, som af teologen D.F. Strauß blev navngivet højrehegelianere og venstrehegelianere (dertil kom de kompromissøgende centrumhegelianere). På trods af navnet, der var en direkte reference til Den Franske Revolution, var Strauß skelnen ikke af politisk, men primært af teologisk karakter. Strauß selv var således en konservativ antidemokrat.

Hegel havde hævdet, at religionen var blevet "ophævet" i hans egen filosofi, men det var uklart, hvordan dette nærmere skulle forstås – og dermed, hvor meget af den ortodokse kristendom Hegels system levnede plads til. Strauss pegede på to afgørende spørgsmål, som delte højre- og venstrehegelianere.

For det første anerkendte højrehegelianerne evangeliernes historiske sandhed og virkeligheden af Kristi mirakler, mens venstrehegelianerne benægtede dette. For det andet spørgsmålet om Kristi dobbelte natur, og hvorvidt det guddommelige og menneskelige virkelig var forenet i Kristus. Igen svarede højrehegelianerne bekræftende og venstrehegelianerne benægtende. Disse to stridspunkter var et udløb af den heftige debat, som Strauss' hovedværk Das Leben Jesu kritisch bearbeitet (1835), hvori han netop anlagde et venstrehegeliansk synspunkt på disse to spørgsmål, havde skabt.

Med enkelte undtagelser forsvarerede højrehegelianerne den traditionelle kristendomsopfattelse, mens venstrehegelianerne (bl.a. Ludwig Feuerbach og Strauß selv) gennemførte en radikal kritik af kristendommen og stod for en række alternative synspunkter, rækkende fra panteisme (Feuerbach) til egentlig ateisme (Bruno Bauer, Max Stirner).

I slutningen af 1830'erne skete der imidlertid en yderligere radikalisering blandt visse af venstrehegelianerne, anført af bl.a. Ludwig Feuerbach, Bruno Bauer og Arnold Ruge, og en gren af venstrehegelianismen tog en politisk drejning.

Splittelsen mellem de to fløje – som altså til dels er sammenfaldende, men ikke identisk med splittelsen mellem højre- og venstrehegelianere – stod mellem hhv. gammelhegelianere og unghegelianere. Striden mellem disse grupper drejede sig om, hvorvidt fornuften allerede var blevet virkeliggjort i det bestående samfund, dvs. om fremmedgørelsen kunne betragtes som ophævet, eller om dette endnu var en uløst opgave, som krævede en gennemgribende samfundsomvæltning. Et spørgsmål, der i den hegelianske forståelsesramme i øvrigt knytter an til spørgsmålet om Kristi to naturer nævnt ovenfor. Gammelhegelianerne svarede bekræftende på dette, mens unghegelianerne svarede benægtende.

Denne forskel mellem gammel- og unghegelianere førte også til en forskellig attitude over for det bestående samfund, både dets kultur, religion og politik (forstået primært som statens natur). Hvor gammelhegelianerne typisk var konservative og akkomoderende, var unghegelianerne radikale og ofte også revolutionære. Udover førere som Bauer, Ruge og Feuerbach talte deres rækker også fx Karl Marx, Friedrich Engels, Moses Hess og Stirner.

Idéen om, at fornuften endnu ikke var realiseret i verden, førte til et eskatologisk verdenssyn hos unghegelianerne: Realiseringen af friheden sås som noget, der lå på den anden side af et kommende, omkalfatrende historisk brud. Denne post-eskatologiske tilstand skulle i unghegelianernes optik tage form af en forening af hhv. praktisk og teoretisk menneskelig aktivitet, en forening de benævnede med den græske term praxis hentet fra Aristoteles – et begreb, som siden har vundet stor udbredelse, ikke mindst i den marxistiske teori, og som vel nok udgør unghegelianismens mest blivende bidrag til det vestlige politiske tænknings begrebsapparat.

Den oprindelige hegelske skole mistede i løbet af 1840'erne meget af sin indflydelse i Tyskland og blev efterhånden overskygget af positivistiske og nykantianske retninger. Den satte dog fortsat sit præg på tysk filosofihistorieskrivning (J.E. Erdmann og Kuno Fischer).

I Danmark blomstrede hegelianismen i 1830'erne og 1840'erne med J.L. Heiberg og H.L. Martensen som de toneangivende repræsentanter. Den blev skydeskive for Kierkegaards kritik i 1840'erne, og der har ikke siden kunnet spores hegelianske tendenser af betydning i dansk åndsliv. I sit begrebsapparat, sit sprog og sin metode er Kierkegaards egen filosofi dog udpræget hegeliansk, men bestemt ikke i indholdet.

Nyhegelianisme er en samlebetegnelse for flere senere forsøg på at aktualisere Hegels filosofi. Ofte drejer det sig kun om en aktualisering af bestemte aspekter, og ofte på grundlag af meget frie fortolkninger. Mod slutningen af 1800-tallet var hegelianismen fremherskende i England (T.H. Green, F.H. Bradley, Bernard Bosanquet, John McTaggart) og i USA (Josiah Royce og Brand Blanshard), hvor den stadig har sine tilhængere (Nicholas Rescher). I Italien repræsenterede Benedetto Croce og Giovanni Gentile i begyndelsen af 1900-tallet en lignende nyhegeliansk bevægelse.

De nymarxistiske strømninger i Tyskland efter 1. Verdenskrig gav sig udslag i en fornyet interesse for Hegel (Bloch, Lukács og Frankfurterskolen). I Frankrig inspirerede Alexandre Kojève i 1930'erne med sine forelæsninger over Åndens fænomenologi en hel generation af filosoffer til at forene Hegels dialektik med fænomenologi og eksistensfilosofi. Sartre, Merleau-Ponty, Althusser og Derrida er alle tydeligt påvirkede af Hegel.

• Georg Wilhelm Friedrich Hegel
• religionsfilosofi
• Karl Marx