forsørgelse

Forsørgelse er det at sørge for almindelige, daglige livsfornødenheder i form af mad, tøj og bolig. Den enkelte har pligt til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn.

Den privatretlige forsørgelsespligt gælder gensidigt mellem ægtefæller i ægteskabet. Med penge eller arbejde i hjemmet skal ægtefællerne efter evne bidrage til hinandens og deres eventuelle børns forsørgelse indtil de fylder 18 år. Ophæves samlivet, kan der pålægges børnebidrag og evt. ægtefællebidrag. Den enkelte har endvidere en offentligretlig forsørgelsespligt, dvs. en pligt over for det offentlige til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn. Når ægtefæller ikke kan forsørge hinanden, eller forældre ikke deres børn, er det offentlige herefter forpligtet til at yde en række sociale ydelser, dog afhængig af nærmere fastlagte kriterier for adgang til disse og efter et niveau fastlagt i lovgivningen. Forsørgelsespligt mellem ægtefæller ophører ved separation og skilsmisse og over for børn, som nævnt når de fylder 18 år, men også hvis de gifter sig eller selv får børn.

Ifølge Lov om Social Service kan man blive berettiget til offentlig forsørgelse efter indtræden af en såkaldt social begivenhed, fx sygdom, arbejdsløshed, skilsmisse og lignende.

Den offentlige forsørgelse kan finde sted i form af en økonomisk ydelse, dvs. kontanthjælp efter Lov om Social Service. I tråd med nyere socialpolitiske opfattelser kan der også blive tale om revalidering eller økonomisk forsørgelse samtidig med aktivering. Herved forsøger man ud over forsørgelsen at hjælpe med at skabe en meningsfuld og struktureret hverdag og samtidig yde hjælp til at kunne få et job, herunder nødvendig efter- og videreuddannelse, så man atter kan forsørge sig selv.

Modtagelsen af offentlig forsørgelse gennem længere tid antages at påvirke den enkelte i negativ retning. Således kan både helbred, selvtillid og livsstil blive påvirket af en passiv dagligdag, og langvarig forsørgelse medfører risiko for permanent udstødning fra arbejdsmarkedet.

Undersøgelser har vist, at jo længere en social begivenhed varer, jo mindre er sandsynligheden for, at man senere generhverver evnen til at klare sig selv. Generelt gælder det, at en social begivenhed, der varer over tre måneder, har tendens til at blive varig. I flere af de sociale love er der derfor indsat bestemmelser om, at alle sager skal vurderes efter tre måneder for at se, om der er behov for andre støtteforanstaltninger, fx rådgivning og vejledning, der kan bidrage til, at den pågældende generhverver evnen til at klare sig selv.