filosofisk antropologi

Filosofisk antropologi søger at bestemme menneskets væsentlige træk: dét, som adskiller mennesket fra alt andet værende. Et klassisk eksempel herpå er Aristoteles' definition af mennesket som et fornuftigt dyr.

I snævrere betydning betegner filosofisk antropologi en retning i 1900-tallets filosofi, der betragter antropologi som den grundlæggende filosofiske disciplin. Retningen kan føres tilbage til Max Scheler og dennes skrift Die Stellung des Menschen im Kosmos, som udkom i 1928. Senere repræsentanter er bl.a. Arnold Gehlen og Helmuth Plessner. Disse filosoffer betoner menneskets særstilling i Universet: Det er såvel et ånds- som et naturvæsen, der ved sine handlinger og sin åndelige formåen er i stand til at kompensere for sine biologiske mangler.

Denne retning udgør en art syntese af eksistensfilosofi, etik og biologi, og den viderefører dermed en tendens, som var fremherskende i romantikken.