Favus er navnet på en særlig kronisk svampeinfektion i hårbunden. Infektionen skyldes svampen Trichophyton schoenleinii eller Trichophyton mentagrophytes. Tilstanden medfører dannelse af tykke, gullige, skålformede skorper, skældannelse og hårtab. De tætsiddende, skålformede skorper kan ligne en honningtavle fyldt med honning.

Faktaboks

Etymologi
Ordet er latin 'honningtavle'

Forekomst af favus

Favus ses typisk under dårlige hygiejniske forhold og ved mangelsygdomme. Tilstanden ses formentlig ikke længere i Danmark. Favus kan optræde hos både børn og voksne, i modsætning til kerion celsi, som kun ses hos børn.

Symptomer på favus

Favus optræder oftest i hårbunden, men også øjenbryn og områder med skæg kan blive angrebet. Hårfolliklerne bliver efterhånden ødelagt og erstattet med arvæv, og der vil derfor kunne opstå områder med varigt hårtab. Hvis infektionen ikke behandles, kan den vare mange år og smitte til andre mennesker.

Behandling af favus

Favus kan helbredes med terbinafin eller griseofulvin, som gives i tabletform. I nogle tilfælde er hårtabet dog permanent.

Favus hos dyr

Favus hos dyr, fx mus, rotter og katte, skyldes andre svampearter, som i nogle tilfælde kan smitte mennesker. Infektionen vil dog ikke føre til favus hos mennesker, men andre former for tinea.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig