En fagbibliografi er en bibliografi, som registrerer bøger, artikler i tidsskrifter og bøger samt andre udgivelser inden for et fag eller nogle sammenhængende emner. En fagbibliografi kan således være meget snæver eller dække et stort fag.

Indtil omkring årtusindskiftet var trykte fagbibliografier et vigtigt værktøj for både videnskabsfolk og almenheden til at finde litteratur om et givent emne. En af følgevirkningerne af digitaliseringen og fremkomsten af internettet har været, at antallet af aktuelt løbende fagbibliografier er faldet markant.

For en række af de store internationale fagbibliografier gælder, at de i slutningen af 1900-tallet udviklede sig til fuldtekstdatabaser. Derved er der ikke længere tale om bibliografier, idet en bibliografi er en registrering. Men rent funktionsmæssigt har sådanne fuldtekstdatabaser overtaget en stor del af fagbibliografiernes funktion. Nogle er dog fortsat egentlige fagbibliografier, hvor fuldtekstadgang forudsætter, at der er betalt for licens til den fulde tekst.

Typer af fagbibliografier

Tidligere var fagbibliografier i sagens natur trykte, men siden slutningen af 1900-tallet er det sjældent, at publicering sker i trykt form.

I trykt form blev en fagbibliografi enten publiceret i bogform eller løbende som tidsskrift eller som del af et tidsskrift. Nogle fagbibliografier indeholder referater (abstract), andre indeholder alene bibliografiske oplysninger.

Ud over en faglig afgrænsning kan en fagbibliografi have en sproglig eller national afgrænsning. Der kan også være en afgrænsning af typen af publikationer, fx at der alene registreres tidsskriftsartikler. Dette gælder ofte fagbibliografier i form af internationale artikeldatabaser.

Fagbibliografier, der er mere snævert fagligt og nationalt afgrænset, dækker ofte alle publikationsformer.

En særlig type fagbibliografi er citationsindeks, hvor de registrerede artiklers litteraturhenvisninger er medtaget.

Danske fagbibliografier

Der er over årene udgivet mange forskellige fagbibliografier i Danmark. En af konsekvenser af digitaliseringen siden 1990'erne har været, at størstedelen af fagbibliografierne er gået i stå. Nogle fagbibliografier blev digitaliseret og var tilgængelige i Det Kongelige Biblioteks søgesystem. Enkelte blev vedligeholdt, men dette stoppede i 2017 i forbindelse med bibliotekets fusion med Statsbiblioteket til Det Kgl. Bibliotek.

Det Kgl. Bibliotek skiftede bibliotekssystem i 2019, hvilket medførte, at publicering af fagbibliografier ikke blev fortsat. Disse blev dog overdraget til DBC Digital og med henblik på publicering i bibliotek.dk.

Registreringerne i efterfølgende danske fagbibliografier, der er overdraget fra Det Kgl. Bibliotek, er fra 2024 indgået i bibliotek.dk (uden opdateringer):

  • Besættelsestidsbibliografien
  • Bibliografi over Dansk Kunst
  • Dansk Historisk Bibliografi
  • Dansk Musiklitterær Bibliografi
  • Det Kgl. Teaters Programartikler
  • Sportline

Også Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi har været publiceret af Det Kongelige Bibliotek, men blev i 2022 overdraget til Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL), der løbende vedligeholder og publicerer denne fagbibliografi – både på DSLs hjemmeside og i bibliotek.dk.

Ovennævnte fagbibliografier kan der søges i på bibliotek.dk med en drop-down-menu under Avanceret søgning. De indgår ikke i default-søgningen.

På bibliotek.dk publiceres også Dansk lokalbibliografi med 307.000 registreringer (november 2024). Dansk lokalbibliografi indgår i default-søgningen på bibliotek.dk.

Læs mere i Lex

Eksterne link

Vejledninger vedrørende fagbibliografier på bibliotek.dk:

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig