Engelsk syge. Snævre baggårde med små og elendige boligforhold for børnerige arbejderfamilier kendetegnede de tidligt industrialiserede fabriksbyer i England. Børns opvækst blev under disse vilkår præget af alvorlige mangelsygdomme som engelsk syge. Den franske tegner Gustave Doré har i træsnittet fra 1872 gengivet sit indtryk af at køre Over London med tog, som billedets titel lyder.

.

Engelsk syge er en sygdom hos børn, som pga. D-vitamin-mangel har utilstrækkelig forkalkning af skelettet, se også calciumstofskiftet. D-vitamin er nødvendigt for at aflejre de kalksalte, der gør knoglerne hårde.

Faktaboks

Også kendt som

rakitis

Symptomer

Symptomerne på engelsk syge er tydeligst i knogler med hurtig vækst: De yngste børn får blødt kranium (kraniotabes); senere opstår bl.a. hævelse på overgangen mellem ribben og ribbensbrusk (rosenkrans), indtrækning af brystkassen langs mellemgulvet (Harrisons fure), krumning af rygsøjlen og benene (sabelben), knoglesmerter og almen utilpashed.

D-vitamin bliver dannet i huden vha. solens ultraviolette stråler og er til stede i begrænset omfang i kosten. Sygdommens navn stammer fra beskrivelsen af patienter i engelske fabriksbyer under den tidlige industrialisering. Forebyggelse og behandling af engelsk syge består i tilskud af D-vitamin.

Arvelige defekter i menneskets omsætning af D-vitamin og fosfat kan forårsage sjældnere former for engelsk syge.

Læs mere i Lex