Ekspressionisme er en kunstretning fra første fjerdedel af 1900-tallet. I ekspressionismen lægges der afgørende vægt på intensiteten i udtrykket.
Betegnelsen har sin oprindelse i malerkunsten og anvendtes første gang i 1911 i Tyskland som karakteristik af bl.a. fauvisme og kubisme, men overførtes snart til litteratur, drama, musik og film.
Ekspressionismen er i sin grundholdning præget af det nye verdensbillede, som tegnede sig efter 1900 med bl.a. Albert Einsteins relativitetsteori og Sigmund Freuds forskning i underbevidstheden og den deraf følgende opdagelse af en verden hinsides menneskelig bevidsthed og forestilling, som en etableret orden hidtil havde holdt på tryg afstand.
Der er således i megen ekspressionistisk kunst et moment af panik og rædsel for det uforudsete. Ikke det, som jeget iagttager eller ræsonnerer sig frem til, men kun det, som jeget oplever inde i sig selv, tillægges sandhedsværdi.
Det subjektive udtryks ægthed, uhæmmet af enhver formtvang, er således afgørende. Forestillingen om, at nødvendigheden skaber formen (Wassily Kandinsky), og at kunstarterne er forbundne — ikke i det ydre udtryk, men i den indre impuls — karakteriserer det ekspressionistiske kunstsyn.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.