eddadigtning

De to hovedgrupper, gudedigte og heltedigte, holdes adskilt i Codex Regius, hvor gudedigtene indledes med det store digt Vǫluspá, Vølvens spådom, om verdens skabelse, udvikling, undergang og genopstandelse. Herefter følger Hávamál, "Den højes tale".

Både i Vǫluspá og dele af Hávamál spiller Odin en fremtrædende rolle, og der er flere gudedigte, der handler om ham end om nogen anden gud. Han fremstilles som klog, kyndig i magi og runer og desuden kvindekær og svigefuld. I Hárbarðsljóð kontrasteres han med Thor, der er stærk og modig, men noget enfoldig.

Thor er hovedperson i nogle af digtene, bl.a. Þrymskviða, Trymskvadet, der handler om, hvordan Thor får sin stjålne hammer igen fra jætten Trym. Jætten forlanger gudinden Freja som løsepenge, og på Lokes råd rejser Thor til Jotunheimen, udklædt som Freja i brudestads. Thors manglende evne til at illudere bly brud fører til komiske scener, og digtet er nok det mest umiddelbart underholdende af eddadigtene.

Dialogdigtet Skírnismál handler om frugtbarhedsguden Frøj og hans forelskelse i jættepigen Gerd, som han søger at overtale til et stævnemøde. Digtet har uden tvivl baggrund i en frugtbarhedsmyte, og nogle har ligefrem opfattet det som et rituelt drama.

I Lokasenna optræder hele gudegalleriet ved et gæstebud, hvor Loke som ubuden gæst indleder en ordkamp (senna). Også dette digt består af replikker; Loke udslynger fornærmelser mod de enkelte gæster, som derefter giver igen med samme mønt. Fornærmelserne er af groveste art; gudinderne hånes for promiskuitet og nymfomani; guderne for fejhed, kvindagtighed og for Odins vedkommende trolddomsudøvelse.

Til gudedigtene kan også regnes nogle digte af mytologisk karakter, dels Vǫlundarkviða om den mytiske smed Vølund, dels et par digte, der ikke står i Codex Regius: Grottasǫngr, om jættekvinderne Fenja og Menja, der maler guld til kong Frode, og Rígsþula, om Rig, der bliver stamfader til trællene, bønderne og jarlerne. Eddadigtenes holdning til de hedenske guder er gennemgående uærbødig. Der er ikke tale om kultisk digtning.

I modsætning til gudedigtene har flere af heltedigtene stof fælles med anden germansk (særlig tysk) oldtids- og middelalderdigtning. Den centrale helteskikkelse er Sigurd Fafnersbane. Om ham og de to kvinder i hans liv, Brynhild og Gudrun, handler omkring halvdelen af heltedigtene i Codex Regius, hvor Sigurd-digtene er ordnet kronologisk til en slags cyklus.

Sigurd-digtene er videre forbundet med på den ene side de to digte om Helge Hundingsbane og på den anden side digtene om Gudrun Gjukesdatter og hendes senere skæbne til et samlet kompleks, der behandler vølsungeslægtens historie.

Der er dog mange uformidlede modsigelser mellem de enkelte digte; fx tegnes Gudruns karakter meget forskelligt i de forskellige digte om hende.

Der er ingen tvivl om, at eddadigtene oprindelig er overleveret mundtligt, og at de i løbet af denne overlevering har lidt en lignende skæbne som fx folkeviserne: fejlhuskninger, sammenblandinger, tildigtninger etc.

Kun et enkelt eddadigt, det lange Grípisspá, som i form af en spådom giver et samlet overblik over Sigurds liv, antages at være digtet samtidig med nedskrivningen.

Vǫluspá er specielt ved at være overleveret (helt eller delvis) i tre håndskrifter, og de tre tekster afviger fra hinanden på en måde, som naturligst forklares ved, at de er nedskrevet efter forskellig mundtlig tradition.

Nogle forskere vil hævde, at det er meningsløst at datere mundtlig digtning som sådan; kun den enkelte fremførelse kan dateres. Anvendt på eddadigtningen giver denne opfattelse ingen forklaring på forskelle af først og fremmest sproglig-metrisk art mellem digtene.

Det kan dog ikke nægtes, at forsøg på opstilling af en kronologi for eddadigtene er faldet ret forskelligt ud i detaljen, om end der har været en fælles tendens i dette århundrede til at gøre digtene yngre end tidligere antaget.

Af sproglige grunde kan man dårligt tænke sig, at noget bevaret eddadigt kan være ældre end fra omkring 750. Forholdet til kristendommens indførelse (på Island år 1000) har især betydning for datering af gudedigtene, hvor kristen indflydelse er tydelig i et digt som Vǫluspá.

Digte, hvor guderne direkte hånes eller gøres til grin, har nogle villet placere i kristen tid, mens andre har peget på religioner, hvor det burleske har en plads ved siden af det ophøjede.

I løbet af 1800-t. nåede man til enighed om, at de bevarede eddadigte er af vestnordisk (norrøn) oprindelse, altså hverken fællesnordiske eller fællesgermanske.

Norrønt sprog taltes i vikingetiden både i Norge og dets kolonier mod vest: Orkney, Shetland, Færøerne, Island og Grønland, og selv om eddadigtene kun findes overleveret på Island, er de ikke nødvendigvis (alle) digtet der. Nogle kan fx tænkes at være ældre end Islands kolonisering omkring 870.

Om to af digtene, Atlakviða og Atlamál, oplyses det i Codex Regius, at de er grønlandske, men dette behøver ikke at betyde andet, end at de er optegnet efter en grønlandsk informant. Det er dog ikke usandsynligt, at Atlamál virkelig kan være digtet i Grønland.

Eddadigtene er oversat første gang samlet til dansk i 1779 (B.C. Sandvig); senere bl.a. af Karl Gjellerup (1895), Olaf Hansen (1911), Thøger Larsen (1926, kun gudedigtene), Martin Larsen (1943).