drøm

I 1953 opdagede den amerikanske læge Eugene Aserinsky og søvnforskeren Nathaniel Kleitman, at spædbørn og voksne forsøgspersoner med regelmæssige mellemrum foretog hurtige øjenbevægelser, mens de sov. Disse tidsrum, som blev kaldt for REM-søvn (Rapid Eye Movement), viste sig at optræde samtidig med de søvnfaser, hvor vi drømmer. Aserinsky og Kleitmans opdagelse indledte en eksperimentel fase i drømmeforskningens historie.

I drømmefaserne er hjerneaktiviteten mere intens end i andre søvnfaser og ligger tæt på en vågen tilstand i alarmberedskab. Heftig impulsaktivitet kaldet PGO-bølger, som kan registreres ved elektroencefalografi, løber gennem centralnervesystemet samtidig med de hurtige øjenbevægelser. Hjerterytmen, pulsen, blodtrykket og åndedrættet er uregelmæssigt. Mænd har undertiden erektion under REM-søvnen.

Mekanismer til regulering af søvn og vågentilstanden er udviklede allerede ca. 6¹/₂ mdr. efter undfangelsen. Nyfødte sover 16 timer i døgnet og drømmer i 8 timer; 7¹/₂ mdr. gamle fostre drømmer muligvis 18-20 timer i døgnet. Voksne drømmer gennemsnitlig 2 timer pr. nat. Hos ældre falder drømmemængden lidt.

Der er fire stadier på vejen fra vågentilstand til dyb søvn. REM-søvn er nærmest tærsklen til vågentilstanden. Hver nat gennemløbes de fire stadier fire til seks gange, og hvert kredsløb er af ca. 90 minutters varighed. Under indsovningen har man en drøm af fem til ti minutters længde, den næste drøm er lidt længere og så fremdeles indtil nattens sidste drøm, som kan vare 30-40 minutter.

Også i perioderne mellem REM-faserne, kaldet NREM (non-REM), er der mental aktivitet, men den er ikke så billedrig og emotionel som drømme. Søvngængeri og talen i søvne foregår ikke i drømme, men i NREM-faser.

I NREM-faserne foregår hjernens elektriske aktivitet i store sammenhængende bølger, fordi nervecellerne sender impulser i takt. I både drøm og vågentilstand er impulsmønstret livligere og ude af takt. Dette tages af nogle som udtryk for, at drøm og vågentilstand har mere informationsbehandling at varetage.

Da REM-søvn er anstrengende, fremkalder den muligvis en udmattelse. Mange mennesker kender dette fænomen, når de sover længe i weekenden. Hovedparten af vore drømme er i farver. Drømme er vanskelige at huske; ved opvågnen glemmes 90% af dem inden for de første fem minutter.

Overvågning af hjernebølgeaktiviteten i søvnlaboratorier gjorde det muligt at vække forsøgspersoner ved enhver REM-fases begyndelse og dermed berøve dem deres drømme. Resultatet var bl.a. irritabilitet, vanskelighed ved at være nærværende, huller i jegets normale forsvarsfunktioner, problemer i samspillet med andre, samt at fortrængte impulser og konflikter undertiden brød igennem til bevidstheden. Ingen af disse virkninger var dog særlig voldsomme. En mulig forklaring på, at berøvelse af REM-søvn ikke har mere dramatiske virkninger, er, at eksperimenterne af etiske grunde kun er blevet gennemført over kortere tidsrum, og at forsøgspersonerne automatisk regulerede ubalancen ved at indhente den tabte mængde drømmesøvn i nætterne efter forsøgene.

En del forsøg tyder på, at REM-søvn har positiv betydning for beherskelse af stress og angst. Fx reagerer drømmeberøvede personer med større angst på en skrækfilm anden gang, de ser filmen, end personer, der har mulighed for at drømme indimellem.

Stimulation af drømmehukommelsen og af interessen for drømme ser ud til at påvirke den sociale og psykiske situation. Den amerikanske drømmeforsker Rosalynd Cartwright demonstrerede dette ved et forsøg med studerende, som klarede studierne dårligt, og som havde søgt psykoterapeutisk hjælp. Forsøgspersonerne blev vækket i slutningen af alle REM-faser, så de kunne huske drømmene, og blev tilskyndet til at arbejde med dem. Drømmehuskerne gjorde hurtigere fremskridt i terapien og klarede sig bedre socialt end en kontrolgruppe, der ikke beskæftigede sig med drømme.

Stærkt deprimerede mennesker har ofte for meget REM-søvn tidligt på natten. REM-søvnberøvelse kan her give en bedring af tilstanden. Antidepressive lægemidler fjerner næsten helt REM-perioderne. Alkohol formindsker mængden af REM-søvn, men ved abstinens og delirium tremens stiger den drastisk. Også de fleste sovemidler og beroligende medicin mindsker mængden af drømme og evnen til at huske dem.

At hjernen er aktiv hele natten, og at vi drømmer ca. ¹/₁₂ af vort liv, har fået biologerne til at antage, at søvnen og drømmene har en anden biologisk funktion end at hvile den trætte hjerne. Dette har ført til et væld af teorier om drømmenes biologiske funktion og omfattende forsøg på at lokalisere centre i hjernen, som regulerer søvn og drømme. Lokalisationsforskningen er især foregået ved elektrisk stimulation eller ved læsion af små områder i hjernen og iagttagelse af virkningerne af dette. Interessen har samlet sig om to områder i hjernestammen, locus coeruleus, som skulle regulere REM-søvnen, og raphe nuclei, som mentes at tage sig af NREM-faserne. Nyere forskning tyder dog på, at reguleringen sker med vekselvirkning mellem områder, der er fordelt over større områder af hjernen. Under alle omstændigheder er hele hjernen aktiv i drømmetilstanden. To til tre hjernecentre, der har kolossalt forgrenede nervebaner ind i hele hjernebarken, og som normalt virker bremsende på nervecellernes aktivitet, er i REM-perioderne inaktive. Dette kan muligvis forklare fantasiens mere uhæmmede karakter i drømme. Der findes i dag 10-15 teorier om drømmenes biologiske funktion, hvoraf ingen formår at forklare alle de biologisk kendte drømmefænomener.

Den amerikanske søvnforsker H.P. Roffwarg har set en sammenhæng mellem den kolossale vækst af centralnervesystemet før og efter fødslen og det lille barns intense drømmeliv. Hans hypotese er, at drømmeaktiviteten stimulerer nervecellernes vækst. Den franske hjerneforsker M. Jouvet fortolker det sådan, at REM-søvnen bruges til at udvikle og vedligeholde genetisk bestemte adfærdsprogrammer. En bredere hypotese, fremsat af den amerikanske biolog F. Snyder, er, at drømmene hindrer for tung søvn og gør mennesker og dyr mere vagtsomme i søvnen. Andre har foreslået, at REM-søvnen konsoliderer langtidshukommelsen ved at gentage enten gamle erindringer eller dagens vigtigste indtryk. Den amerikanske biolog Francis Crick mener, at der ved oplagring af erindringer let sker fejl og kortslutninger i centralnervesystemet, og at drømmene, der jo umiddelbart kan ligne forfalskede erindringer, har den funktion at slette de forkerte erindringsspor. En teori af J.A. Hobson går ud på, at hjernen bruger drømmene til at opbygge "signalstoffer" (neurotransmittere), som bruges op om dagen. Endvidere mener han, at der, da sanse- og muskelaktivitet under søvnen er koblet fra, opstår en overskudsaktivitet, som hjernen prøver at sammenfatte, syntetisere, til meningsfulde drømmeforløb. Dette kaldes "aktivationssyntesemodellen".

Næppe noget samfund har været uden interesse for drømme, og langt de fleste kulturer har tillagt dem en positiv betydning. De fleste naturfolk mener, at sjælen er af en finere substans end kroppen og kan forlade denne i drømmetilstanden for at foretage rejser, som udgør drømmens mærkelige hændelser. Hos mae enga på Ny Guinea, som tillægger drømmene stor betydning, foregår drømmen ikke inde i personen. Det er personen, der er inde i drømmen. Det er almindeligt at skelne mellem "store" og "små" drømme. De store drømme er åbenbaringer fra guderne, der kan indeholde varsler om kommende begivenheder, udpege en person til et særligt kald eller kommentere en stammes ritualer og religiøse praksis. Også begivenheder som at skifte fangstplads eller varsler om krig og ulykker kan åbenbares. De små drømme handler om hverdagslivets hændelser og fortrædeligheder. Forholdet til de små drømme er vekslende. De nordamerikanske irokesere interesserer sig kun for de vigtige drømme om fælles anliggender, mens den nærtboende yumastamme beskæftiger sig med begge typer af drømme. Beboere på øgruppen Trobrianderne ved Ny Guinea i Stillehavet har samme opfattelse som irokeserne. Hos det nordamerikanske folk crow kan en drøm være så værdifuld, at den kan sælges.

Det ældste kendte stykke drømmelitteratur er en drømmebog, som tilskrives den egyptiske kong Merikare ca. 2070 f.Kr. I Mesopotamien samlede kong Assurbanipal (668-627 f.Kr.) drømmebøger fra hele riget og fik dem nedskrevet på en serie lertavler (Ziqiqu-serien), der formentlig indeholdt 3000 drømmetolkninger. Fælles for de gamle drømmebøger er, at de består af rækker af drømmesymboler, der hver har en bestemt fastlagt tolkning, og at drømmene opfattes som gode eller onde varsler. En egyptisk drømmebog siger fx om en mand, der ser sig selv død i drømme: "Godt, han har et langt liv for sig", og hvis hans tænder falder ud: "Dårligt. Det betyder en mands død blandt hans folk."

Af den gamle jødiske skriftsamling Talmud fremgår det, at et drømmesymbol altid repræsenterer noget andet end sig selv. Fx kan ikke-seksuelle symboler undertiden udlægges seksuelt, mens rent seksuelle symboler får en ikke-seksuel betydning. I Det Gamle Testamente opfattes drømmen som Guds meddelelsesmiddel. I Jobs Bog hedder det, at Gud i drømme åbner menneskers øre og taler til dem om deres hovmod og den uret, de begår. Han meddeler sig her enten direkte eller i symboler. En direkte meddelelse gives i Jakobs drøm. Heri stiger Guds engle op og ned ad en stige i himlen, og Gud dukker op og fortæller Jakob om hans og slægtens fremtid. En mere symbolsk meddelelse fremgår af Josefs tydning af Faraos drøm, hvor syv fede køer betyder syv frugtbare år, og syv magre køer udlægges som syv år med hungersnød.

Kineserne havde udbyggede fortolkningssystemer, som kombinerede drømmetydning med astrologi og orakelbogen Yi Jing.

I antikkens Grækenland havde Platon og Aristoteles hver deres drømmeteori. Platon interesserede sig for de sjælelige og guddommelige baggrunde for drømmene, mens Aristoteles var mere rationalistisk indstillet og mente, at drømmene havde deres udspring i kroppen.

Særlig berømt er drømmefortolkeren Artemidoros fra Daldis i Lydien fra 100-t e.Kr. Han udgav en drømmeanalyse i 5 bind, Oneirokritika, som var moderne i den forstand, at man for at forstå en drøm måtte vide noget om drømmeren: hans eller hendes køn, alder, baggrund, status, beskæftigelse og andre vigtige sociale karakteristika. De fleste drømmebøger fra middelalderen er forfladigelser af Artemidoros' værk.

I Grækenland og Rom havde man en institution for såkaldte inkubationsdrømme. Særlig kendt er Asklepios', lægegudens, tempel i Epidauros, som syge pilgrimme valfartede til. Her overnattede de efter at have gennemgået forskellige rensende ceremonier i templet for at få en drøm, hvor lægeguden åbenbarede sig. På baggrund af drømmen foreskrev de stedlige læger en kur mod sygdommen.

Drømme, spillede en stor rolle i oldtidens Norden. Drømme skabte kontakt til den overnaturlige dimension, fx til det sted, man "møder" fylgjerne. Drømme tolkedes som skæbneangivende, idet de i omskrivning kunne fortælle, hvordan ens tilværelse ville forme sig. I sagalitteraturen er der talrige eksempler på, hvordan en drøm, som hovedpersonen har i begyndelsen af fortællingen, ender med at gå i opfyldelse. Hovedpersonen kan gøre nok så meget for at undgå, at drømmen opfyldes, men skæbnen er fastlagt. Enten er han tilsmilet af held eller rammes af uheld, og det har intet med hans personlige kvaliteter at gøre.

I eddadigtet Balders Drømme kæmper selv Odin og næsten hele universet på Balders vegne forgæves mod en drøm, der viser Balders skæbne: Han skal rammes af en mistelten og ende i Hel. I eddadigtet Vølvens Spådom har vølven vældige, drømmeagtige visioner af hele tilværelsens gang fra skabelse til undergang og nyskabelse.

Den vestlige kultur har været præget af kirkens stigende grad af afstandtagen fra drømmelivet. Kirkefædre fra den tidlige kristne epoke som Tertullian, Kyrillos og Cyprian betragtede drømmen som en mulighed for guddommelig oplysning, men advarede også mod drømmenes farer. Og Augustin og Ambrosius udformede bønner, som skulle hjælpe til at undgå drømme. Den græske tradition for inkubationsdrømme blev videreført i betydningsfulde kristne klostre og kirker, men den blev officielt fordømt. Thomas Aquinas mente, at drømmene, selv når de afslørede sandheden, var påvirket af djævelen, og drømmenes hyppige seksuelle og aggressive temaer gjorde dem velegnede som bevismateriale i hekseprocesser. Luther fandt, at en vis selverkendelse kunne opnås gennem drømme, da man her kunne opdage sine synder og derefter gøre bod for dem. Men han mente grundlæggende, at de var farlige, og bad Gud om ikke at tale til ham ad denne kanal. Også naturvidenskaberne og oplysningstiden var skeptiske over for drømme, mens romantikken så dem som en kreativ resurse, der gav adgang til spirituelle dimensioner i tilværelsen.

Hos naturfolkene er drømmetyderen en central person, ofte medicinmand eller en person med særlig religiøs betydning. Hos de sibiriske inuitter er det shamanens (åndemanerens) opgave at drømme store drømme, og hans arbejde kræver lang tids træning i at hensætte sig i trancetilstande. I oldtidens kulturer, Kina, Indien og Det Nære Østen, var der en drømmetyder ansat ved det fyrstelige hof, som nød stor anseelse og havde høj rang. I Mesopotamiens og Lilleasiens digtning, fx Gilgamesh-eposet, er det ofte højt ansete kvinder med særlige guddommelige evner, der optræder som drømmetydere. I senantikken blev indstillingen til tilværelsen generelt mere rationalistisk, og hos Artemidoros kan vi læse, at mange "agtværdige borgere" foragter drømmetyderne. I Norden blev spådomskunst, derunder drømmetydning, efter kristendommens indførelse forbudt som hedensk gerning, og udøveren sat i klasse med drabsmænd. Op gennem middelalderen blev der dog fremstillet et stort antal folkelige drømmebøger. Drømmene opfattes her som varsler og indeholder som de antikke drømmebøger lange lister over faste symboltydninger.

Med Freud og psykoanalysen fik drømmetyderne igen en vis anseelse, men er dog også blevet mødt med megen skepsis. Det første store værk om drømme i moderne psykologisk forstand var Freuds Die Traumdeutung (da. Drømmetydning), som udkom år 1900. Freud, der virkede som nervelæge i Wien, brugte drømme som led i sine neurosebehandlinger. Drømmetydningen fik så stor betydning for hans banebrydende udforskning af psyken, at han kaldte den "kongevejen til det ubevidste".

Freuds enkleste opfattelse af drømmene var, at de er ønskeopfyldelser. Han beskrev dem som erstatninger for uforløste begivenheder i barndommen, og deres indhold var overvejende fortrængt seksualitet. Han mente, at drømmene begyndte i en form, der var lige så rationel som vågne tanker, men at de blev forklædt, fordi bevidstheden ikke kunne acceptere dem. Den oprindelige drøm blev kaldt for den latente drøm, og den forklædte drøm — den, man huskede, når man vågnede — blev kaldt den manifeste drøm. Hermed fik drømmene ifølge Freud yderligere den egenskab, at de beskyttede bevidstheden mod tanker, der var så chokerende og angstprovokerende, at personen ville vågne. Drømmenes funktion var derfor et kompromis mellem ønskeopfyldelse og søvnbevarelse. Den psykiske instans, der tilslørede drømmen, blev kaldt drømmecensuren.

Drømmekilderne. Den vigtigste kilde til drømmenes forestillingsindhold var materiale fra barndommen, som var fortrængt eller glemt. I Drømmetydning giver Freud en række eksempler på for længst glemte barndomsscener, som genopleves i drømme, og hvis ægthed senere kunne bekræftes.

En anden kilde var dagsrester, dvs. reminiscenser af oplevelser fra dagen før drømmen. Af og til kunne også kropslige fornemmelser som feber, smerte, en arm, der sov, osv. sætte en drøm i gang.

Drømmearbejdet. Forvandlingen fra latent til manifest drøm blev kaldt for drømmearbejdet og skete ved hjælp af fire drømmemekanismer, som Freud kaldte fortætning, forskydning, hensyn til fremstillelighed og sekundær bearbejdning.

Med fortætning mente Freud, at de enkelte drømmeelementer var knudepunkter for mange drømmetanker på én gang, de var overdeterminerede. Når Freud fx drømte om et tørret eksemplar af en plante, kunne han finde en mængde forbindelser til den foregående dag: Han havde mødt en vis professor "Gärtner", hvis kone han fandt "blomstrende". Han havde set en bog over slægten "Cyklamen". Han havde tænkt, at det var hans kones "yndlingsblomst", osv. osv. Disse tankeforbindelser var alle af psykologisk betydning og hang sammen med drømmens mening.

Forskydning bestod i, at den følelsesenergi, der lå i en bestemt drømmetanke, blev overført til et andet drømmeelement, så det virkede mindre farligt. En kvindes latente drøm kan fx efter den freudianske opfattelse handle om et ubevidst ønske fra den tidlige barndom om et seksuelt forhold til faderen. Dette fremstilles måske i drømmen ved en brydekamp med faderen, uden at den seksuelle følelse er med. Er dette for tæt på den oprindelige fantasi, kan faderen erstattes med en anden person, fx hendes søn. Er det stadig for farlig en tanke, kan kampen erstattes med, at drømmeren danser med sin søn, eller at en fremmed kvinde danser med hendes søn osv.

Hensynet til fremstilleligheden og den sekundære bearbejdning gav drømmen en visuel og dramatisk form samt en glat facade.

Den frie associations metode. For at komme om bag det psykiske forsvar og ind til de oprindelige drømmetanker anvendte Freud, hvad han kaldte den frie associations metode. Drømmen blev opdelt i elementer, og patienten, som skulle ligge i en afslappet stilling, måtte skærpe sin opmærksomhed for, hvad der skete i hans indre, og han måtte ikke sortere de tanker, der dukkede op fra de ellers utilgængelige dele af psyken.

Symboler i drømme. Ud over anvendelsen af frie associationer brugte Freud udlægning af symboler. Disse havde ret faste betydninger og var overvejende seksuelle. Ting som våben og redskaber stod for mandlige genitalier, mens hule ting var kvindelige kønsorganer. At kravle op ad en stige eller trappe kunne symbolisere den seksuelle akt med dens rytmiske bevægelser og stigende lystskala. Freud advarer dog selv mod en automatisk oversættelse af drømmesymboler.

Når ønskeopfyldelsen mangler. Freuds teori om ønskeopfyldelsen har altid haft svært ved at forklare, at så mange drømme er konfliktfyldte og ubehagelige. Men som en tilsyneladende undtagelse fra reglen om ønskeopfyldelse nævnte han de såkaldte straffedrømme, hvori drømmeren bliver udsat for fysisk eller følelsesmæssig overlast. Freud mente, at drømmeren i disse tilfælde i virkeligheden ønskede at blive straffet. Det masochistiske ønske udsprang så ikke af det ubevidste, men af censurerende instanser i psyken.

I sine senere skrifter hævdede Freud, at der hinsides det seksuelle lystprincip var en selvdestruktiv dødsdrift, som drev mennesker til at gentage negative oplevelser. Drømmen var herefter et forsøg på en destruktiv ønskeopfyldelse.

Freuds drømmeteorier har måttet stå for megen kritik og er blevet revideret på mange punkter. De mest indsigtsfulde og i dag velunderbyggede nyskabelser hos Freud var, at drømme i høj grad handler om vore fortidsbindinger og kan hjælpe os med at få løst op for dem, at drømmerens associationer giver værdifuldt materiale til forståelsen af en drøm, og at drømmene er præget af vore forsvarsmekanismer. Endelig vil de fleste drømmeforskere nok medgive Freud, at drømme giver indsigt i kærlighedslivets veje og vildveje, omend i en væsentlig bredere betydning end hos Freud.

Det fremgår af Drømmetydning og andre af Freuds skrifter, at hans praktiske drømmetolkninger er betydelig mere fleksible end teorien. Han viser faktisk her, hvordan drømmene kan handle om karriereønsker, dødsfrygt og præstationsangst, rumme fødsels- og genfødselssymbolik og referere til en psykoanalyses "indre rejse".

Der er i nyere freudiansk psykoanalyse sket påfaldende få tilføjelser til Freuds drømmeteori. Der har dog været en udvikling i retning af at sammenligne drømmene med kreative processer, at se den manifeste drøm (drømmen, som den umiddelbart huskes) som et meningsfuldt udsagn i sig selv. Terapeut-klientforholdet med dets overføring og modoverføring af irrationelle følelser har tiltrukket sig stigende interesse i psykoterapeutisk behandling, og man har fundet, at drømme kommenterer dette på en værdifuld måde.

En drømmetyder af lige så stort format som Freud var den schweiziske psykiater C.G. Jung. Han var som ung elev af Freud og blev af denne opfattet som den psykoanalytiske bevægelses kronprins, men han gik senere sine egne veje. Deres forskellige syn på drømmene bundede først og fremmest i divergerende opfattelser af det ubevidste. Freud opfattede ud fra et mekanistisk natur- og videnskabssyn det ubevidste som en kaotisk og ustruktureret energi, mens Jung var inspireret af den romantiske filosofi, der opfattede det ubevidste som en universel intelligens og kreativ resurse.

Det kollektive ubevidste. Jung mente, at det ubevidste var delt i to væsensforskellige lag: det personlige og det kollektive ubevidste. Det personlige ubevidste var den del af personligheden, som indeholdt komplekser og fortrængte erindringer fra barndommen, sådan som Freud havde beskrevet det. Under dette lå et fællesmenneskeligt, ubevidst lag, som indeholdt instinkter og arketyper. Arketyperne var nedarvede forestillingsmuligheder, en slags tomme former, som dannede forudsætninger for at strukturere de menneskelige oplevelser i billeder og symboler, og som rummede menneskehedens samlede erfaringer og typiske oplevelser.

For Jung var mennesket i udvikling fra fødsel til død. Det ubevidstes kreative virksomhed ytrede sig i vækstprocesser, som forløb naturligt og selvstændigt, på samme måde som et frøkorn udfolder sig efter sine egne love.

Drømmenes kompensatoriske funktion. I overensstemmelse med sit syn på det ubevidste mente Jung ikke, at drømmene prøvede at tilsløre noget. Den manifeste drøm, altså drømmen, som man umiddelbart husker den, kunne ses som et meningsfuldt budskab, som på konstruktiv måde kommenterede den bevidste holdning. Drømmene og deres symboler var udtryk for vækstprocesserne i drømmerens ubevidste. Drømmene kunne også overskride de traditionelle grænser for rum og tid og være formidlere af parapsykologiske fænomener.

Hypotesen om, at det kollektive ubevidste har en universel basis, blev underbygget af Jung ved studier af materiale fra områder, hvor mennesket har udtrykt sig i billeder og symboler: religionerne, naturfolkenes ritualer, alkymi, eventyr og folklore og sammenligning af dette med moderne menneskers drømme.

Drømmenes kontekst. Jung fremhævede, at drømmen skulle fortolkes ud fra den sammenhæng (kontekst), den optræder i. Hertil hørte drømmerens associationer, men han mente — modsat Freud — at associationskæden kun måtte gå nogle få led væk fra drømmen, da den ellers førte væk fra drømmens mening. En anden del af konteksten var amplifikation, dvs. sammenligning med symbolhistorisk materiale. Symbolerne kunne komme fra forskellige lag af det ubevidste: det personlige, det kulturelle og det arketypiske lag. Ordet rød er fx forbundet med ordet blod på mange sprog. Den røde farve associeres derfor via blodet med liv, lidenskab, stærke følelser. I moderne samfund kan rødt imidlertid også associeres med trafiklys, hvor det betyder stop, mens det i den indiske yoga knyttes til et særligt energi- og bevidsthedsniveau. Hvis drømmeren har særlige oplevelser med rødt, fx har været ude for en ulykke i en rød bil, må dette tages i betragtning. Også personens livshistorie, aktuelle livssituation og socialt-kulturelle tilhørsforhold hører derfor med til drømmens kontekst.

Jungs arbejde har ført til en omfattende teori om symboler, som kan give inspiration til forståelse af drømmenes ofte mærkelige motiver, og han har udvidet vor forståelse for, hvordan drømmene foregriber og forbereder de vigtigste livsovergange som tre- til femårsalderen, pubertet, midtvejskrise, alderdom og død, og anviser almenmenneskelige veje til at forholde sig til de personlige udviklingskriser. I praksis undervurderede han dog Freuds vigtigste fund: drømmen som afspejling af barndommens konflikter, værdien af de frie associationer og forsvarsmekanismernes indflydelse på drømmens dannelse.

Jungs efterfølgere har delt sig i en klassisk skole, der har fortsat Jungs symbolforskning, og en mere klinisk analytisk retning. Alle anerkender dog drømmene som en kreativ resurse.

En selvstændig teori, som fremhæver drømmenes sociale aspekter, er fremsat af psykoanalytikeren Erik H. Erikson, som mente, at mennesket skulle gennemløbe visse universelle stadier i sit liv, og at disse var synkroniseret med det ydre miljø. Ifølge Erikson var drømmene ligesom det vågne jeg engageret i at tilpasse individets tidsskema til de krav, samfundet helt universelt stiller på de forskellige kritiske stadier: De prøver at skabe en syntese mellem individets udvikling og omgivelsernes forventninger og behov. Han demonstrerede det ved tydning af en af Freuds egne drømme, som stammer fra tiden, hvor Freud skrev Drømmetydning. Erikson mente, at Freud, som var 39 år, var inde i en livsfase, hvor det er vigtigt at videregive idéer til en yngre generation, og drømmen tog dette tema op. Efter Eriksons opfattelse havde drømmen en konstruktiv og problemløsende karakter.

Mens Freud især interesserede sig for, hvad drømmene kunne fortælle om en persons fortid, og Jung beskæftigede sig med dens fremadrettede aspekter, har en retning koncentreret sig om drømmenes afspejling af den aktuelle vågne livsstil. Denne retning er mindre homogen. Mest kendt er Alfred Adler, der især så drømmene som kompensation for mindreværdsfølelser, og Erich Fromm og Montague Ullmann, som begge fandt, at drømmene er mere ægte i deres følelsesmæssige udtryk end vågentilstanden. Det vigtigste bidrag til vor viden om drømme kommer dog fra Calvin S. Hall, der opfandt en statistisk metode til undersøgelse af drømmenes indhold. Omfattende undersøgelser, som Hall og hans medarbejdere foretog op gennem 1960'erne og 1970'erne af mennesker, som ikke var i psykoterapi, viste, at der er en meget høj grad af konsekvens og kontinuitet i den enkeltes drømme selv over de længst tænkelige tidsspand livet igennem, og at selv drastiske ydre forandringer som skilsmisse, rejser og nærtståendes død normalt ikke ændrer meget på dette. En kvinde drømte fx gennem 53 år i hver femte drøm, at hun ikke fik mad nok. Hos en mand, hvis drømme blev analyseret i 17 år, optrådte fx kropsdele, møbler, tøj og tryksager ret ofte. Forekomsten af kropsdele oversteg altid forekomst af møbler, møbler oversteg tøj, og tøj oversteg tryksager i alle 17 år. De tilsyneladende trivielle hændelser blev af Hall opfattet som symboler for holdninger, der prægede personlighedens vågne hverdagsliv. Kvinden, der ikke fik mad i drømmene, havde ifølge Hall ikke fået tilstrækkelig følelsesmæssig "næring" og omsorg som barn, og dette prægede hendes oplevelse af tilværelsen resten af livet. Calvin Halls konklusion på sine omfattende statistiske undersøgelser var, at vi ikke ændrer vore grundlæggende holdninger ret meget i løbet af livet. Han mente dog, at drømmene i deres stædighed arbejder på at løse vore problemer, og at ændringer kunne komme i stand gennem psykoterapi.

Halls metode har været brugt til at undersøge forskelle mellem mænds, kvinders og børns drømme og mellem drømmestilen i kulturer og subkulturer. Som eksempel kan nævnes kønsrollemønstre i drømme, hvor mænd er fysisk mere aktive i drømme end kvinder, mens kvinder er mere sociale. Mænd har i drømme flere aggressioner over for andre mænd end over for kvinder, mens kvinderne er mere fjendtlige over for mænd end over for deres eget køn. I en undersøgelse af mænd og kvinder i 75 kulturer fandtes for mændenes vedkommende klar overvægt af drømmeelementerne hustru, våben, samleje, død, dyr. For kvindernes vedkommende af ægtemand, mor, tøj, kvindelig person.

Det har været muligt med Halls metode at teste elementer af de store drømmeteorier. Ifølge Freud skulle mænd ubevidst have mere kastrationsangst end kvinder, hvilket også viste sig at være tilfældet i et stort statistisk drømmemateriale. Også Jungs opfattelse, at arketypiske drømme er livligere og mere intense og huskes bedre end hverdagsdrømme, er blevet underbygget.

En retning for sig er den fænomenologiske og eksistentielle drømmeforståelse, som tager udgangspunkt i Edmund Husserls og Martin Heideggers filosofi. Denne retning, som opstod efter 2. Verdenskrig, fandt med nogen ret forgængerne for teoretiserende og reduktionistiske i deres fortolkninger. Dens førende skikkelse er den schweiziske psykiater Medard Boss.

Eksistensfilosofien og fænomenologien med deres skepsis over for stramme teorioverbygninger ligger også til grund for de fleste nyere "oplevelsesorienterede" psykoterapier. Den mest kendte blandt disse er Fritz Perls' gestaltterapi, som er inspireret af Jacob Levy Morenos psykodrama og Wilhelm Reichs kropsterapi. Drømme danner ofte udgangspunkt for oplevelsesterapierne. De genudspilles her i en dramatisk form, og hovedvægten lægges på at genskabe oplevelsen og følelserne fra drømmen. Da der som regel er modstand imod at nærme sig de psykiske konflikter, som drømmen kan være udtryk for, må terapeuten have stor indfølingsevne og træning i at arbejde med modstanden.

Den moderne drømmeanalyses pionerer hævdede alle, at drømme kan give værdifulde oplysninger om kroppens tilstand og om psykosomatiske lidelser. Med den større kropsbevidsthed, som præger de nyere terapier, er dette blevet tydeliggjort. Blandt andet har jungianeren Arnold Mindell udviklet en metode til at arbejde med kropssymptomer og drømme. Nyere laboratorieforskning peger på, at vore oplevelser i drømme er knyttet sammen med bevægesansen, og det er en gængs terapeutisk erfaring, at kropssproget giver fuldt så betydningsladede associationer til drømme som talestrømmen i en psykoanalyse. Forbindelsen mellem drømme og kropsstilling understreges af, at drømme — ifølge laboratorieforskningen — meget let glemmes, hvis vi skifter stilling ved opvågnen, men at hukommelsen kan genopfriskes, hvis vi hurtigt vender tilbage til udgangsstillingen.

Fortidens opfattelse af drømmene som kanaler for "overnaturlig" viden er aldrig blevet aflivet. Drømmene er også ifølge moderne statistisk baserede undersøgelser den vigtigste kilde til oplevelser, som hævdes at have parapsykologisk karakter. Freud fremlagde i en afhandling med titlen Drøm og okkultisme eksempler på formodet telepatiske drømme og udtalte, at hvis telepati virkelig forekommer, er det sandsynligvis en "ret hyppig foreteelse". Jung og mange af hans efterfølgere har fundet, at parapsykologiske oplevelser er særlig hyppige i forbindelse med arketypiske drømme. Både freudianere og jungianere mener imidlertid, at disse fænomener følger de samme love som andre ubevidste processer, og inddrager dem i drømmefortolkningen på samme måde som andre associationer.

Endelig skal nævnes, at der i de seneste årtier har været en stigende interesse for sammenhængen mellem drømme og meditationsoplevelser og en del erfaring for, at de "høje" bevidsthedstilstande, som beskrives af Østens filosofi, kan afspejles i drømme.

En kombination af naturvidenskabelig og psykoterapeutisk drømmeforskning har kastet nyt lys over mareridtets psykologi. Man skelner mellem to grundlæggende forskellige typer af mareridt, udviklingsmareridt og traumatisk mareridt.

Udviklingsmareridtet forekommer ved afgørende "livsvendinger", som kan være kriser i barndommen, i puberteten, ved forældreskab og parforhold, vigtige karrierevalg, midtvejskrise, overgangsalder, tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet osv. Fx kan unge i førpuberteten nære et brændende ønske om at blive voksne, men samtidig nære stor angst for at forlade barndommens mere beskyttede tilstand. De kan fx drømme, enten at de selv dør, eller at forældrene dør. Drømmejegets død kan her symbolisere, at barnlige holdninger i det unge menneske må dø, for at det kan blive voksen. Forældrenes død kan symbolisere en løsning af bindinger til forældrene. Selvom dette er nødvendige og ønskelige udviklingsbetingelser, kan de være mere skræmmende, end den unge gør sig klart. Naturkatastrofer i mareridt kan symbolisere voldsomme indre omvæltninger. Fremmede, som forfølger drømmeren, kan repræsentere egenskaber, evner og muligheder, som presser på indefra for at blive realiseret, men som jeget ikke er parat til at tage i brug. Også mange andre skræmmende situationer i drømme kan dække over psykiske udviklingsmuligheder, som drømmeren ikke føler sig parat til at realisere.

Det traumatiske mareridt er en følgevirkning af voldsomme traumatiske hændelser og del af en posttraumatisk belastningsreaktion. Karakteristisk er, at drømmeren tages med tilbage til den samme traumatiske situation igen og igen og vågner i voldsom angst. Mareridtet gengiver den traumatiske situation ganske, som den var i den vågne virkelighed, og sceneriet er uændret fra gang til gang. Til forskel herfra gengiver almindelige drømme næsten aldrig en virkelig situation helt, som den var. Selvom man kan have drømme, som synes at gentage sig livet igennem, viser der sig næsten altid variationer fra drøm til drøm, hvis man sammenligner dem grundigt i detaljer.

De to mareridtstyper bør ikke forveksles med søvnforstyrrelsen pavor nocturnus (natlige angstanfald, i de internationale diagnoselister kaldet Sleep Terror Disorder). Angstanfaldene begynder ved denne søvnforstyrrelse som regel i den første tredjedel af nattesøvnen. Under et typisk anfald sætter personen sig op med et ryk, græder eller skriger og har et intenst udtryk af angst, der ofte er fulgt af stakåndethed, hjertebanken og sveden. Til forskel fra mareridt kan personen sjældent huske noget. Natlige angstanfald er beslægtet med at gå eller tale i søvne. De finder ikke sted i en drømmefase, men i en dyb søvnfase (se søvn). Forekomsten af psykiske forstyrrelser er ikke større hos børn med pavor nocturnus end hos andre børn; de forekommer dog hyppigere hos voksne med natlige angstanfald end hos andre.

Den hyppige forekomst af såkaldt granatchok og andre traumatiske forstyrrelser under 1. Verdenskrig tvang datidens førende drømmeteoretikere, Freud og Jung, til at tage stilling til de traumatiske mareridts funktion. Men de traumatiske mareridt passede dårligt med deres drømmeteorier.

Ifølge Freud var drømmenes funktion en ønskeopfyldelse. Ønskeopfyldelsen, der især var af seksuel karakter, blev camoufleret af en drømmecensur. Til drømmenes funktion hørte endvidere, at de var søvnbevarende. Men de traumatiske drømme var ikke søvnbevarende, de var tilsyneladende ganske ucensurerede, og det var vanskeligt at få øje på en ønskeopfyldelse — i hvert fald af positiv art. Dette var medvirkende til, at Freud ændrede hele sin psykoanalytiske teori og indførte begrebet dødsdrift. Jung mente, at drømme havde en psykisk afbalancerende (kompensatorisk) funktion, og at drømmesymbolerne havde en forvandlende evne. Men de traumatiske mareridt virkede ikke afbalancerende, snarere tværtimod, og de forvandlede ikke noget. Den moderne drømmeforskning har kastet nyt lys over problemstillingen. De traumatiske mareridt er bl.a. blevet fulgt i søvnlaboratorier med elektrisk måling af hjerneaktivitet og drømmerapporter umiddelbart efter opvågnen. Studierne i søvnlaboratorierne har overraskende vist, at den type traumatiske mareridt, som gentager en vågen begivenhed helt uændret, slet ikke er egentlige drømme. Hjernebølgemønstrene er her ikke drømmeagtige, men svarer til vågentilstandens hjernebølgemønstre. Det ser ud til at dreje sig om vågne erindringer, som er så stærke, at de kan bryde ind i bevidstheden og forstyrre den mentale aktivitet når som helst: ved vågen aktivitet, i drømmefaser og i dybe søvnfaser. Drømmer personen, bliver han vækket af den traumatiske erindring. Med den større udbredelse af psykoterapeutisk hjælp i forbindelse med kriser, ulykker og andre akutte traumer er der foretaget en del systematiske studier af drømme i tiden efter traumet. Terapeuterne har efter brande, naturkatastrofer, krigshandlinger og voldsepisoder registreret og deltaget i bearbejdning af drømmene over længere perioder. Hermed har man kunnet sammenligne drømmenes karakter med den psykiske helbredstilstand. Det har her vist sig, at traumatiske mareridt, som er uændrede i forhold til begivenheden, er tegn på de alvorligste skader. Er skaden mindre, vil personen nok få mareridt, men de har bevaret deres drømmeagtige karakter, dvs. at de ikke helt genspejler virkeligheden, men har en symbolsk form. En kvinde blev brutalt voldtaget af en mand, som kom ind gennem vinduet og truede med at kvæle hende med gardinet. I de følgende uger drømte hun, at "et barn bliver overfaldet på åben gade. En ven flygter. Drømmeren får revet tøjet af". I en anden drøm "er nogle gardiner i badeværelset ved at kvæle hende". I en tredje drøm "kører et tog lige imod hende". Drømmebillederne vækker følelser og fornemmelser, der minder om forskellige aspekter af voldtægten. Men afvigelsen fra den virkelige situation er et sundhedstegn. Generelt er det sådan, at jo mere personen kommer sig efter en akut traumatisk oplevelse, jo mindre konkret lighed har drømmene med den faktiske oplevelse. Drømmene kombinerer ofte detaljer fra en aktuel traumatisk hændelse med erindringer om tidligere traumatiske begivenheder. Dette skyldes ikke nødvendigvis manglende kognitive evner ved drømmene. Det er snarere, som om de ved at sammenligne med fortidige erindringer søger at finde en symbolsk fællesnævner for det at blive traumatiseret. Efterhånden som traumet kommer på afstand, bliver drømmebillederne integreret med mere almene og mindre skræmmende livserfaringer. Dette synes at have en helende funktion.

Forskningen i traumatiske mareridt har fået førende drømmeteoretikere til at antage, at drømmene forbinder stærke følelsesmæssige oplevelser med et mere omfattende "netværk" af information i personligheden. Også andre aspekter af drømmelivet har ført til den antagelse, at drømmene forbinder bevidstheden med et ubevidst informationsnetværk, der arbejder med mange enheder aktive på en gang — som den menneskelige hjerne. Drømme kan således forstås som mangetydig, lagdelt og fortættet information.

Der er skabt computerprogrammer, som man kan indskrive sine drømme i. Programmerne har funktioner, der gør det let at lave statistiske indholdsanalyser af serier af drømme og dermed give overblik over typiske temaer og symboler gennem længere tidsrum. Disse drømmetemaer modsvarer ofte centrale, men uerkendte livstemaer, der kan identificeres ved den systematiske analyse. Denne analyse tager ikke hensyn til den sammenhæng, drømmene er drømt i, eller til de associationer, der knytter sig til dem. Selvom de statistiske indholdsanalyser kan have professionel, forskningsmæssig og personlig relevans, rummer de den fare for den individuelle drømmer, at drømmene bliver intellektualiseret og deres oplevelsesmæssige kvaliteter kvalt i beregninger.

Tilstedeværelsen af de mange forskellige opfattelser af drømmenes psykologi rejser ofte spørgsmålet, om man så overhovedet kan tillægge nogen af dem betydning. Men som den amerikanske videnskabshistoriker Thomas S. Kuhn har påvist, er det almindeligt, at en ny videnskabelig retning splitter sig op i mindre og stridende skoler, inden en samlet opfattelse nås. Ser vi på drømmetydningens hovedretninger, viser der sig da også for en uhildet betragtning en række specialer, der kan supplere hinanden: freudianerne som eksperter i drømmenes relation til den individuelle livshistorie, til jegets forsvarsmekanismer og til seksualiteten; Jung som specialist i det, naturfolkene kalder "store drømme" fra det kollektive ubevidste og deres betydning for den overordnede personlige vækst; Adler, Fromm og Calvin Hall som repræsentanter for de "små drømme" med relation til hverdagslivets genvordigheder og glæder. Man kunne således i modsætning til psykoanalysens pionerer forestille sig, at drømmene ikke kun har én funktion, men at de ligesom den vågne bevidsthed har mange funktioner i psyken.

Undersøgelserne af REM-søvnens uundgåelighed og den sjælelige ubalance, som følger af REM-søvn berøvelse, er i overensstemmelse med psykoterapiernes understregning af drømmenes vigtighed, ligesom også andre af de nævnte resultater af laboratorieeksperimenter peger i denne retning. At der findes både "store" drømme og "små" drømme, og at de førstnævnte kun udgør en lille del af den samlede drømmemængde, er sandsynliggjort med Calvin Halls statistiske metode.

Af den neurofysiologiske forskning er Jouvets teori om, at drømmesøvnen modner nedarvede "adfærdsprogrammer", forligelig med Jungs arketypeteori, og at vi kan være seksuelt stimulerede, når vi drømmer, kommer i høj grad Freuds opfattelse til gode. Derimod strider Francis Cricks hypotese om drømmene som meningsløst erindringsaffald imod al psykoterapeutisk erfaring og grunder sig i øvrigt på sammenligning med computere, som er anderledes bygget end den menneskelige hjerne.

Drømmenes mangetydighed kan således snarere opfattes som en rigdom og mangfoldighed end som tegn på manglende orden. I et informationsteoretisk perspektiv kan drømme opfattes som fortættet og lagdelt information, i moderne computersprog kaldet simultan og parallel information.

Der er nu som før en bred folkelig interesse for drømmetydning. Takket være den moderne drømmeforskning er der forståelse for, at drømmene indeholder værdifulde oplysninger om drømmerens personlighed. Men trods al ekspertise er det drømmeren og de virkninger, en tydning får på hans liv, der i sidste instans afgør, hvordan drømmen skal forstås.