Dermatitis herpetiformis
Dermatitis herpetiformis på knæ.
Af /dermnetnz.org.

Dermatitis herpetiformis er en kronisk, stærkt kløende blæresygdom i huden. Sygdommen er knyttet til overfølsomhed for gluten; mere præcist til tarmsygdommen cøliaki.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af de græske ord derma 'hud', -itis 'betændelse', og herpetiformis 'af form som herpes'.

Mere end ni ud af ti af personerne med hudsygdommen har forandringer i tarmen forenelig med gluten-sensitiv tarmsygdom, men kun cirka to ud af ti har symptomer fra tarmen. Genetisk disposition er nødvendig for at glutenintolerance skal føre til denne hudsygdom.

Herpetiformis betyder, at udslættet ligner de hudforandringer, der ses ved herpesvirusinfektion på huden, men sygdommen har ikke noget med herpesvirus at gøre.

Symptomer på dermatitis herpetiformis

Sygdommen viser sig ved, at der opstår et stærkt kløende, nærmest brændende udslæt, som især findes på skuldrene, armenes strækkesider, ofte på albuerne, på knæene og i hårbunden. Udslættet kan også findes andre steder på kroppen, især på ryggen og i mindre grad på forsiden. Udslættet optræder i bestemte områder og har flere forskellige kendetegn (efflorescenser): røde papler og vesikler.

Diagnose

Diagnosen fastslås ved biopsi af huden, hvor der i typiske tilfælde påvises et entydigt fund: specifikt nedslag af antistof af klassen IgA. Dette fund indikerer klart, hvilken sygdom der er tale om.

Behandlingen af dermatitis herpetiformis

Behandlingen består i glutenfri diæt. Diæten skal holdes meget konsekvent for at udslættet ikke skal vende tilbage, og det kan tage mange uger, før kløen er helt væk.

Sulfoner lindrer symptomerne meget godt og bruges gerne, mens man venter på effekten af diæten. Sulfoner har normalt så hurtig og god effekt på kløen ved denne tilstand, at hvis personen bruger sulfoner og holder op med at klø, tyder det på, at diagnosen er korrekt.

Nogle personer bliver ikke helt raske, trods brug af glutenfri diæt. De kan have gavn af at bruge sulfoner som supplement.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig