den arabiske skrift

Skriften har i alt 28 konsonanter. Hertil anvendes diakritiske punkter over eller under selve konsonanterne for at adskille de tegn, som ellers er visuelt ens, fx b (ب) og t (ت). De fleste konsonanter får en unik form i samtlige positioner, men ikke alle. Konsonanterne alif (ا), dal (د), dhal (ذ), ra (ر), zay (ز) og waw (و) har hver især kun to former og kan kun forbindes med en foregående konsonant. Den efterfølgende givne konsonant optræder derfor i sin initiale form – eller isolerede form, hvis det er den sidste konsonant i ordet.

Ud over konsonanternes almindelige former findes også ligaturer, hvor nogle af konsonanterne får en helt distinkt, sammensat form, når de står ved siden af hinanden. En af de mere almindelige er lam efterfulgt af alif (لا eller ﻼ). En anden hyppig ligatur er lam efterfulgt af mim (ﳌ).

Med hensyn til vokalerne findes der henholdsvis tre korte og lange lyde: a, i og u, og ā, ī og ū. De korte vokaler kan i skriften gengives med diakritiske streger over eller under konsonanterne, fx 'ba' (بَ), 'bi' (بِ) og 'bu' (بُ), mens de lange kan gengives henholdsvis med konsonanterne alif (ا), ya (ى) og waw (و).

Konsonanten alif, en strubelukkelyd, havde imidlertid mistet sin oprindelige funktion som konsonant i den arabiske ortografi allerede ved islams begyndelse og blev derfor typisk kun brugt til at angive lang vokal ā. Den eneste undtagelse er, når alif står først i et ord, fx امر, ’amr, 'befaling' – i alle andre positioner var strubelukkelyden faldet ud, fx راس, rās, 'hoved'.

Men da det klassiske arabiske sprog blev standardiseret i de første to århundreder efter profeten Muhammeds død (632 e.v.t.), blev strubelukkelyden genintroduceret i ortografien omend via det diakritiske tegn, hamza (ء) – fx رَأْسٌ, ra’s-un, 'et hoved'. Derfor kan det med rette regnes med i alfabetet, selvom det er et diakritisk tegn. Hamza kan stå sammen med et alif (أ) som i førnævnte eksempel men også ya (ﺋ), waw (ﺅ) eller alene. Konsonantpunkterne, de korte vokaltegn for a, i, u (og de øvrige diakritiske tegn) er også senere standardiserede tilføjelser, idet den tvetydige konsonantskrift alene ikke kunne gengive Koranens ordlyd præcist.

Mens konsonantpunkterne samt hamza er blevet en fasttømret del af skriften i dag, er det ikke tilfældet med de korte vokal- og øvrige diakritiske tegn, da de kun anvendes i begrænset omfang i ældre klassiske tekster, poesi og lærebøger. Kun i Koranen kan man finde det komplette diakritiske tegninventar.

Når de arabiske konsonanter skal translittereres, er der flere måder at gøre det på – i skemaet forneden står de konventionelle danske gengivelser først, mens tegnene i klammer [] angiver en mere præcis translitteration. Halslydene alif (hamza) og ayn gengives typisk ikke i dansk skrift.

Den arabiske skrift stammer oprindeligt fra den aramæiske konsonantskrift, hvor det direkte bindeled mellem dem er den nabatæiske konsonantskrift. Nabatæerne var et arabisk folkeslag, hvis hovedstad var Petra i Jordan, men næsten alle deres tekster er affattet på en variant af aramæisk.

I de ældste nabatæiske tekster fra ca. år 100 f.v.t. ligner skriften stort set sit aramæiske forlæg, men omkring år 300 e.v.t. havde det udviklet sig til en skråskrift, der så småt begynder at ligne den arabiske. Dette ses tydeligt i Namara-inskriptionen fra år 328 e.v.t., hvis sprog stort set er arabisk på nær nogle få aramæismer.

Omkring slutningen af 400-tallet begynder den arabiske skrift at optræde i den form, vi kender den, og den bredte sig til det meste af Den Arabiske Halvø i løbet af 500-tallet, men processen er ikke helt kortlagt på grund af relativt få kilder. I den forbindelse kan nævnes nogle inskriptioner med arabiske personnavne nord for Najran i det sydvestlige Saudi-Arabien, samt tre inskriptioner fra Syrien – Zabad-inskriptionen fra år 512, Jabal Usays-inskriptionen fra år 529 og Harran-inskriptionen fra år 568 e.v.t.

Dog findes et mindretal af forskere, der i stedet ser den arabiske skrift som en direkte videreudvikling af den oldsyriske konsonantsktift. Denne stammer også fra den aramæiske skrift. Andre forskere har hævdet, at den arabiske skrifts udvikling er en kombination af nabatæisk og oldsyrisk skrift.

Et af de afgørende indicier for, at det snarere er nabatæisk end syrisk, der er stamfader til den arabiske skrift, er, at alle de nabatæiske og arabiske konsonanter kan findes i en form, hvor de ligner hinanden (jævnfør skemaet), mens det ikke er tilfældet med alle de syriske.

Den arabiske skrift har større udbredelse end sproget og er efter den latinske den mest udbredte i verden. Skriften bruges til at skrive sprog som kurdisk i Irak, farsi (persisk) i Iran, baluchi i Iran og Pakistan, pashto i Afghanistan og Pakistan, sindhi og punjabi i Pakistan, urdu i Pakistan, malajisk i Malaysia samt berberisk i Nordafrika (på nær tuaregisk, der anvender sit eget skriftsystem); den bruges desuden af muslimerne i Indien.

Disse lokale varianter bruger forskellige ekstra tegn, som ikke findes i den oprindelige arabiske konsonantskrift, fx konsonanten g i farsi, ﮒ. Derudover udtales nogle af de eksisterende konsonanter anderledes, fx tha, ث, der i farsi udtales som et almindeligt s, idet sproget ikke har interdental-lyde.

Tidligere blev tyrkisk (indtil 1928), hausa og swahili skrevet med arabisk skrift. I middelalderen blev også den spanske dialekt mozarabisk skrevet hermed. Den maltesiske dialekt skrives med det latinske alfabet og fungerer som den eneste arabiske dialekt som fuldgyldigt selvstændigt skrift- og litteratursprog.

Det overvejende anstrengte forhold til afbildninger inden for islamisk tænkning har bevirket, at skriften (samt geometriske figurer) blev det helt essentielle medium til kunstnerisk udfoldelse allerede i det tidlige 8. århundrede. Kalligrafikunsten bredte sig med samme hastighed som islam selv og dannede forskellige skoler med hvert sit udtryk de næste mange århundreder – flere af disse stile anvendes stadig i dag.

Den arabiske skrift kan derfor antage markant forskellige skikkelser alt efter tid, sted og formål. Groft sagt har skriften i rent administrative skrivelser oftest en enkel udtryksform med henblik på effektivitet, mens kalligrafiske stile af varierende kompleksitet anvendes i de mest centrale litterære tekster – først og fremmest i Koranen, men også i andre tekster samt offentlige dekreter og i udsmykningen af bygninger.

• alfabet
• arabisk
• arabisk translitteration
• kalligrafi
• nabatæisk