byzantinsk medicin

I årene 541-543 hærgede en stor og meget dødelig epidemi af byldepest i Det Østromerske Rige og særligt hovedstaden Konstantinopel. Tilbagevendende epidemier hærgede riget med jævne mellemrum de følgende 200 år.

Den kroniske gigtsygdom urinsyregigt (arthritis urica) – som også betegnes podagra, når den som oftest rammer storetåens grundled – har også haft stor udbredelse i Byzans. 11-14 ud af 86 østromerske kejsere led af sygdommen og ligeledes flere andre personer fra samfundets elite. Sygdommen fylder desuden forholdsvis meget i Alexander fra Tralles lærebøger, omkring 10 % af tekstmaterialet. En særlig lov fra Kejser Justinian 1.’s regeringstid giver embedsmændene lov til at forsømme deres pligter, hvis årsagen er podagra. Podagra giver efter længere tids sygdom med mange anfald nogle karakteristiske ledforandringer, der også kan ses i knoglerne ved røntgenundersøgelser. De hidtidige studier af skeletter har dog ikke kunnet vise nogen bemærkelsesværdig høj hyppighed af podagra i befolkningen.

Medicinhistorikere har haft overvejelser om nogle af tilfældene af podagra kunne skyldes "blygigt", altså betændelse i et led som følge af blyforgiftning. Drikkevandet blev med akvædukter ledt ind til de store byer fra bjergområderne omkring nutidens Beograd. Vandet løb i terrakottarør, der på indersiden var beklædt med bly. Desuden anvendtes der kogekar af kobber beklædt med bly på indersiden i madlavningen, og sur vin blev sødet med blyacetat også kaldet "blysukker" eller "sølverglød". Skeletundersøgelser har vist tilstedeværelse af bly i knoglerne på adskillige individer, og det tyder på, at blyforgiftning var en almindeligt udbredt sygdom i befolkningen.

Et godt eksempel på en læge, som forbindes med den byzantiske medicin, var Alexander fra Tralles (525-605) i Lydien. Han var bror til Antemios, bygmesteren bag den berømte Sofia-kirke i Konstantinopel. Selvom Alexander var fra Lydien, der i dag er en del af Tyrkiet, var hans modersmål græsk og ikke lydisk.

Alexander begyndte sit forfatterskab i en forholdsvis høj alder, da han ikke længere havde kræfterne til praktisk lægearbejde. Han skrev omfattende bøger om medicinske sygdomme og deres behandling, bl.a. en medicinsk encyklopædi i 12 bind, der hedder Libri duodecim. Den græske originaltitel er Therapeutika. Bogen blev sidenhen oversat til både arabisk, hebraisk og syrisk. I sine værker viste han, at han ikke var bange for at gå imod strømmen og modsige den romerske læge Galenos på en række punkter. Han var modstander af såvel medikamenter som åreladninger og brugte i vid udstrækning mad som medicin. Opfattelsen af mad som medicin fik afgørende betydning i middelalderens klostermedicin.

Alexander var tilhænger af magiske amuletter, besværgelser og eksorcisme. Det blev også anvendt i den gamle egyptiske og babylonske medicin, så måske har han været under indflydelse af det. Mod feber anbefalede han, at man bar en olivengren påskrevet de meningsløse lyde eller stavelser "ka", "ra" og "a".

Som et vigtigt bidrag til den objektive undersøgelse beskrev Alexander, som den første, teknikken til undersøgelse for væskeansamling (ødem), hvor undersøgeren trykker en finger mod huden og observerer, om der kommer en fordybning (pit), der ikke forsvinder af sig selv med det samme, men bliver stående (pitting ødem). En undersøgelsesmetode, der har holdt helt til nutiden.

Selvom Alexander troede, at ånder, dæmoner og overnaturlige fænomener kunne være sygdomsårsager, var han forud for sin tid ved at hævde, at epilepsi var en hjernesygdom – et synspunkt, der først vandt almindelig udbredelse i 1800-tallets sidste halvdel. Muligvis kendte han til bipolar sindslidelse, i det han beskriver den maniske del af sygdommen, som melankoli, der udvikler sig til raseri. Han anbefalede i øvrigt en form for miljøterapi og socialmedicinske foranstaltninger i behandlingen af psykiske lidelser, såsom miljøskifte, teaterbesøg, udlandsrejser og hjælp til at komme i gang med arbejde.

Til den byzantinske medicin hører også Paulos fra Aegina (625-690), der levede i Alexandria og skrev et 7-binds værk, i hvilket han behandlede fødselslære og kirurgi. Han havde sit eget syn på åreladninger; at børn under 14 år og ældre over 60 år skulle så vidt muligt ikke årelades, at indgrebet skulle kun udføres i nødstilfælde, og at patienter i de mellemliggende aldersgrupper til gengæld skulle årelades så kraftigt, at de besvimede. Han vandt ligeledes stor respekt på et værk om behandling af knoglebrud og krigsskader, der efter sigende var meget grundigt og klart skrevet.

Theophilos Protospatharius var samtidig med Paulos fra Aegina og skrev en berømt lærebog i uroskopi. Undersøgelse af urinens lugt og farve var ved siden af den objektive undersøgelse tidens vigtigste og ofte eneste diagnostiske redskab.

Oribasius fra Pergamon (325-397) var personlig læge for kejser Julian. Han skrev et større værk om sygdomme i fire bind. Derudover skrev han som den første en lærebog i datidens rejsemedicin og indførte på den måde begrebet rejseanamnese. Det vil sige, at lægen, i forbindelse med optagelse af sin sygehistorie (anamnese), husker at spørge ind til, om patienten har været ude at rejse op til symptomernes opståen. I dag anses det også for essentielt i den indledende samtale og journaloptagelse på en patient med feber eller andre symptomer på infektion.

Aëtios fra Amida skrev et større værk i fire bind, der hedder Tetrabiblon, og som omhandlede de forskellige grene af lægevidenskaben og de forskellige sygdomme. Det meste er gengivelse af andre forfatteres værker. I afsnittet om halssygdomme, ses det som noget særligt, hvordan kristendommen indblandes i den lægelige behandling, fx i en anbefaling om, at den kristne helgen Blasius påkaldes, når fremmedlegemer skal fjernes fra spiserør og luftrør. På Blasius' martyrdag den 3. februar, forekommer det endnu, at de katolske kirker udsteder den såkaldte Blasius-velsignelse, der skal beskytte mod halssygdomme.

Et vigtigt stridspunkt blandt de første kristne var spørgsmålet om Jesus natur: var han en gud, et menneske, en halvgud eller både gud og menneske på en gang, den såkaldte kristologiske strid.

På kirkemøderne i Efesos i 431 og Chalkedon i 451 blev Konstantinopels patriark Nestorius, ifølge hvis lære man måtte skelne mellem Kristi menneskelige og guddommelige sider og ikke opfatte dem som en enhed, erklæret for kætter. Blandt nestorianerne var der mange lærde og syrisk-talende læger, der var uddannet fra lægeskolen i Nisibe, der lå i nutidens Tyrkiet. Nestorianerne flygtede østpå til Irak og Iran, og i 1300-tallet tog nogle af dem helt til Indien. I 489 dannede de deres eget trossamfund, den kaldæiske kirke i Persien, og samtidig oprettede de et hospital og en lægeskole i Gondeshapur i nærheden af Bagdad. Skolen udmærkede sig ved at kombinere den teoretiske undervisning med praktisk undervisning på byens hospital. Persisk og indisk visdom og filosofi blev studeret ved skolen i Gondeshapur. Sproget ved skolen var græsk.