Fra bogtrykkerkunstens fødsel og frem til 1490'erne var bogtrykkerne normalt deres egne forlæggere og boghandlere. Man købte bøger af bogtrykkeren selv og fik dem indbundet hos en bogbinder.
Med fremkomsten af selvstændige boglader i alle større byer efter 1490'erne opstod der en stigende konkurrence på bogmarkedet. som fik bogtrykkerne til at udstyre deres bøgers titelblad med markante bomærker, der kunne erstatte bogtrykkerens navn i tidligere tiders kolofon bagest i bøgerne.
Denne skik var særlig udbredt i Central- og Sydeuropa ca. 1500-1800, dels i reklameøjemed, dels i trykkeriernes forsøg på at beskytte sig mod piratudgaver. Se et par tidlige eksempler under Aldus Manutius og om praksis i 1600-tallet under forlæggerdynastiet Elzevier. I Nordeuropa var skikken mindre udbredt, og titelblade blev oftere forsynet med rent dekorative røskner.
I nyere tid er bogtrykkermærket oftest erstattet af forlæggerens logo og navn, fx pingvinen for Penguin Books og tranen for Gyldendal.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.