Bogfremstilling (den historiske udvikling)

I Europa indledtes bogtrykkerkunsten ved midten af 1400-tallet med opfindelsen af trykpressen, trykfarverne, støbeværktøjet og bogstavtegn, støbt enkeltvis i typemetal – normalt kaldet "bly"; disse opfindelser tilskrives den tyske guldsmed Johann Gutenberg fra Mainz.

Alfabetets bogstaver og tegn blev enkeltvis overført i spejlvendt tegning og i ensartet grad, dvs. størrelse, til endefladen af hver sin uhærdede, bløde stålstang. Herefter blev de partier af tegningen, som ikke skulle trykke (dybrelieffet), bortskåret med knive af hærdet stål.

De indre fordybninger i bogstaverne blev lavet med et særskilt stålstempel, den såkaldte kontrapuns. Efter hærdning af stålstængerne, patricerne, kunne deres højrelief hamres ind i små kobberplader, hvori bogstaver og tegn fremtrådte i retvendt dybrelief, og det støbte bogstav kom til at fremtræde spejlvendt som højtryk.

Da kobberpladerne efter tilretning – så bogstavet stod præcist – var af ensartet størrelse og form, kunne de efter tur monteres i det samme støbeinstrument, hvor de som matricer blev støbeforme for hver deres bogstav eller tegn.

Ved støbning af mange eksemplarer af samme bogstav eller tegn kunne man fylde hvert af sættekassens rum med det antal typer, der var nødvendigt for, at sætteren kunne sætte en længere tekst i sin satsform.

Teksten blev læst fra manuskriptet – anbragt i en tenakel – og blev til sats ved type for type at blive taget op fra sættekassen og anbragt i sætterens håndværktøj vinkelhagen, som var forudindstillet til den ønskede linjes længde. Mellemrum mellem ordene skabtes ved hjælp af blystykker uden præg mellem ordene, såkaldt blindmateriale eller spatier .

Fra vinkelhagen blev satsen med støtte af en sættelineal løftet over på skibet og samlet til en satsform svarende til bogsidens trykareal. Den blev så lagt op på trykpressens fundament sammen med de øvrige satsforme, som tilsammen skulle danne trykket på papir-arket. Skøntryk eller prima på den arkside, der tryktes først og vidertryk eller secunda på bagsiden. (Om satsarbejdet i øvrigt se sats typografisk

I trykpressen, som i alt væsentligt forblev en trækonstruktion i flere århundreder efter Johann Gutenberg, kunne dernæst den indfarvede sats afgive et retvendt tryk på et papirark, som var blevet lagt ind mellem satsformen og den trykkende del af pressen, digelen.

Med bogtrykkerkunstens opfindelse var både de typografiske grundprincipper og bogens grundform fastlagt for de efterfølgende mange århundreder.

Teknisk set betegner bogtryk historiens tidligste eksempel på industriel massefremstilling ved hjælp af genanvendeligt udstyr. Når en tekst var færdigtrykt, kunne blybogstaverne, typerne, aflægges fra satsformen (satsen "blev styrtet") og genanvendes til sætning og trykning af en ny tekst. Der skulle gå mere end tre århundreder før andre produktionsgrene end bogtryk havde antaget ideen om et værktøj, der kan tilpasses fremstillingen af forskellige produkter – og fem århundreder før "genbrugstanken" vandt indpas i produktionslivet i almindelighed.

Den ældste bevarede og datérbare europæiske bog, der er trykt med løse typer, er Johann Gutenbergs Bibel fra ca. 1454, den såkaldte 42-linjede Bibel i to bind i folioformat med tospaltet sideopbygning. Den ældste trykte bog, der er illustreret, er tyskeren Ulrich Boners Edelstein, en samling fabler med træsnit, trykt i Bamberg 1461 af Albrecht Pfister.

I Danmark indførtes bogtrykket i 1482, da Fyns biskop Carl Rønnow indforskrev den omrejsende tyske bogtrykker Johann Snell fra Lübeck (hans seneste opholdssted) til at trykke et breviar for stiftet.

Det blev til Breviarium Ottoniense, en bog i lille kvartformat og på over 1.000 sider i tospaltet opsætning. Breviaret anses for den i Danmark først påbegyndte bog, men det er snarere et mindre Snell-tryk, der er den første bog, som er færdigtrykt i Danmark: Guilhelmus Caoursins De obsidione et bello Rhodiano (Om belejringen af byen Rhodos; genudgivet i faksimile i 1982) på kun 28 enspaltede sider. Denne bog bærer årstallet 1482 og antages at være gjort færdig, mens arbejdet med breviaret stod på.

Den første trykte bog på dansk udkom ca. 1495: en lille rimet Danmarkshistorie (Den danske Rimkrønike, jf. rimkrøniker), som blev trykt i København af Danmarks første fastboende bogtrykker, Gotfred fra Ghemen, idet Johann Snell allerede året efter sit Odenseophold var virksom i Sverige.

Bogtryk spredtes hurtigt over det meste af Europa; det antages, at der ved år 1500 var trykt ca. 40.000 forskellige bøger i et samlet antal af ca. 10 mio. eksemplarer.

Konkurrencen medførte fra 1470'erne, at trykkerierne — især i det sydlige Europa — i stigende grad blev afhængige af kapitaltilførsel, og forlagsinteresser synes at spille en stadig voksende rolle for bogtrykkerne.

En øget rationalisering af arbejdsgange i trykkerierne blev fulgt af øgede oplag; fra oplagsstørrelser på mellem 100 og 500 eksemplarer i 1460'erne kendes oplag på flere tusinde eksemplarer omkring år 1500.

Det er et fælles træk for trykte bøger før ca. 1500, at de ligner tidligere tiders håndskrevne bøger, at de blev sat og trykt med hver enkelt bogtrykkers egen skrift, og at bøgerne, i lighed med middelalderens håndskrevne bøger, var beregnet på individuel, kundebestilt færdiggørelse af hvert enkelt eksemplar i form af håndmalede initialer, afsnitsdelinger (rubricering) og evt. kunstnerisk marginudsmykning (illuminering).

På grund af disse fællestræk har europæiske bøger trykt før den noget vilkårligt fastsatte dato 1.1.1501 fået fællesbetegnelsen inkunabler, latin "vuggetryk", dvs. bøger fra bogtrykningens tidligste barndom. Bogtrykkerens mærke og trykte signatur, kolofonen, er normalt trykt bagest og indeholder ofte en præcis dato for bogens trykning.

De nævnte fællestræk ved trykte bøger forsvandt gradvis fra begyndelsen af 1500-tallet, dels fordi de ældste bogtrykkeres prægestempler, matricer og skriftbeholdninger efterhånden blev opsplittet gennem frasalg og bodeling og genanvendt af andre bogtrykkere, dels fordi der opstod uafhængige stempelskærere og skriftstøberier, som kunne levere komplette skriftbeholdninger, såkaldte garniturer, dvs. fonte, af eget tilsnit til det kraftigt voksende antal nye bogtrykkerier, især i Norditalien, Frankrig og Holland.

Såvel inkunabeltiden som de efterfølgende århundreder blev præget af en række fremragende bogtrykkere og stempelskærere, hvis arbejder viser en jævnt stigende præcision i skrifttegningen, i den typografiske behandling af tekster og — mere sporadisk — i bøgernes trykkvalitet.

Betydningsfuld for udviklingen var bogtrykkeren og forlæggeren Nicolas Jenson, der var virksom i Venedig fra 1470; han tilskrives en tidlig udformning af antikva-alfabetet, der har været fastholdt som forbillede helt frem til vore dage.

Den lidt yngre venetianske forlægger og bogtrykker Aldus Manutius lancerede i 1501 den første kursivskrift og trykte derefter de fleste af sine bøger i kursiv; han var blandt de første forlæggere, som trykte bøger i bekvemt "lommeformat", dvs. i oktav i stedet for folio.

Franskmanden Claude Garamond var blandt de tidligste stempelskærere i 1500-tallet, og hans skrifttyper fik stor indflydelse på videreudviklingen af såvel det græske alfabet som af antikva-alfabetet.

Den hollandske bogtrykkerslægt Elzevier, hvis medlemmer drev trykkerier fra 1583 til 1791, kan siges at have skabt de første egentlige universitetslærebøger i kraft af et kolossalt udbud af klassikerudgaver og akademisk litteratur i velproducerede kæmpeoplag, bekvemme bogformater og til lave priser.

Epokegørende fornyelser i bogtrykkerkunsten skete først med overgangen fra træpresser til støbejernspresser, tidligst i England ca. 1800; denne opfindelse betød en markant forbedring af bogstavgengivelsen.

Industrisamfundets skærpede konkurrence i 1800-tallets krisefyldte begyndelse modarbejdede dog de nye tekniske muligheder, således at der udviklede sig et skel imellem teknisk veludførte, men dyre bøger for et købedygtigt og boginteresseret marked — og dårligt udførte, men tilsvarende prisbillige bøger til det voksende brede marked for populærlitteratur.

Fra 1830'erne tryktes deciderede billigbøger på dårligt papir, i stigende omfang på dampkraftdrevne cylinderpresser, der oprindelig brugtes til avistryk (tidligst til dagbladet The Times i London, 1814). Cylinderpressen var opfundet og patenteret af tyskeren Friedrich König (1774-1833) få år forinden; dens forbedrede efterkommere blev standardudstyr i avistrykkerier over hele den vestlige verden i løbet af 1840'erne.

I Danmark indførtes cylinderpressen under betegnelsen "hurtigpresse" i 1825 af Adressecontoirets Trykkerie i København. Omkring 1900 blev omtrent alle kommercielt producerede bøger fremstillet i cylindertryk, dvs. på trykpresser med plan satsform og roterende trykcylinder.

Et vendepunkt for bogtrykkerierne blev udbredelsen efter ca. 1900 overalt i den vestlige verden af sætte- og støbemaskiner til fremstilling af såkaldt maskinsats til afløsning af den tidsrøvende håndsætning.

Amerikaneren William Church (ca. 1778-1863) opfandt i 1822 to samhørende maskiner til mekanisk skriftstøbning og mekanisk sætning, men kun støbemaskinen blev en succes. Først fra 1840'erne vandt forskellige fabrikater af enkle sætte- og støbemaskiner mere almen udbredelse.

En internationalt upåagtet pionerindsats blev gjort i 1851 af den danske håndsætter Christian Sørensen, som konstruerede en kombineret sætte- og aflæggemaskine, Tachotype, der vandt en beskeden udbredelse i Danmark; Sørensens nøglestyrede aflægningsprincip var en forløber for de senere meget effektive linjestøbemaskiners.

I 1886 opfandt den tyskfødte amerikaner Ottmar Mergenthaler i New York den geniale Linotype -maskine til både støbning og sætning af hele satslinjer. Linotypemaskinen ("Line-of-type") betjenes med et tastatur, hvorfra sætteren kan sammenstille matricer i en forudindstillet bredde og dernæst få maskinen til at støbe satsen linje for linje.

En forbedret udgave af Linotype, kaldet Intertype, blev lanceret i 1914 og blev hurtigt standardinventar i avistrykkerier overalt i den vestlige verden. Ved 1900-tallets slutning må Linotype eller Intertype, når ulandene medregnes, betragtes som de mest udbredte satsteknikker nogensinde.

I Danmark indførtes Linotype i 1898, først på avistrykkerierne hos Kristeligt Dagblad og Politiken; den første Intertype-maskine blev taget i brug i 1919. Monotype blev især udbredt fra 1920'erne og frem til slutningen af 1970'erne, mest benyttet til finere bogtryk og vanskelig sats, fordi bogstavstøbningen var bedre end Linotypes, og fordi forkerte eller fejlstøbte typelegemer let kunne udskiftes enkeltvis.

I 1893 opfandt en anden amerikaner, Tolbert Lanston (1844-1913), en sættestøbemaskine, som han kaldte Monotype. Til forskel fra Mergenthalers maskine består et Monotypeanlæg af to dele: dels en skriveenhed, hvorpå man fremstiller en hulstrimmel med satsmængden i kodeform, dels en støbeenhed, der styres af hulstrimlen, og hvor hvert enkelt bogstav eller tegn støbes for sig fra en skriftmatrice, der rummer hele tegnsættet på én og samme plade. Monotype støber altså løse typer i stedet for sammenhængende linjer.

I Danmark havde allerede J.H. Schultz' Bogtrykkeri i København indført Monotype i 1904. Senere fulgte flere, blandt hvilke Nordlundes Bogtrykkeri må fremhæves som satssystemets nok mest trofaste og kyndige bruger. I 1980 udkom den sidste danske bog sat i Monotype og trykt i bly fra stående sats.

Fra midten af 1920'erne blev der foretaget eksperimenter med at erstatte blystøbning af sats med positivfotografisk satsafbildning af en negativ filmsats, der efter Monotypes princip havde hele tegnsættet samlet — enten på en bevægelig pladefilm eller et roterende filmhjul, som i sættemaskinen kunne bringes i position til at gengive hvert bogstav efter tur, som det blev anslået på tastaturet.

Derved kunne der frembringes et positivfotografisk billede af satsen, der som filmisk materiale blev klæbet sammen side for side på et lysbord til store montager på 8, 16 eller 32 tryksider. Man kalder dette for fotosats.

Hensigten hermed var at kunne affotografere hele tryksider på filmisk præparerede, plane trykplader, som efter fremkaldelse kunne monteres i en offsettrykpresse og trykke i såkaldt plantryk — til forskel fra det traditionelle højtryk/"bogtryk".

Offsettryk frembringes fra en gummidug spændt omkring en valse i en rotationspresse. De farvebærende partier af gummidugen er forinden blevet præpareret med et spejlvendt aftryk af den sats, der skal trykkes. Dette aftryk på gummidugen er blevet frembragt fra en kemisk præpareret plade (af zink, aluminium eller i vore dage kunststof), spændt om en modtrykkende valse, hvorpå satsen er indfotograferet retvendt og positivfilmisk.

Den kemiske adskillelse af farvebærende og ikke-farvebærende partier på den plane offsetplade muliggøres af det såkaldt litografiske princip, hvorefter olie og vand gensidigt afstøder hinanden (se litografi).

I 1920'erne havde offsetteknikken allerede længe været under udvikling, ja den var forudset så tidligt som i 1800-tallets begyndelse af litografiens opfinder, tyskeren Alois Senefelder. Det var dog først fra 1930'erne, at den blev et brugbart supplement til traditionelt bogtryk.

Man satte på den tid normalt teksten op i bly, tog et aftryk af satsen på krideret papir, et barytaftryk, fotograferede aftrykket over på en filmisk præpareret offsetplade, som så kunne monteres på en offsetpresse og trykke i plantryk. Omvejen over blysats og vanskelighederne ved at få den nødvendige, jævne farveføring på det kriderede papir stimulerede udviklingen af fotosatsmetoder.

Først fra 1960'erne blev fotosatssystemerne tilstrækkeligt veludviklede og dermed rentable alternativer til den omstændelige proces fra maskinsats i bly over barytaftryk til offsetpressen. Med hastigheder på op til 65.000 bogstaver i timen på en fotosætter kunne intet blysætteri følge med længere, og i slutningen af 1960'erne begyndte den generelle overgang fra bogtryk til offset. Til accidenstryk genoplivede man 1930'ernes dybtryk, og også serigrafi og skabelontryk fik et stort marked fra 1960'erne.

I 1970'erne erobrer fotosats bogfremstillingen. Gamle satsfirmaer som fx Linotype og Monotype prøvede at videreføre blysættemaskinernes teknologi i fotosatsanlæg. En særlig skrivemaskine styrer udskrivningen af et kodebånd, der indsættes i en fotosættemaskine, hvor skrifterne ligger på en negativfilm som enkelte bogstaver enten på et hjul (som Linophoto) eller på en glasplade (som Monophoto). Med en lysstråle eksponerer sættemaskinen – styret af kodebåndet – hvert bogstav i tekstens forløb ind på en råfilm, hvor teksten så optræder som positiv sats. Satsen udskrives og monteres manuelt på et lysbord, evt. sammen med illustrationer, og det hele ("formen") affotograferes på en offsetplade, der herefter kan trykke i en offsetpresse.

Men fremtidens satsteknologi skulle vise sig at være bedre baseret dels på digitalt opbyggede skrifter, dels på digital arealsætning direkte fra en pc, der uden filmisk reproduktion kan styre satsfremstillingen helt frem til den færdige trykplade, der skal monteres på offsetpressen.

Det er pc'er, der præger moderne produktion af bøger. Fra forfatterens/oversætterens pc kan tekstens data afleveres til forlaget på disketter som et digitalt kodet manuskript – eller som i dag over nettet. Ved at indsætte markeringskoder de steder i teksten, hvor typografien skal ændres, fx ved overskrifter, kan det digitale manuskript forberedes til produktionen. Markeringskoderne kan udskiftes ved konverteringen med grafiske koder, og herved bliver det muligt at anvende manuskriptet til flere udgaver med samme tekst, men i ændret format og typografi.

Ombrydningen af teksten i linjer og sider udføres i dag med grafiske programmer og digitale skriftdata indlæst fra fonte med de valgte skrifter på en grafisk arbejdsstation, fx en pc. Opbygningen af bogsiderne kan følges på systemernes skærme i den valgte typografi med de rigtige skrifter og i farver. Er bogen illustreret, kan illustrationerne rastreres i en scanner. De registrerede billeddata overføres, således at siderne kan opbygges med både tekst og billeder. Rastreringen udføres i en høj opløsning med mange registrerede billedfelter pr. cm² og i en lav opløsning, der kun anvendes ved opbygningen af siderne på computerskærmene. Nu er omsider tekst og illustrationer integreret i den samme fil – modsat de forudgående 500 års to separate processer og behandling

Ved afslutningen af ombrydningen fastholdes placeringen af hvert enkelt bogstav og billedfelt på siderne i et sidebeskrivelsessprog, fx PostScript. Det er informationerne i dette sprog, der før den endelige udkørsel på film behandles i en RIP (Raster Image Processor). Herved opdeles siderne i små kvadratiske felter, der registreres i en bitmap. Illustrationerne i de lave opløsninger udskiftes med de tilsvarende illustrationer i høje opløsninger. Eksponeringen udføres i en laserfotosætter (imagesætter). Styret af en digital bestrål/bestrål ikke-kommando, der er lagret for hvert felt, føres laserstrålen lineært fra felt til felt, række efter række. Der eksponeres en film for hver farve, der skal trykkes.

Tekst og billeder på filmen kopieres over på trykpladerne, med mindre eksponeringen er udført direkte på trykpladerne. Trykningen udføres i offset på maskiner, der trykker én, to eller fire farver på arkene i samme trykgang.

Siden begyndelsen af 1980'erne har den digitale produktions- og trykketeknik vundet stigende udbredelse; oprindelig til små oplag (maks. 500 eksemplarer), men i vore dage (2022) til meget store, kommercielle bogoplag. Her adresserer man hele den digitale fil til en laserprinter, som trykker arkene med tonerpulver af forskellig fabrikationsformel. Industrien antager, at dens pulver giver et lige så langtidsholdbart trykresultat som offsetfarver. Da det er vitalt for bevaringen af trykte materialer for eftertiden, drives der vigtig forskning inden for feltet.

Fra starten har hele formfremstillingen kunnet styres fra typografens/pc-brugerens skærm, og filmsatsen produceres med en laserkanon. I 1983 lanceres hjemmecomputere fra hhv. Apple og Microsoft, og megen typografisk design flyttede fra tegnestuer og trykkerier til private computerbrugere i kraft af software udviklet af bl.a. Adobe specielt til grafiske opgaver.

I slutfirserne fremkom de digitale sættemaskiner (CTP; computer-til-plade sats). Både satsprogrammet, skrifterne og den færdige satsmængde foreligger nu kun i digital form. Herfra indbrændes den direkte på offsetpladen, dvs. uden filmisk mellemled. Fra pc'en eller en diskette kan satsmængden alternativt printes ud i kopier på en laserprinter efter det elektrostatiske princip. Begrebet desktoppublishing (DTP) får varig plads i det danske sprog.

I midten af 1990'erne vinder den digital trykning stærkt frem. Nye digitale trykmaskiner og kopianlæg kan nu konkurrere med offset-maskinerne hvad angår produktionshastighed og trykkvalitet, specielt for satstryk. Billedtryk halter i starten en smule bagefter, men med udviklingen af en avanceret rasterteknik (stokastisk rastrering) løftede man omkring år 2000 billedtryks kvalitet op på niveau med satstrykkets.

Maskinerne arbejder ikke længere med oliebaserede trykfarver, men med "elektro-ink" og elektrostatiske farvetonere og med hastigheder på fra 1.000 til 1.200 dobbeltsidige A-3-ark i timen. Nu kan oplag (op til 5.000 eksemplarer) af billigbøger produceres hurtigere og billigere som printing-on-demand i trykmaskiner med tilhørende færdiggørelses-enheder end de vil kunne produceres i offset-tryk. De trykte ark falses på maskinen, samles og hæftes, sættes i omslag eller indhænges i bind i en række automatiserede processer.

Med internettets vækst og udbredelse er netbårne bogudgivelser blevet et nyt udviklingsområde for forlagene. Siden ca. år 2000 har et stigende antal bøger været produceret samtidigt som både trykte udgivelser og netpublikationer.

• bog – trykte bøger
• bogtryk – trykpresserne efter 1800
• den tidlige bogtrykkerkunst i Danmark.
• skrift, typografisk
• trykketeknikker
• patrice, matrice
• printer
• e-bog
• print on demand
• webdesign

Litteraturen om den trykte bogs udvikling og historie er meget specialiseret til enkelte emner, skrives hovedsageligt om hvert land eller sprogområde for sig, og er så omfattende, at Den Store Danske kun henviser til enkelte bøger, der imødekommer forskellige grader af almindelig interesse for emnet.

• Birkvig, Henrik og Bent Jørgensen (red.): Den gode bog. Forening for Boghaandværk, 2009. (Bogvennen 2007)
• Chappell, Warren og Robert Bringhurst: A Short History of the Printed Word.(1970). 2nd Edition 1999
• Clair, Colin: A History of European Printing. London, Academic Press, 1976.
• Dahl, Svend: Bogens historie. Haases Forlag [1927]. 2. ændrede og forøgede udgave [1970].
• Nielsen, Lauritz: Den danske Bog. Forsøg til en dansk Boghistorie fra den ældste Tid til Nutiden. Gyldendal, 1941.
• Nordlunde, C. Volmer: Bogtrykkets Historie for Bogvenner. Forening for Boghaandværk. 1961.
• Rannem Øyvin: Arven etter Aldus. En historie om trykkskriften. Forlaget Press, 2022.
• Smith, Jokum: Bogfremstilling. En introduktion for bogvenner. Forening for Boghaandværk, 1968.

• The Association of European Printing Museums

The Association of European Printing Museums er en sammenslutning af alle Europas museer for bogtrykkets og de grafiske teknikkers historie. Hjemmesiden rummer henvisning til alle kendte museer og offentlige samlinger i Europa.