bibelfortolkningens historie

Forudsætningen for hovedparten af tidligere tiders bibeltolkning er, at Bibelens bøger er hellige skrifter, der ikke blot bevidner, men er guddommelig åbenbaring. Fortolkningsbehovet opstod historisk i takt med, at de bibelske skrifters tale ikke var umiddelbart forståelig eller ikke længere kunne opfattes som tilstrækkelig tydelig eller relevant. Allerede fra det 2. og 1. århundrede f.Kr. findes inden for jødedommen eksempler på en sådan bibelfortolkning, fx allegoriske udlægninger af Moseloven og egentlige kommentarer fundet blandt Dødehavsteksterne. Også store dele af Filon fra Alexandrias omfattende forfatterskab fra første halvdel af 1. århundrede e.Kr. består af allegorisk bibeludlægning, der vil afdække Skriftens dybere betydning. Fra samme periode stammer en række jødiske fortolkningsregler.

Den kristne bibelfortolknings tidligste formål var at legitimere den kristne tro ud fra jødedommens hellige bøger, i kristen sprogbrug Det Gamle Testamente. Det kom dog snart til alternative tolkninger fra Markion og gnostisk hold, der afviste, at Det Gamle Testamente var en åbenbaring af den gud, der var Jesu Fader. Ved midten af 100-tallet e.Kr. gjaldt kampen således i kraft af en kristen fortolkning at fastholde Det Gamle Testamente som en kristen bog, dvs. som bøger, der handlede om den gud, der også var Jesu Kristi far, og hvori Jesu fødsel, liv, skæbne og genkomst i herlighed var forudsagt.

Under dette arbejde gjorde kirkens teologer i vid udstrækning brug af den typologiske og den allegoriske bibelfortolkning. I 100-tallets anden halvdel gik udviklingen i retning af, at Det Gamle Testamente og Det Nye Testamentes skrifter efterhånden fortolkedes som én sammenhængende åbenbaringsbog.

Som i den herskende jødiske skriftfortolkning blev det forudsat, at Skriften har flere betydningslag. Klemens fra Alexandria (død ca. 215) mente fx, at Skriften kunne indeholde fem betydninger: en historisk, en dogmatisk, en profetisk, en filosofisk og en mystisk. Origenes (død ca. 251) kunne ud fra apostlen Paulus' menneskesyn tilkende Bibelen en trefoldig mening: for legemet den bogstavelige, for sjælen den moralske og for ånden den allegoriske. Med Augustin (død 430), oldkirkens største teolog, blev et nyt perspektiv tilføjet ved, at han supplerede Bibelens egen autoritet med den kirkelige traditions autoritet, også i fortolkningsspørgsmål.

Retninger og skoledannelser var uundgåelige: Således stod allerede i oldtiden en alexandrinsk teologi, der i høj grad var behersket af en allegorisk skriftforståelse, i skarp modsætning til den såkaldte antiochenske skole, der i forlængelse af en anden jødisk tolkningstradition forsvarede en bogstavelig forståelse.

Bibelfortolkning forelå tidligt i breve, i teologiske tekster, prædikener og hymnisk digtning og snart også i egentlige bibelkommentarer. Drivkraften var af religiøs art; senere bibeltolkninger kunne tillige indeholde elementer af eksistentiel karakter, der kunne folde sig ud med henblik på et menneskes individuelle liv (Augustin; Dante).

I middelalderen blev de mange lag foldet ud i et gigantisk netværk af betydninger, der blev forsøgt afdækket ved hjælp af forskellige fortolkningsteknikker. Det bibelske og det videnskabelige verdensbillede var endnu sammenfaldende, således at bibelfortolkningens resultater blev brugt i sammenhænge også uden for kirke og teologi. I et middelalderligt læredigt på latin sammenfattes de fire (vigtigste) betydningslag i Skriften: Litera gesta docet, quid credas allegoria. Moralis quid agas, quo tendas anagogia, 'Bogstaven angår begivenhederne, allegorien hvad du skal tro, det moralske hvad du skal gøre, det anagogiske hvad du skal række ud efter', dvs. de yderste ting (se eskatologi).

Med reformatoren Martin Luther kom en på én gang bogstavelig og eksistentiel forståelse i højsædet i 1500-tallets begyndelse; man kan ligefrem sige, at reformationen udsprang af en ny bibelfortolkning. I den lutherske ortodoksi, der fulgte i reformationens kølvand, cementeredes dog opfattelsen af, at Bibelen i enhver henseende var ufejlbarlig.

I protestantiske lande gjaldt det til og med pietismen i 1700-tallet, at bibelfortolkning i sit hovedsigte var meditativ og opbyggelig; et væld af prædikensamlinger og andagtsbøger, der indbød til indgående meditation over hvert enkelt skriftsted, hører med til bibelfortolkningens historie. Bibelens centrale placering i kultur og verdensbillede fremgår af, at da den tidlige moderne naturvidenskab brød frem, mente flere astronomer, at de måtte formulere en ny bibeltolkning, når deres observationer førte dem ud over Bibelens bogstavelige betydning. Et gennembrudspunkt for kritikken blev i denne forbindelse astronomer som Kopernikus' (død 1543) erkendelse af umuligheden i udsagnet i Josvabogen i Det Gamle Testamente om, at Israels Gud for en tid lod solen og siden månen standse deres gang, for at israelitterne kunne se til at nedslagte deres fjender (se Josvabogen 10,12-13).

Den historisk-kritiske bibelfortolkning, der har vundet stadig stærkere fodfæste siden oplysningstiden i 1700-tallets anden halvdel, kom til at betyde, at spørgsmålene om historisk sandhed og religiøs betydning blev adskilt. Bibelen blev målt med fornuftens alen, og man begyndte at rekonstruere historien bag de bibelske tekster. Den normative bibelfortolkning var dermed ikke længere religiøst bestemt, men blev anlagt historisk/religionshistorisk i overensstemmelse med det almindelige videnskabelige sandhedskrav. Hermed blev Bibelen forvandlet fra at være guddommelig åbenbaring til at være menneskelige udtryk for bestemte perioders gudstro og verdensopfattelse. I årtierne omkring midten af 1800-tallet førte denne udvikling til alvorlige konflikter mellem kirke og videnskab, fx i forbindelse med Darwins evolutionsteori, men allerede den tyske teolog D.F. Strauss havde i 1830'erne skabt en teologisk debat med sit af filosoffen Hegel inspirerede værk om den historiske Jesus.

1900-tallet har på den ene side været kendetegnet af en tiltagende fundamentalistisk bibelfortolkning i bestemte kredse, på den anden af radikalt bibelkritiske fænomener som afmytologisering og eksistential interpretation. I århundredets sidste årtier har bibelfortolkningen, ikke mindst i den angelsaksiske verden, vist mange eksempler på en voksende litteraturkritisk behandling, hvor Bibelen anskues som litteratur eller som grundlæggende for litteraturen og den vesteuropæiske og amerikanske mentalitet, fx i skikkelse af strukturalisme og dekonstruktion.

Kendetegnende for den nye situation er, at fortolkningen ikke længere hovedsagelig er optaget af de bibelske skrifter som kilder til en bagved liggende historie, men som udtryk for tolkende overtagelser af foreliggende overleveringer (reception), dvs. som teologi og forkyndende meddelelse i sin egen ret.

• afmytologisering
• anagogi