betændelse

Ved akut betændelse er symptomerne varme, rødme, hævelse af og smerte i vævet. Disse skyldes, at de små blodkar i vævet udvides, og blodgennemstrømningen øges. Udvidelsen af de små blodkar skyldes frigørelse af signalstoffer, herunder histamin, prostaglandiner og cytokiner, som frigives af hvide blodlegemer og blodplader i blodet og makrofager og mastceller i vævet. Samtidig øges gennemtrængeligheden af blodkarvæggene, og blodplasma siver ud i det omgivende væv. Herved aktiveres flere systemer af plasmaproteiner, koagulations- og fibrinolysesystemerne, kininer og komplement, hvilket yderligere forstærker betændelsen.

Hvis vævet heler uden infektion, sker der ingen udvandring af hvide blodlegemer (leukocytter). Ved infektion trænger forskellige typer leukocytter ud i vævet, ved bakterieinfektioner drejer det sig om de typer leukocytter, der kaldes granulocytter og makrofager. Disse celler indeholder enzymer og iltrige forbindelser, der kan nedbryde mikroorganismer og dødt væv. De samler sig om de bakterier, der har forårsaget betændelsen, eller omkring døde celler i vævet. Ved virusinfektioner er det især en anden type leukocytter, lymfocytter, der trænger ud i vævet, styret af signalstoffer fra komplementsystemet og af cytokiner. Efterhånden nedsættes blodgennemstrømningen, og der kan komme blodpropper i de små blodkar. Dette kan medføre vævsdød, som i huden eller på slimhinderne viser sig som sår.

Ved bekæmpelsen af infektionen kan der dannes gullig, flydende materie (pus), der består af vævsvæske med rester af døde celler og store mængder leukocytter samt evt. bakterier. Pusset kan i begyndelsen findes spredt fordelt i vævet; dette kaldes flegmone og viser sig ved en påfaldende fasthed af vævet ofte ledsaget af feber. Senere kan der ske en samling af pus i en byld (absces), hvor fastheden afløses af et pusfyldt hulrum, som ofte kan erkendes ved ydre undersøgelse, såfremt det ligger tilstrækkelig overfladisk. Hvis en sådan afgrænsning af infektionen ikke kommer i stand, kan der ske en spredning (se blodforgiftning) via lymfekarrene (lymfangitis) til de nærmeste lymfeknuder (adenitis, egl. lymfadenitis) eller direkte til blodet (sepsis).

Kronisk betændelse udvikler sig i løbet af flere uger, sommetider flere år. Den kan fx skyldes manglende tømning af en byld eller gentagne akutte betændelser. Ved kronisk betændelse er der infiltration af vævet med lymfocytter, plasmaceller og makrofager samt efterhånden nydannelse af bindevæv. Forøgelse af bindevævsmængden på bekostning af et organs egne celler medfører efterhånden nedsættelse af organets funktion, fx ved kronisk lever- eller nyrebetændelse, som kan føre til hhv. lever- og nyresvigt. Ved visse kroniske betændelser, fx tuberkulose, ses i mikroskopet et specifikt billede med dannelse af små knuder (granulomer) med central vævsdød omgivet af lymfocytter og makrofager. Særlige former for kronisk betændelse ses ved visse typer af fedme og sukkersyge samt ved arteriosklerose. Disse betændelsesformer er ikke begrænset til særlige organer, men rammer især blodkar; de skyldes bl.a. en langvarig uhensigtsmæssig produktion af betændelseshormoner, se cytokiner.

Betændelser kan inddeles efter deres fremtrædelsesform: pusdannende (purulent), væskedannende (serøs), fx i leddene ved leddegigt eller ved katar af slimhinderne, hindedannende (fibrinøs), fx ved difteri, blodig (hæmorragisk), fx ved pest, kopper og gasgangræn samt ildelugtende (putrid) ved tilblanding af forrådnelsesbakterier. Inddelingen kan også foretages efter betændelsens årsag, fx virus eller bakterier (streptokokker, stafylokokker osv.), og endelig efter det organ, som er sæde for betændelsen. Alle blodforsynede organer kan rammes. En byld i en hårsæk i huden kaldes en filipens (furunkel); flere sammenflydende furunkler kaldes en brandbyld (karbunkel), der ofte sidder i nakken. Sådanne hudinfektioner kan være tegn på ubehandlet diabetes. Brandbylder ses også hos dyr og er især kendt hos heste. Svedkirtelbetændelse (hidrosadenitis) forekommer oftest i armhulerne.

Ved en seneskedebetændelse (tendovaginitis), der skyldes overbelastning af en sene, fx på underarmen, er der ingen infektion.

Diagnosen betændelse vil ofte fremgå ved en direkte undersøgelse af patienten, men i særlige tilfælde bliver betændelse i de indre organer afsløret ved specialundersøgelser såsom CT-scanning, MR-undersøgelse eller scintigrafi efter indsprøjtning af isotopmærkede leukocytter, der vil koncentreres i en eventuel betændelsesproces.

Behandling af betændelse retter sig efter dens årsag, og man tilstræber at understøtte organismens egne forsvarsmekanismer. Ved bakteriel infektion gives antibiotika, ofte efter resistensundersøgelse af bakterierne. Eftersom antibiotika vanskeligt kan trænge ind i en byld gennem den membran, der omgiver den, er den bedste behandling af bylden en kirurgisk åbning af denne med udtømmelse af dens indhold af pus.