askese

Fastende Buddha

Af Ophavsmand til skulpturen ukendt./Fotograf: Akuppa John Wigham.

Licens:

Askese består i forsagelsen af biologiske behov og afholdenhed fra nydelsesmidler. Asketisk praksis omfatter således faste, seksuel afholdenhed, søvnregulering med mere.

Faktaboks

Etymologi: Ordet askese kommer af græsk askesis 'øvelse', af askein 'øve sig'.

Historisk har askese sin baggrund i forskellige religiøse traditioner. Et ældre dansk ord for askese er spægelse, som ligeledes henviser til en streng og sparsom levevis.

'Sankt Frans af Assisi nøgen blandt torne', 1664.

Af Mateo Cerezo (1637-1666)/Museo de Burgos.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Askese i det gamle Grækenland

Fysisk træning *('askesis*') i det gamle Grækenland.

Kop, terrakotta, ca. 500 f.v.t.

Af Ukendt/The Metropolitan Museum of Art .

Licens:

Begrebet askese stammer fra en oldgræsk tradition, hvor det i betydningen 'øvelse' primært relaterede sig til fysisk træning. Det krævede således ihærdige legemsøvelser at kunne deltage i sportsbegivenheder som de Olympiske Lege.

Det er ligeledes via en græsk sammenhæng, at askese generelt forbindes med selvkontrol. I diætetikken gjaldt det for grækerne, specielt den græske mand, om at opøve og vedligeholde evnen til selvbeherskelse og til at underkaste de legemlige behov fornuftens herredømme.

Askese i kristendommen

Der hersker i kristendommens historie en udbredt negativ opfattelse af kødelige behov, som en asketisk praksis således tjener til at undertrykke.

Anakoreterne

I kristendommens tidlige fase drog de såkaldte anakoreter (eller ørkenfædre og -mødre) ud for at leve alene i huler i ørkenen og kun ernære sig ved, hvad de selv kunne dyrke og få fat på af føde. Formålet med denne asketiske levevis var blandt andet at kunne samle sindet om nærværet til Gud.

Klosterlivet

Afbildning af Sank Katharinas kloster for foden af Sinaibjerget.

Sankt Kaharinas Kloster

Af David Roberts (1796-1864)/Gave fra Ohio C. Barber Estate gennem Andrew C. Squire/The Cleveland Museum of Art .

Licens:

Tilbagetrækning fra det almindelige samfundsliv udgjorde ligeledes princippet i den ritualiserede retræte (tilbagetrækning), som blev praktiseret i klostrene. Den bestod blandt i fastsatte perioder af tavshed.

Katolicisme

I den katolske kirke blev askese endvidere institutionaliseret i de tre evangeliske råd, som bl.a. regulerer klosterlivet: lydighed, kyskhed og fattigdom. Den helgenkårede Frans af Assisi repræsenterer et eksempel på askese, der hyldede fattigdommen som permanent levevis. Han brød således med kirken for at danne sin egen orden af omvandrende tiggermunke.

Sekterisk askese

En gnostisk inspireret sekt kaldet bogomilerne praktiserede ligeledes en streng askese ud fra opfattelsen af, at verden var skabt af Satan. En anden middelalder-sekt, Katharerne, delte dette synspunkt og hyldede et asketisk ideal, der i ekstreme tilfælde anvendte sultedøden som middel til at opnå guddommelig renhed (katharsis). Begge sekter blev af den katolske kirke opfattet som kætterske.

Askese som faste

Askese udfoldes også i religiøst fastsatte perioder af faste som i muslimernes Ramadan og i en ældre kristen tradition, hvor fasten varede fra askeonsdag (onsdagen efter fastelavn) til og med påskelørdag.

Askese i Indien

Mediterende yogi. Bronzeskulptur, ca. 1930

Af Malvina Hoffman (1885-1966)/Field Museum, Chicago.

Licens:

I de indiske religioner findes der forskellige former for ritualiseret askese.

Hinduistisk askese

Som et parallelt eksempel til de kristne former for askese kan nævnes de indiske yogier og yoginer, dvs. henholdsvis den mandlige sadhu og den kvindelige sadhvi, der ofte praktiserede en radikal afholdenhed. Også her drejede det sig om at koncentrere sindet om en guddommelig virkelighed hinsides kødets behov og livets forgængelighed.

Den såkaldte sannayasin var en omvandrende asket, der havde givet afkald på alt jordisk gods som forberedelse til den endelige forløsning, moksha, fra genfødslernes kredsløb (se reinkarnation).

Buddhistisk askese

Ifølge Buddha-legenden var Siddhartha Gautama kendt for at dyrke den yderste askese forud for sin endelige oplysning (eller opvågnen) som Buddha. I Buddhismen, som den har udformet sig historisk i forskellige retninger, vender man sig generelt væk fra den radikale forsagelse af legemlige behov og anbefaler i stedet for Middelvejen, en mental og legemlig balance, der praktiseres af munkene.

Askese som afsondring

Et andet eksempel på en asketisk livsførelse, der er kendt fra flere religiøse kulturer, er eremitten (eller eneboeren), der mediterer i ensomhed uberørt af livets mangfoldige krav og tilskikkelser. Heraf talemåden "at leve på en sten" som udtryk for en spartansk levevis.

Askese som filosofisk livsform

I filosofisk sammenhæng udviklede princippet om askese sig i græsk og romersk sammenhæng til en mental selvbearbejdelse, hvis mål var ufravigelig sindsro. Platon henviser i den forbindelse til en såkaldt dødsøvelse (melete thanatou), som i kraft af filosofisk indsigt skulle forberede mennesket på en løsrivelse fra livets cyklus (se reinkarnation). Med henvisning til den antikke verden taler den franske historiker Pierre Hadot om filosofi som asketisk livsførelse.

Askese som aksialt fænomen

Den generelle udvikling i religionshistorien fra kollektiv gudedyrkelse gennem offerkult til religiøse og filosofiske retningslinjer for personlig livsførelse såsom askese fandt sted gennem aksetiden som en reformperiode, der bredte sig over hele det eurasiske område i det sidste årtusinde før Kristi fødsel.

Askese i Nietzsches perspektiv

I en moderne filosofisk kontekst har Friedrich Nietzsche peget på askese som en kulturelt indbygget tilbøjelighed i den kristne kultur, hvor selvforsagelse i såvel fysisk som mental henseende har været en del af den kristne arvesyndslære. Nietzsche hævdede endvidere, at den fremherskende naturvidenskabelige virkelighedsopfattelse havde overtaget denne asketiske holdning ved at underkaste sig naturlovene som livssandhed.

Askese i Sloterdijks perspektiv

Den tyske filosof Peter Sloterdijk har fokuseret på askese som forskellige kulturers traditioner for elitær selvforbedring. I virkeligheden drejer askese sig ifølge Sloterdijk ikke om at forsage sig selv, men om at opøve en så høj graf af viljestyrke og selvovervindelse som muligt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Religionsfilosofi

Lars Albinus

Lektor, ph.d., dr.theol., Aarhus Universitet