antropometri

Leonardo da Vinci er en af de første, der interesserede sig indgående for hvordan menneskekroppen var proportioneret. I perioden 1489-94, hvor han levede i Milano, lavede han antropometriske studier og fandt frem til metoder til hvordan de kunne anvendes i maler- og tegnekunst. Fra den periode stammer hans berømte tegning homo vitruvianus, en pædagogiske illustration af menneskekroppen og de enkelte legemsdeles indbyrdes størrelsesforhold. Den italienske arkitekt Leon Battista Alberti lavede en afhandling, De Statura, der omhandlede kroppens dimensioner. Den tyske kunstner Albrecht Dürer, der er berømt for sine kobberstik, udgav i 1528 en lærebog, Proportionslehre, der redegør for de forskellige lemmers og andre anatomiske strukturers indbyrdes størrelsesforhold.

Ordet "antropometri" stammer fra 1600-tallet, hvor det første gang blev anvendt af den tyske læge Johann Sigismund Elsholz (1623-88), der var interesseret i at undersøge, hvorvidt Hippokrates' teori om, at der ofte er sammenhæng mellem legemsproportioner og sygdom, var rigtig.

Den franske læge og antropolog Paul Topinard (1830-1911) definerede antropometri som studiet af kroppens vækst og mål hos de to køn og forskellige aldersgrupper med henblik på at opnå kendskab til normen og afvigelser fra denne. Derudover definerede han det som et antropologisk redskab til studiet af de fysiske forskelle mellem forskellige menneskeracer, som man i datiden inddelte mennesker i.

De første studier af børns vækstkurver blev lavet af Philibert Guéneau de Montbeillard (1720-1785), og resultaterne blev publiceret som et supplement til naturforskeren Georges Louis Leclerc Buffons værk Histoire naturelle, générale et particulière fra 1777. Fødselslægerne William Smellie (1697-1763) og Jean Louis Baudelocque (1746-1816) interesserede sig for bækkenmål og disses anvendelsesmuligheder i forhold til at forudse vanskelige fødsler. Baudelocque udviklede et særligt måleinstrument, et pelvimeter, som nogle anser som en forløber til krumpasseren. I oplysningstiden opstod ligeledes kraniologien, der med sine kraniometriske opmålinger fik stor indflydelse på den fysiske antropologi i det efterfølgende århundrede.

I 1972 fik BMI kritik af fysiologen Ancel Keys (1904-2004) på grund af dets manglende evne til at sige noget nøjagtigt om fedtprocenten. Selvom der er en vis sammenhæng mellem højt BMI og høj fedtprocent, så er der undtagelser til reglen, bl.a. veltrænede personer med en stor muskelmasse, der ofte har et højt BMI. Man er derfor overgået til andre mål, såsom talje-hofte ratio eller tykkelsen af hudfolden på overarmen, når man skal vurdere graden af overvægt. Det ideelle er en direkte måling af fedtprocenten ved hjælp af fysiologiske målemetoder.

Hvornår man først målte hovedets omfang vides ikke. Hattemagere og andre, der fremstillede hovedbeklædning har formentlig gjort det siden de ældste tider, og inden man havde målebånd, har en snor eller lignende været anvendt. Målinger til medicinske formål blev første gang bragt i anvendelse i 1786, da lægen Joseph Clark (1758-1834) ønskede at undersøge forskellen på hovedstørrelse hos nyfødte drenge og piger. Han havde observeret, at der var flere dødfødte drengefostre og ønskede derfor at undersøge om, der var forskel på hovedomfanget hos drenge og piger. Han havde en teori om, at drengefostre krævede mere næring end pigefostre og derfor var mere sårbare for underernæring i graviditeten. Hans undersøgelser viste, at nyfødte drenge havde et gennemsnitlig hovedomfang på 35 cm og piger på 34 cm, hvilket er meget tæt på de værdier man kender i nutiden.

Legemshøjden kan også måles i siddende stilling, både brysthøjde og hovedhøjde. Det har særligt betydning ved konstruktion af møbler og indretning af arbejdspladser.

Studier af forskelle i en befolknings gennemsnitshøjde over tid og forskelle mellem forskellige socialgrupper inden for samme befolkning kan være med til at kaste lys over miljøfaktorer som kostens betydning for legemshøjden. Det samme gælder forskelle mellem forskellige etniske grupper eller befolkninger. Her kan forskelle i gennemsnitshøjden også indirekte sige noget om genetiske forskelle mellem befolkningsgrupper.

Det første stadiometer var så vidt vides Elsholtz anthropometron fra 1663. Det var en lang målestok med en forskydeligt træklods (regula). Målestokken blev anbragt stående opret bag ryggen på den undersøgte, træklodsen blev kørt ned til issen og herefter blev legemshøjden aflæst. Måling af rekrutter i militæret i de europæiske lande begyndte langsomt i 1700-tallet og blev med tiden obligatorisk. Det foregik omtrent samtidig med, at man begyndte at lave standardiserede helbredsundersøgelser, træningsprogrammer og gymnastiske øvelser til soldaterne. Der kendes derfor fra ca. år 1800 og frem forholdsvist gode statistiske opgørelser over gennemsnitshøjden for unge mænd i mange forskellige lande.

Tal fra Danmark kan fx oplyse, at gennemsnitshøjden for rekrutter i 1815 var 164,3 cm, i 1880 167,4 cm og i 1932 172,5 cm. De seneste årtier har den gennemsnitlige højde været ca. 180-182 cm. Den franske læge Louis René Villermé (1782-1863), der var en pioner inden for social epidemiologi, lavede i 1829 de første undersøgelser af forskelle i legemshøjden mellem forskellige samfundsklasser i Frankrig.

Et utilsigtet vægttab på over 5 % er som regel tegn på alvorlig sygdom og kræver nærmere udredning. Vægtøgning i retning af overvægt øger risikoen for en lang række af livsstilssygdomme og cancersygdomme. Patienter med nyre- og hjertesygdomme kan få monstrøse ødemer i benene, der giver vægtøgning, og patienter med leversygdomme kan have væskeophobning i bughulen (ascites), der giver stor vægtøgning.

Ligeledes kan hormonelle sygdomme, fx for lavt stofskifte og Cushings syndrom, give vægtøgning. Omvendt giver forhøjet stofskifte vægttab. Det samme gælder kræftsygdomme og malabsorptionstilstande, hvor næringsstoffer ikke optages fra tarmen. Behandling med vanddrivende medikamenter giver vægttab. Det samme gælder tapning af ascites-væske og tapning af vand i lungehinderne (pleuravæske). Ved psykiatriske tilstande, især spiseforstyrrelser, kan markante vægttab forekomme, og kontrol med vægten og dokumenteret vægtøgning er her af stor betydning i behandlingen. Børn i voksealderen skal ligeledes øge deres vægt, hvis udviklingen forløber normalt.

De første vægte til vejning af personer stammer fra renæssancen, bl.a. kan man nævne Santorio Santori (1561-1625), der i forbindelse med sine fysiologiske studier vejede sig selv. Man skal dog frem til perioden ca. 1880-1930 inden vægte begyndte at blive normalt inventar i hospitaler og lægekonsultationer. I 1800-tallet begyndte man at udarbejde tabeller over normalvægt bedømt ud fra alder, køn og højde. Meget af den forskning, der i denne periode blev lavet på voksne, blev lavet af matematikere og statistikere i forsikringsbranchen, der ønskede at belyse sammenhænge mellem dødelighed, forventet levetid og afvigelser fra den normale vægt. Fra 1871 stammer begrebet Brocas normalvægt, der blev udviklet af den franske læge Paul Broca. Det er en tommelfingeregel, der siger, at normalvægten hos voksne mænd svarer til højden i cm fratrukket 100. Det vil fx sige, at en mand, der er 170 cm høj, bør have en vægt på omkring 70 kg.