aldersrente

Den 9. april 1891 vedtog Rigsdagen den første danske lov om alderdomsunderstøttelse. Indtil da havde alderdomsstøtten hørt under fattigloven. Det blev nu muligt for fattige mennesker over 60 år, som havde dansk indfødsret og bopæl, at søge om støtte hos kommunen. Ansøgerne skulle leve op til såkaldte værdighedskriterier, hvilket vil sige, at deres økonomiske situation ikke måtte være selvforskyldt, at de ikke måtte have modtaget urefunderet fattighjælp i 10 år, og at de skulle have ført et uplettet liv, fri for straf.

Til forskel fra 1800-tallets fattighjælp medførte den nye alderdomsunderstøttelse ikke længere, at modtagerne mistede deres borgerlige rettigheder såsom stemmeretten. Kommunen skulle vurdere ansøgernes trang, behov og værdighed efter deres frie skøn.

Rigsdagen ændrede alderdomsunderstøttelsen til aldersrente i 1922. De væsentligste ændringer var, at skønsprincippet blev forkastet og aldersgrænsen hævet til 65 år. Alle, der levede op til lovens krav, havde ret til at søge og modtage aldersrente ved kommunen. Størrelsen på støtten blev udregnet efter en skala i stedet for kommunens skøn. I løbet af ordningens levetid blev aldersrenten justeret, så flere og flere mennesker blev i stand til at søge, og taksterne blev forhøjet gradvis. Revideringerne skete i 1937 og 1946. I 1948 nedsatte Rigsdagen en kommission, der skulle udarbejde en ny form for universel alderdomsunderstøttelse. Dette blev senere til den moderne folkepension.

• Danmark – social sikring
• socialdemokrati
• velfærdsstat
• folkepension