akantusblad

Den kolossale udbredelse af akantusdekorationerne overalt står i mærkelig kontrast til, at akantusplanten er en forholdsvis sjælden urt, der fortrinsvis vokser på nordsiden og sydsiden af Middelhavet, men i dag ikke i den østlige ende, hvad den dog må have gjort tidligere.

Akantus vokser således heller ikke i Norden og ikke i resten af Europa. De fleste akantuskunstnere nord for Italien og Grækenland, har derfor aldrig selv set planten. Kun i bøger, på mønstertegninger eller på andre genstande. Men en stor del af tegneundervisningen for håndværkere og arkitekter, handlede helt frem til 1920'erne, om at tegne de smukke akantusblade i alle mulige former. Bl.a. de korinthiske kapitæler i Den Kongelige Afstøbningssamling.

At bladene også har små torne, har givet planten dens navn, efter det græske ord akantha, der betyder en ’torn’. Mange forveksler akantusplanten med bjørneklo, som hører til skærmplanterne, eller med tidsler, der også er tornede. Det gælder f.eks. i Tyskland, hvor akantusdekorationer ofte kaldes for Distelwerk, der betyder 'tidselværk'

Men det, der helt tydeligt har fascineret kunstnere, håndværkere, formgivere m.fl. – og deres kunder – er akantusbladets utroligt elegante og altid spændstige krølle, nærmere svirp, på de meget fligede blades spidser. Selve bladene "slår" et tydeligt S – det krummer først den ene vej, og så den anden, for at slutte med en lille fin og formfuldendt krølle, helt ude i spidsen. Og mens en normal spiral f.eks. kører i næsten koncentriske og symmetriske cirkler, snor akantusbladets krøller sig tættere og tættere på centrum, som et sneglehus – bare mere elegant i sin viltre asymmetri. Og de mange flige på selve bladene, gentager ofte denne bevægelse.

Kunsthistorikerne har fundet de ældste søjlekapitæler i Grækenland med akantusblade på Apollotemplet i Bassai, ikke langt fra Olympia på Pelepones, dateret til 420 f.v.t. Det sker samtidigt med, at billedhuggerne i Athen udsmykker det nybyggede Erechteion Tempel på Akropolis med en frise med akantusblade.

Historien bag den akantusudsmykkede korinthiske søjlekapitæl er, at planten voksede op omkring en kurv med gravgaver til en ung pige.

Et så ekstremt benyttet ornament, anbragt på alt fra templer over kirker til bondehuse, skulle man tro havde en dybere symbolik end den smukke historie fra Korinth. Men vi må nøjes med at konstatere, hvor elegant og raffineret bladenes spændstige S-form med den lille ekstra krølle er. Alene eller gentaget, forenklet eller detaljeret. I forenklet form bliver krøllen til en lille rund fortykkelse, S'et bliver ind imellem til et dobbelt-S, eller S-formen får et skarpkantet knæk, som en ’staf-kehl’ profil. Men de små flige i kanterne er næsten altid med, som akantusbladets særlige kendemærke.

Indenfor de fire klassiske søjleordner regnes den akantusudsmykkede korinthiske søjle for den letteste, spinkleste og mindst bærende (bæredygtige) – på Colosseum sidder den f.eks. i det øverste stokværk – modsat den kraftige doriske søjle. Derfor står de to søjler for henholdsvis det kvindelige og det mandlige.

Men hvordan kan man se på en helt flad og meget stiliseret dekoration, om den er i familie med akantusbladet? Først og fremmest kan man kende en akantusbladdekoration i alle dets hundredvis af variationer på følgende fælles træk, hvorved den også adskiller sig fra diverse andre plantemotiver, f.eks. palmetter, rosetter, liljer, vinblade, figenblade, laurbærblade, egeløv osv., som ranker eller guirlander.

Generelt er akantusbladet karakteriseret af ret spinkle og slanke former i helt lige eller bløde og runde kurver, der både udviser symmetri og asymmetri – på de forskellige leder. De følgende elementer forekommer ikke alle sammen samtidigt, men ofte.

1. En fliget bladform, der ender i en spids. Eventuelt en dobbelt-spids, stor + lille. Aldrig tre – selv om det ægte akantusblad faktisk ender med tre flige.
2. Asymmetrisk S-form, afsluttet med en lille krølle. Evt. et dobbelt-S.
3. Lidt tyndere S-slyngede former, der fliger sig ud fra hovedformen, eller denne deler sig i to.
4. Små flige eller torne i dekorationens kanter eller former.
5. Runde former, der afbrydes af skarpe knæk, takker eller V-hak, f.eks. konveks-konkav.

• akantus (læbeblomstordenen)
• korinthisk søjleorden

• Vadstrup, Søren (2020. Akantusbladet i dansk bygningskultur. Bevardithus