Faktaboks

Sogn
Vistoft Sogn
Provsti
Syddjurs Provsti
Stift
Aarhus Stift
Kommune
Syddjurs Kommune
Vistoft Kirke
Vistoft Kirke består af et kor og skib fra romansk tid og de senmiddelalderlige tilbygninger tårn og våbenhus. Kirken står i dag hvidkalket med røde tegltage. Foto: 2014.
Af /Nationalmuseet.

Vistoft Kirke er en landligt beliggende kirke, godt 10 kilometer stik vest for Ebeltoft.

Kirkebygning

Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid. I senmiddelalderen blev skibet udvidet mod vest, ligesom man tilføjede et våbenhus på skibets sydside og et tårn på skibets vestende.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens tagene er belagt med røde tegl.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Vistoft Kirke, hvor de ældste dele er bygget af rå og kløvede kampesten.

Kun få arkitektoniske enkeltheder er bevaret fra romansk tid, herunder dog de oprindelige døråbninger. Som stort set alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Norddøren er i dag tilmuret, men er stadig synlig udvendigt. Den tilsvarende syddør er endnu i brug, og forbinder i dag våbenhuset med skibet.

Tilbygninger og ombygninger

I senmiddelalderen blev kirken omfattende bygget om, bl.a. med opsætning af et hvælvet loft i koret og en tilhørende ændring af korbuen til en spids bue, hvor den før var rundbuet.

Skibet blev forlænget mod vest ved en udvidelse af munkesten, dvs. store mursten, som i løbet af middelalderen overtog naturstenenes rolle som det foretrukne byggemateriale i kirkerne. Lignende materialer blev brugt i det smalle tårn, som øverst har et pyramideformet spir. Tårnet var oprindeligt et såkaldt styltetårn, kendetegnet ved den store åbning i vestsiden af tårnet, som gav indtryk af at bygningen stod på ”stylter”.

Det store våbenhus fik ved en hovedistandsættelse i 1774 sit nuværende tag, mens tårnets oprindelige store åbning i vestenden blev muret til.

Kirkens indre

Indvendigt står kirkerummet med hvidkalkede vægge og et hvidmalet træloft i skibet, som kontrasterer mod korets hvælv. Gulvene er belagt med lyse, gule teglstensfliser.

Kalkmalerier i Vistoft Kirke

Kalkmalerier i Vistoft Kirke

Nord for korbuen er der bevaret kalkmalerier fra senmiddelalderen, der bl.a. viser Jesu opstandelse fra graven. Foto: 2014.

Af /Nationalmuseet.

Nord for korbuen ses i skibets senmiddelalderlige kalkmalerier, bl.a. af Jesu opstandelse fra graven, mens der i koret hvælv er malet et våbenskjold, et bomærke (en slags signatur tilhørende hvælvets murer) og en lilje.

Inventar og gravminder i Vistoft Kirke

Inventaret i Vistoft Kirke er fra flere forskellige perioder. Særligt renæssancen er stærkt repræsenteret.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit, som er enkelt udformet.

Prædikestol fra 1627

Prædikestolen med opgang og dør er fra 1627. Den er opbygget af smalle, søjleinddelte fag som er udsmykket med rundbuede felter.

Altertavle fra 1666

Kirkens altertavle fra 1666 fremstår i dag i noget reduceret tilstand, og var oprindeligt større. Det ses blandt andet ved de bevarede evangelistfigurer på skibets nordmur, som oprindeligt indgik som dele af altertavlen.

Den nuværende altertavle består af et storstykke med et yngre maleri af den velsignende Kristus, indrammet af udskårne, marmorerede søjler, som bærer et mindre topstykke med et skriftfelt. Øverst ses et kors, som repræsenterer Troen, mens Håbet og Kærligheden i form af et hjerte og et anker flankerer topstykket.

Gravminder

Af gravminder i kirken kan nævnes to gravsten i koret, som begge stammer fra 1600-tallet.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig