Vilnius er hovedstaden i Litauen. Byen har 552.787 indbyggere (2022), heraf 62 % litauere, 16,2 % polakker og 12 % russere (2012). Vilnius' centrale del ligger i en lavning i et morænelandskab ved floden Neris og bifloden Vilnia. Uden om ligger store boligkvarterer fra sovjettiden, men også mange parker og grønne områder.
Faktaboks
- Etymologi
- Navnet Vilnius kommer af Vilnia, en biflod til Neris, afledning af litauisk vieloti 'bugte, bøje'.
- Også kendt som
-
polsk Wilno, jiddisch Vilna
Trods en noget afsides beliggenhed er Vilnius et trafikalt knudepunkt og Litauens politiske, administrative, økonomiske og kulturelle centrum. Erhvervslivet er domineret af elektronik-, tekstil-, maskin- og fødevareproduktion samt af den fremvoksende servicebranche. Der findes en række højere læreanstalter, blandt andet universitetet, der er grundlagt i 1579 og dermed et af de ældste i Østeuropa. Byen rummer desuden museer, teatre, opera og ballet, og der er et omfattende koncertliv.
Arkitektonisk er Vilnius' gamle bydel et monument i sig selv med bygninger i gotik, renæssance, barok og nyklassicisme; i 1994 kom den på UNESCO's Verdensarvsliste. Fra den klassicistiske domkirke med sit selvstændige tårn, beliggende på det store katedraltorv, udgår den førende forretningsgade, Gedimino, der strækker sig herfra til parlamentsbygningen. Restaureringen af Vilnius' gamle bydel har høj prioritet, og arbejdet er i gang mange steder. Talrige bygninger skal dog renoveres fra grunden efter Sovjettidens forfald, og i de første ti år efter selvstændigheden i 1991 blev kun 1/10 nået.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.