Uafhængighedserklæringen

Da den væbnede konflikt var brudt ud i 1775 henvendte Kontinentalkongressen sig til den britiske konge George 3. Man mente, at problemet lå hos parlamentet (der udskrev skatterne) og ikke hos kongemagten. I takt med at konflikten eskalerede udkom pamfletten "Common Sense" af aktivisten Thomas Paine. Solgt i imponerende antal i kolonierne (en halv million eksemplarer i en nation med 2,5 millioner indbyggere), argumenterede Paine imod monarkiet som institution og for individets rettigheder og behovet for koloniernes uafhængighed.

Da det stod klart, at George 3. nægtede at tage kolonisternes parti, besluttede Kontinentalkongressen at udarbejde en uafhængighedserklæring. En komite blev udpeget til opgaven, bestående af bl.a. landsfaderen Benjamin Franklin og de senere præsidenter John Adams og Thomas Jefferson. Sidstnævnte var hovedforfatter af erklæringen, som blev enstemmigt vedtaget i Kontinentalkongressen den 4. juli 1776 i Independence Hall i Philadelphia. Dermed var den Amerikanske Revolution officielt begyndt.

I den første del omhandles individets og folkets rettigheder. I dokumentets mest berømte paragraf erklæres det, at alle mennesker er skabt lige (“all men are created equal”), og at alle mennesker har ret til “life, liberty, and the pursuit of happiness”. Dokumentet var især revolutionært for sin samtid i sin insisteren på individets rettigheder samt argumentet, at borgere ikke blot har ret, men pligt til at vælte en regering/statsmagt, som ikke respekterer deres rettigheder. I modsætning til normen i europæiske lande skulle den politiske magt ligge hos folket, ikke hos kongen.

I anden del af erklæringen opremses de forbrydelser, som den britiske kolonimagt har begået imod de amerikanske kolonier, især politisk magtmisbrug.

Uafhængighedserklæringen slår fast, at de 13 tidligere kolonier skulle være selvstændige stater, fri for britisk overherredømme, men det var endnu ikke klart, hvordan magten imellem staterne skulle fordeles. Det var først med USA's forfatning fra 1788, at staterne formelt blev samlet under en fælles regeringsmagt.

I eftertiden er dokumentet dog blevet kritiseret for sit dobbeltmoralske budskab, der omhandlede individets rettigheder på en tid, hvor slaveri fandtes i adskillige kolonier, og dokumentets primære forfatter, Thomas Jefferson, ejede selv flere hundrede slaver.

Selvom erklæringen var revolutionær for sin tid, fik flertallet af indbyggerne i kolonierne ikke flere rettigheder, eftersom datidens opfattelse af udtrykket “all men are created equal” kun gjaldt hvide, velstående mænd; det omfattede således ikke kvinder, sorte/slaver, fattige eller USA’s oprindelige, indianske befolkning.