Tysklands historie 1933-1949

Regeringens første hovedopgave var at bekæmpe den økonomiske krise og arbejdsløsheden, og den iværksatte bl.a. offentlige arbejder som boligbyggeri, motorvejsanlæg og andre infrastrukturarbejder. Det var dog oprustningen fra 1934-1935, der betød ordrer til industrien, arbejdspladser og dermed større efterspørgsel efter forbrugs- og investeringsgoder, som gjorde, at arbejdsløsheden allerede i 1936 var så godt som overvundet.

Det andet indenrigspolitiske mål var at skabe indre forudsætninger for, at Tyskland igen kunne blive en stormagt. For nazisterne betød det ikke blot oprustning og militarisering, men også en indsats for at overvinde splittelsen i landet og skabe et stærkt, racerent folk. Midlerne hertil var løfter, ideologisk mobilisering, offentlig repræsentation og faktiske sociale forbedringer, altid i kombination med terror, overvågning og undertrykkelse, bl.a. i form af internering af modstandere og "politisk upålidelige" i koncentrationslejre.

Et klasseoverskridende Volksgemeinschaft 'folkefællesskab' blev holdt frem som det store samfundsmål. Dette skulle dog kun omfatte etniske tyskere. Et racistisk element indgik fra begyndelsen i nazisternes politik. Det førte til diskrimination, udsondring og sluttelig udryddelse af dem, der ud fra pseudovidenskabelige biologiske kriterier bedømtes som "racemæssigt mindreværdige", først og fremmest jøder.

Loven om tvangssterilisation 1933 og de såkaldte Nürnberglove fra 1935 systematiserede forfølgelsen af jøder og andre af "fremmed race". I 1934 havde Hitler i et blodigt opgør sat SA-ledelsen ud af spillet (se de lange knives nat), hvorefter SS blev regimets rygrad, og i 1938 foretog nazisterne et opgør med deres konservative partnere. Hærledelsen blev udskiftet, og der udnævntes en nazistisk udenrigsminister. Den radikalisering af regimet, som fulgte, viste sig under Krystalnatten, pogromen mod jøderne den 9. november1938.

Allerede i februar 1933 lod Hitler forstå, at hans mål at gøre Tyskland militært stærkt og genetablere landets position som stormagt skulle virkeliggøres hurtigst muligt. Regeringen indledte derfor en aktiv og aggressiv udenrigspolitik for at få Tyskland frigjort af Versaillestraktaten.

I oktober 1933 forlod Tyskland de løbende afrustningsforhandlinger og trak sig ud af Folkenes Forbund. I 1934 blev de første genoprustningsinitiativer sat i gang, bl.a. indledtes en hemmelig opbygning af et luftvåben. I 1935 indførtes almindelig værnepligt, og Tyskland indgik en flådeaftale med Storbritannien, der muliggjorde opbygningen af en tysk krigsmarine.

I 1936 besatte Tyskland det demilitariserede Rhinland og genvandt dermed fuld suverænitet over sit territorium. Gennem Antikominternpagten allierede Tyskland sig 1936 med Japan, gennem Stålpagten 1939 med Italien. Under Den Spanske Borgerkrig støttede Tyskland Franco militært. I september 1936 gav Hitler med en hemmelig fireårsplan ordre til at gøre den tyske økonomi krigsklar i løbet af fire år.

I marts 1938 blev Østrig indlemmet i Tyskland (se Anschluß), og med Münchenaftalen fra september 1938 fik Tyskland overdraget Sudeterområdet fra Tjekkoslovakiet. I marts 1939 blev resten af Tjekkoslovakiet og Memelområdet invaderet, hvorefter Hitler gav ordre til at forberede et angreb på Polen.

Da Frankrig og Storbritannien havde garanteret Polens uafhængighed, tøvede Hitler, men efter indgåelsen af Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt den 23. august 1939 troede han at have isoleret Polen, så Vestmagterne ville forholde sig afventende, og han besluttede at angribe landet.

Den 1. september 1939 indledte Adolf Hitler sin erobringskrig mod Polen, og da Storbritannien og Frankrig den 3. september erklærede Tyskland krig, var 2. Verdenskrig en realitet. På fire uger løb tyskerne Polen over ende. De vestlige dele blev indlemmet i Tyskland, mens den resterende del af det område, som i henhold til en hemmelig aftale med Sovjetunionen skulle tilfalde Tyskland, i oktober 1939 blev etableret som Generalguvernementet under tysk kontrol.

Der indledtes en racistisk befolkningspolitik, som havde til formål at forflytte den polske befolkning fra de områder, der var udset til fortyskning, til Generalgouvernementet. Her blev de polske jøder og deporterede jøder fra Tyskland spærret inde i ghettoer under forfærdelige forhold. Efter sejren over Polen koncentreredes den tyske strategi om krigen i vest.

Med angrebet på Danmark og Norge den 9. april 1940 forbedredes Tysklands strategiske position, og med felttoget mod Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig i maj, der sluttede med en overvældende tysk sejr, satte Hitler næsten Storbritannien skakmat. Men premierminister Winston Churchill ville ikke give op, og de tyske luftangreb på engelske byer og forberedelserne til en invasion i Storbritannien slog fejl.

Det var Hitlers overordnede krigsmål gennem erobringer i Østeuropa at skabe et tysk imperium og sikre dets forsyningsmæssige, strategiske og magtpolitiske uafhængighed. Samtidig betragtede han kommunismen som sin ideologiske hovedfjende.

I december 1940 indledtes forberedelser til krigen mod Sovjetunionen. Angrebet blev dog udskudt, da Tyskland for at hjælpe Italien i april 1941 indtog Jugoslavien og dele af Grækenland. I marts 1941 havde Hitler ladet forstå, at krigen mod Sovjetunionen fra tysk side ville blive en "tilintetgørelseskrig", og derfor gav han ordre til at se bort fra de internationale regler for krigsførelse.

Målet var bl.a. at udrydde kommunistiske kommissærer og alle sovjetiske jøder samt decimere lokalbefolkningen i det erobrede Lebensraum og gøre resten til tyskernes slaver. Samtidig med angrebet på Sovjetunionen den 22. juni 1941 indledtes således en nådesløs udryddelseskrig mod jøderne.

Felttoget mod Sovjetunionen udviklede sig imidlertid anderledes end forventet. Trods store sejre og erobringer fik tyskerne ikke tvunget Sovjetunionen i knæ, de led store tab, og efter nogle få måneder gik deres storoffensiv i stå. Da vinteren kom, stod de tyske tropper tæt på Leningrad og Moskva uden at kunne erobre byerne, og i december 1941 blev de tvunget på tilbagetog af en russisk modoffensiv. Det lykkedes dog under store tab at holde fronten.

For at støtte Japan erklærede Tyskland den 11. december 1941 også USA krig, og omtrent samtidig blev beslutningen om at "industrialisere" udryddelsen af Europas jøder og om at oprette udryddelseslejre truffet. Folkedrabet på jøderne fortsatte med uformindsket styrke krigen ud og kostede 6 millioner jøder livet (se holocaust).

Med angrebet på Sovjetunionen blev krigen for alvor følelig for den tyske befolkning. På grund de store tab måtte stadig flere soldater mobiliseres, mens et voksende antal udenlandske arbejdere, herunder mange slave- og tvangsarbejdere, blev sat til at arbejde i den tyske krigsøkonomi under nedværdigende, ofte livstruende omstændigheder. Fra slutningen af 1942 blev den allierede luftkrig mod Tyskland intensiveret med omfattende bombeangreb på tyske byer.

Nederlaget ved Stalingrad i begyndelsen af 1943 blev et psykologisk vendepunkt. Det var nu tydeligt, at Tyskland ikke kunne vinde krigen, og pessimismen begyndte at brede sig i befolkningen.

De allieredes invasion i Italien og Roms kapitulation betød et nyt alvorligt nederlag. I 1944 blev situationen efterhånden desperat. Den sovjetiske hær trængte den tyske hær tilbage til de gamle tyske grænser, og de vestallierede gik i land i Normandiet. For at få krigen afsluttet forsøgte en gruppe tyske officerer den 20. juli 1944 at dræbe Hitler og overtage magten (se 20. juli-sammensværgelsen).

Det mislykkedes, og regimet slog brutalt modstanden ned og strammede grebet yderligere. I september 1944 nåede de allierede styrker ind på det tyske rigsområde, og efter en fortvivlet tysk modoffensiv i Ardennerne i slutningen af 1944 begyndte den afsluttende kamp.

I april 1945 nåede den sovjetiske hær Berlin, og amerikanerne Elben. Den 30. april begik Hitler selvmord, den 2. maj overgav Berlin sig, den 4. maj kapitulerede de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark, og den 8. maj kapitulerede Tyskland betingelsesløst.

Efter kapitulationen blev Hitlers efterfølger, storadmiral Dönitz, og hans regering arresteret, og Tyskland ophørte med at eksistere som stat. De allierede overtog den 5. juni 1945 alle regeringsbeføjelser. Der indførtes militærstyre, landet blev opdelt i fire zoner, som besættelsesmagterne, USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig, administrerede hver især, og Det Allierede Kontrolråd blev med sæde i Berlin oprettet som en fællesregering.

Ved Potsdamkonferencen i august 1945 formulerede de allierede deres mål som afnazificering, afmilitarisering, dekartellisering af erhvervslivet og demokratisering af Tyskland for at forhindre, at landet igen skulle kunne udgøre en trussel mod freden. Desuden skulle Tyskland betale krigsskadeserstatninger. Områderne øst for Oder og Neiße blev sat under hhv. polsk og sovjetisk administration og udskilt. De tyskere, som ikke allerede var flygtet fra disse områder i krigens slutfase, skulle flyttes vestpå.

Sluttelig indledte de allierede i oktober 1945 Nürnbergprocessen, hvor statens ledende mænd og institutioner dømtes for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Kontrolrådet kunne trods vigtige tiltag såsom afnazificeringen og den administrative opløsning af delstaten Preussen i 1947 ikke nå til enighed om, hvorledes det fremtidige Tyskland skulle organiseres. Derfor blev der ikke oprettet centrale forvaltninger for hele Tyskland, og snart begyndte udviklingen at forløbe forskelligt fra zone til zone: Sovjetunionen gennemførte radikale samfundsforandringer i østzonen, mens Vestmagterne søgte at opdrage tyskerne til demokrati og retsstatlighed.

Den kolde krig satte fra 1946-1947 stærkt præg på udviklingen i Tyskland. Det tyske spørgsmål, dvs. hvilken side Tyskland skulle tilhøre, gjorde det umuligt at nå til enighed om en fredsslutning. I 1948 vedtog Vestmagterne, at der kunne oprettes en stat bestående af de tre vestzoner alene. Sovjetunionen trak sig herefter ud af Kontrolrådet, senere af kommandanturen i Berlin og indledte juni 1948 en blokade af Vestberlin. Dermed var det allierede samarbejde om Tyskland i det væsentlige ophørt. Samtidig gennemførtes en valutareform i vestzonerne, der økonomisk og valutarisk delte Tyskland i to områder.

Den 1. juli 1948 gav Vestmagterne vesttyske politikere i opdrag at udarbejde en forfatning for en veststat, som lå klar i maj 1949, hvorefter Forbundsrepublikken Tyskland kunne oprettes. I november 1948 brød det fælles styre for Berlin sammen, og byen var fra december 1948 delt i to. Selvom Sovjetunionen den 12. maj 1949 afbrød blokaden af Berlin, blev Forbundsrepublikken Tyskland oprettet den 23. maj; den konstituerede sig med valg og regeringsdannelse i september, hvorefter militærstyret blev ophævet. På sovjetisk initiativ oprettedes den 7. oktober en selvstændig tysk stat i østzonen, DDR, som Sovjetunionen overgav sine beføjelser.

• Tysklands historie (generel oversigt med tidslinje)
• Tysklands forhistorie
• Tysklands historie i middelalderen
• Det Tysk-Romerske Rige
• Tysklands historie 1517-1701
• Tysklands historie i 1700-tallet
• Tysklands historie 1792-1866
• Tysklands historie 1866-1914
• Tysklands historie 1914-1933
• Tysklands historie 1933-1949 (denne artikel)
• Tysklands historie efter 1949
• DDR
• Vesttyskland