Tibets historie

De første tibetanske statsdannelser var dels sammenslutninger af nomadegrupper på den nordøstlige del af plateauet, dels en række småkongedømmer langs med Yarlung Tsangpo og dens bifloder. Et af disse, det i Yarlungdalen, blev omkring år 600 e.v.t. det førende. Da Songtsen Gampo blev konge her i 629, underlagde han sig Central- og Vesttibet. Også mod nordøst gjorde tibetanerne sig bemærket, og det kom bl.a. til sammenstød med Kina.

Fra midten af 600-tallet til 842 var det Yarlungkongerne, Songtsen Gampos efterkommere, der regerede. Riget var en stærk magtfaktor i Centralasien, og i perioder besad tibetanerne kontrollen over Silkevejsruterne, ligesom adskillige indiske fyrster var tributpligtige. Mod Kina var der næsten konstant krig.

I 769 lykkedes det at erobre og kortvarigt holde Kinas daværende hovedstad Chang'an (Xi'an). Buddhismen fik betydning under nogle af kongerne, og ca. 779 blev Samye-klostret indviet som det første i Tibet. Munkenes stigende indflydelse var upopulær hos store dele af adelen, og under kong Langdarma (regerede 838-842) kom det til en reaktion mod buddhismen, hvorved religionen forsvandt fra Centraltibet. Samtidig gik Det Tibetanske Rige i opløsning.

Fra 1000-tallet indførtes buddhismen atter i Centraltibet, og klosterinstitutionerne blev stabile øer i en urolig verden. Med støtte fra adelige sponsorer fik de religiøse ordener stigende politisk indflydelse; da mongolerne i 1200-tallet. begyndte at gøre sig gældende, tog overhovedet for sakya-ordenen kontakt til dem og blev regent over Tibet på deres vegne. I 1260 indgik sakya-overhovedet Phagpa (1235-80) et chö-yön-forhold til Khubilai Khan. Det var i princippet et forhold mellem to ligeværdige parter, hvor khanen beskyttede den religiøse lærer, Phagpa. Det kom til at danne mønster for forholdet mellem mongolske og kinesiske ledere og tibetanske lamaer indtil 1900-tallet.

Midt i 1300-tallet overgik den reelle magt til en anden orden, phagmodru, og Yuandynastiets fald i 1368 gjorde Tibet uafhængigt.

I 1400- og 1500-tallet prægedes Tibet af strid mellem de to centraltibetanske provinser Tsang (med Shigatse) og Ü (med Lhasa og Yarlung). I Ü blev lederne i stigende grad støtter af den yngste orden, gelug, mens det i Tsang især var karmapa-ordenen, der havde betydning. De reelle ledere af Tsang var adelsdynastierne Rinpung (1435-1565) og Tsangpa (1565-1642), som også havde stor indflydelse i Ü, men ikke var militært stærke nok til effektivt at dominere hele Centraltibet. Gelug-ordenen fik stærke støtter blandt mongolerne.

I 1578 modtog en af gelugpas ledende skikkelser titlen Dalai Lama af mongolerkongen Altan Khan (død 1583), og i 1642 slog en koshot-mongolsk hær afgørende styrkerne fra Tsang og etablerede den 5. Dalai Lama (1617-1682) som magthaver i hele Tibet med hovedstad i Lhasa.

I 1706 blev den 6. Dalai Lama afsat af koshot-mongolerne. Disse blev selv stødt fra magten ved en invasion af dzungar-mongoler i 1717. Dzungarerne blev af Kina betragtet som en alvorlig trussel. Kina greb militært ind, og Tibet blev 1720 et kinesisk protektorat; en kinesisk garnison og to embedsmænd, ambaner, blev placeret i Lhasa. I 1792 slog en hær under kinesisk ledelse en nepalesisk invasion tilbage, men Kinas svækkelse i 1800-tallet gjorde i øvrigt indflydelsen minimal.

I løbet af 1800-tallet isolerede Tibet sig fra omverdenen; Storbritannien ønskede indflydelse uden om Kina, især da man frygtede, at Rusland ellers ville kunne overtage området. Briterne invaderede derfor Tibet i 1904 og fik gennem nogle handelsaftaler en vis indflydelse. Kina søgte i 1910 at etablere direkte kontrol med Tibet gennem en invasion, men efter Qingdynastiets fald blev de kinesiske tropper i 1912 udvist, og den 13. Dalai Lama (1876-1933) erklærede Tibet for uafhængigt af Kina. Tibets folkeretlige status forblev imidlertid uklar. Ved Shimlakonventionen mellem Tibet, Kina og Storbritannien fra 1914 søgte man at nå frem til en ordning, men kineserne ratificerede ikke aftalen. Republikken Kina var ude af stand til militært at dominere Tibet, så reelt forblev landet uafhængigt indtil 1951.

Efter den kommunistiske magtovertagelse i Kina søgte man atter at få kontrol med Tibet. I 1950 invaderedes Østtibet, og året efter accepterede Tibet en aftale, der gjorde landet til en del af Den Kinesiske Folkerepublik, dog med en vis autonomi.

I midten af 1950'erne kom det til stigende kinesisk undertrykkelse og kamphandlinger, især i Østtibet, og i 1959 udbrød der en mislykket opstand mod kineserne i Lhasa. Den 14. Dalai Lama flygtede til Indien, hvor han har stået i spidsen for udviklingen af demokratiske eksilsamfund for de cirka 150.000 tibetanere, som bor i eksil i hovedsaglig Indien og Nepal.

Tibet blev derefter fuldt integreret i Kina. Dog oprettedes i 1965 Tibets Autonome Region, TAR, der nogenlunde svarer til det centrale Tibet, som den tibetanske regering i Lhasa havde styret som en uafhængig stat siden 1913. TAR regeres dog reelt direkte fra Beijing og benævnes i offentlig kinesisk tale som Xizang.

De østlige og nordøstlige regioner, kendt på tibetansk som Kham og Amdo, blev indlemmet i de kinesiske provinser Sichuan, Yunnan, Qinghai og Gansu, hvor halvdelen af Kinas tibetanske befolkning bor.

Kulturrevolutionen fra 1966 ramte Tibet hårdt, og næsten alle klostre og templer blev ødelagt. Siden 1980'erne er der sket en vis genopbygning, alt imens den tibetanske buddhisme bliver kontrolleret og til tider undertrykket. Kina har til stadighed været under anklage for grove brud på menneskerettighederne i Tibet. Ligeledes har der været kritik af Beijings befolkningspolitik, der indebar en systematisk tilflytning af kinesere til de regioner, der traditionelt var beboet af buddhistiske, tibetansktalende befolkninger.

Ved indgangen af det 21. århundrede blev der sat skub i udviklingen af Tibet gennem massive kinesiske investeringer, blandt andet ved at bygge jernbane til Lhasa. Den kraftige økonomisk vækst i Tibet er imidlertid blevet mødt af den etniske tibetanske befolkning med afmagt.

Væksten og den økonomiske integration med det øvrige Kina har medført, at flere etniske kinesere er flyttet til området, ligesom tibetansk sprog, kultur og religion er kommet under pres. Den traditionelle nomadekultur, som især findes i Østtibet, forsøges minimeret eller helt afviklet, og nomaderne flyttes til nyanlagte bosættelser. Det er upopulære tiltag, eftersom nomadetilværelsen traditionelt har været forbundet med en høj grad af uafhængighed.

Tibet er, på trods af væksten, fortsat det økonomisk mest underudviklede område i Kina; der er stor social ulighed, og det er først og fremmest de etniske tibetanere som har vanskeligt ved fx at finde arbejde.

Der har været tibetansk modstand mod Den Kinesiske Folkerepublik. Efter en forgæves diplomatisk indsats i slutningen af 1940'erne og i begyndelsen af 1950'erne, bestod den tibetanske væbnede modstand først og fremmest af guerillakrig, der fra 1956 til 1974 blev assisteret af det amerikanske efterretningsvæsen (CIA).

Siden 1980'erne har modstanden stort set taget form af ikkevoldelige protester, både i Tibet og i det tibetanske eksilsamfund, men der var flere dramatiske optøjer i Centraltibet i slut 1980'erne. I september 1987 gik tibetanske munke og borgere på gaden for at kræve mere selvstændighed, kulturelle rettigheder og Dalai Lamas tilbagevenden fra eksil. De overvejende fredelige demonstrationer, hvor der blev råbt slagord og viftet med tibetanske flag, blev mødt af et hårdhændet militær. Der var adskillige anholdelser, sårede og dræbte blandt de tibetanske demonstranter. Som reaktion på optøjerne indførte den kinesiske regering undtagelsestilstand i Lhasa i marts 1989. Disse dramatiske begivenheder skabte øget international opmærksomhed om Kinas brud på menneskerettighederne i Tibet.

To årtier senere, i marts 2008, brød der en bølge af tibetanske protester ud, nogle voldelige og antikinesiske. Denne gang spredte de sig som en steppebrand gennem Tibet mod øst, især til de øst- og nordøstlige regioner, som er indlemmet i kinesiske provinser. I alt blev der registreret 125 protester. En ny form for protest, offentligt iscenesat selvmord ved afbrænding, blev udbredt i det østlige Tibet fra 2011. I alt er 159 selvafbrændinger registreret mellem februar 2009 til marts 2022.

De kinesiske myndigheder har hurtigt indsat militær- og politistyrker mod demonstrationer, og i dag hører vi kun sjældent om tibetanske protester. Den kinesiske regering har intensiveret overvågning og kontrolforanstaltninger i de områder, hvor befolkningen hovedsaglig består af tibetanere.

• Tibet
• Kina
• Dalai Lama