Taiwan - økonomi

Grundstenene til Taiwans moderne økonomi blev lagt i årene 1895-1945, hvor Taiwan var en japansk koloni. Japan førte en kolonipolitik i Taiwan som sigtede efter at udvikle og effektivisere Taiwans landbrug ved brug af japansk teknologi, og derved gøre Taiwan i stand til at eksportere landbrugsvarer til Japan. Taiwan blev dermed en væsentlig del af det japanske imperium, og især den taiwanske sukkerlandbrug blev en central del af japansk økonomi.

Derudover fokuserede Japan på at modernisere og udvikle Taiwans infrastruktur, for at sikre en mere effektiv logistik på hele øen. Fra 1900-1940 blev Taiwans jernbanenetværk tidoblet, og vejnette blev udvidet fra et par 100 kilometer til 5000 kilometer. Derudover anlagde japanerne også store kunstige vandingsanlæg, for at sikre mere stabilt adgang til vand for de mange taiwanske bønder.

Den økonomiske udvikling i årene 1895-1945 tilgodeså hovedsageligt de japanske virksomheder, som kunne udnytte Taiwans landbrug og naturressourcer, men udviklingen og modernisering af især infrastruktur blev senere væsentlig i Taiwans økonomiske udvikling.

Efter at Taiwan i 1945 blev indlemmet i Republikken Kina oplevede øen en hyperinflation som følge af den borgerkrig der herskede mellem Guomindang (GMD) og Kinas Kommunistiske Parti (KKP). Efter at GMD tabte borgerkrigen og flygtede til Taiwan, som nu var det eneste der var tilbage af Republikken Kina, fokuserede GMD-regeringen på at stabiliserede den taiwanske økonomi.

Da USA ønskede at beskytte GMD i Taiwan mod kommunisterne i Kina, sendte amerikanerne i perioden 1950-1965 cirka 1,5 milliarder amerikanske dollars i økonomisk støtte til GMD-regimet, der skulle hjælpe med at stabilisere økonomien mod hyperinflation, samt sikre at GMD kunne fastholde høje militære udgifter til at afskrække KKP fra at invadere Taiwan. Støtten blev dog efterhånden gjort betinget af, at Taiwan fokuserede på at anvende sine økonomiske ressourcer til at skabe grundlag for en langsigtet vækstudvikling. I løbet af 1950'erne og 1960'erne lykkedes det ikke blot GMD at få stabiliseret økonomien, men man skabte også en massiv øget vækst, der gjorde Taiwan til et økonomisk mirakel og til en af Asiens fire små tigerøkonomier (sammen med Japan, Singapore og Sydkorea). Den voldsomme økonomiske vækst i Taiwan siden 1960 kan især ses på stigningen i BNP pr. indbygger. I 1949 var BNP pr. indbygger på 170 amerikanske dollars, hvorimod BNP pr. indbygger lå på 13.500 amerikanske dollars i 1996.

Det var flere årsager til det taiwanske økonomiske mirakel. Først og fremmest førte GMD-regeringen en målrettet økonomisk politik med fokus på at gøre Taiwan til en førende eksportør af industrivarer. En devaluering af den taiwanske dollar, samt udviklingen af særlige toldfrie eksportzoner, gjorde Taiwan lukrativt i produktion af tekstiler i 1960'erne. I løbet af 1970'erne og 1980'erne blev Taiwan dog førende inden produktion og udvikling af elektronik, herunder især halvledere til fjernsyn og senere mikrochips til computere. Årsagerne til at Taiwan kunne omlægge sin produktion fra tekstiler til højteknologiske industrivarer i 1970'erne og 1980'erne, var både fordi GMD havde investeret meget i uddannelse af befolkningen, og fordi fagforeningerne var meget svage under undtagelsestilstanden, som GMD havde indført på øen i 1947. Det betød at Taiwan kunne tilbyde virksomheder en højt uddannet, men forholdsvis lavt lønnet arbejdskraft, hvilket gjorde at mange højteknologiske virksomheder så Taiwan som et lukrativt sted at producere. Centralt i denne overgang til udvikling og produktion af elektronik var også grundlæggelsen af Det Industrielle Teknologiske Forskningsinstitut i 1973, som var et udtryk for en stigende statslig investering i elektronikbranchen, og som i 1980'erne skabte flere store taiwanske virksomheder, såsom UMC (United Microelectronics Corporation) og TSCM (Taiwan Semiconductor Manufacturing Corporation).

I kølvandet på Kinas reformer i slutningen af 1970'erne blev forholdet mellem Taiwan og Kina en smule forbedret, og taiwanske virksomheder begyndte i stort omfang at investere i Kina. Det skete almindeligvis gennem selskaber registreret i Hongkong, da Taiwans regering først fra 1990 tillod landets virksomheder at investere direkte i Kina.

Afskaffelsen af undtagelsestilstanden i 1987 og demokratisering af det taiwanske samfund i 1990'erne havde også stor indvirkning på Taiwans økonomi.

I de første par år efter 1987 var der en smule uro i den taiwanske økonomi, da virksomheder mm. skulle vende sig til at befolkningens nye frihedsrettigheder gjorde at lønmodtagere måtte strejke og demonstrere for bedre løn og arbejdsforhold. Men i løbet af 1990'erne blev denne uro stabiliserede, da både arbejdsgiverne og lønmodtagerne fik vænnet sig til det nye og mere fri samfund. Demokratiseringen medførte også at taiwanere nu kunne handle og etablere virksomheder i Kina. Dette gjorde at samhandlen mellem Taiwan og Kina steg betragteligt i 1990'erne, og især Taiwans store elektronikvirksomheder begyndte at flytte dele af deres produktion til Kina. Taiwans økonomi begyndte således i i 1990'erne at skifte fra at være afhængig af handel med USA og Vesten til at blive mere knyttet til handel med Kina.

I hovedparten af 1990'erne var den økonomiske vækst i Taiwan på omkring 6-7% om året. Som de fleste andre lande i regionen blev Taiwan dog ramt af den internationale finansielle krise i 1997. Aktiekurserne faldt kraftigt, og Taiwans valuta, Ny Taiwan dollar, mistede omkring 20% i værdi over for dollaren. Imidlertid ramte krisen ikke realøkonomien hårdt, hvilket især skyldtes, at banksektoren var i relativt sund forfatning. Væksten faldt derfor kun lidt, mens arbejdsløsheden steg til omkring 3%.

I marts 2000 vandt oppositionskandidaten Chen Shui-bian fra Det Demokratiske Progressive Parti (DPP) præsidentvalget i Taiwan. Det var første gang at et andet politisk parti end GMD havde regeringsmagten, og det medførte også økonomiske forandring i Taiwan. Da DPP er et politiske parti grundlagt omkring en taiwansk nationalidentitet, er partiets mærkesag derfor at kæmpe for at få Taiwan anerkendt i FN og andre internationale organisationer, samt at kæmpe imod Kinas krav om at Taiwan er en del af Kina. I perioden fra 2000-2008 med Chen Shui-bian som præsident, prøvede DPP-regeringen derfor at få Taiwan optaget i flere internationale økonomiske organisationer, samtidig med at DPP prøvede at reducere den stigende økonomiske afhængighed af Kina, bl.a. ved at øge incitamenterne til at investere i det øvrige Sydøstasien. Finanskrisen i 2008 gjorde det dog svært for DPP-regeringen at lykkes med at gøre Taiwan mere uafhængig af Kina, og DPP mistede regeringsmagten netop det år, bl.a. på grund af de økonomiske problemer som Taiwan stod i som følge her af.

Fra 2008-2016 var det Ma Ying-jeou og GMD der igen sad med regeringsmagten, og de indledte et tæt økonomisk samarbejde og integration med Kina. Kulminationen på dette samarbejde var en handelsaftale med i Kina i 2014, som skulle åbne op for kinesiske investeringer i flere taiwanske brancher. Handelsaftalen blev dog rullet tilbage efter store folkelige folkelige protester fra især de unge taiwanere, kendt som Solsikkebevægelsen.

I 2016 kom DPP igen til regeringsmagten, da Tsai Ing-wen vandt præsidentvalget og blev Taiwans første kvindelige præsident. Selvom Tsai Ing-wen i sin periode som præsident fra 2016-2024 prøvede at gøre Taiwans økonomi mindre afhængig af Kinas, så er Kina stadigvæk i dag Taiwans største handelspartner. Under Covid-19 pandemien kom Taiwan økonomisk bedre igennem end mange andre asiatiske lande, da Taiwan havde et effektiv kommunikations- og infrastruktur til at håndtere epidemier.

Til trods for skiftende regeringers forskellige økonomiske politikker, så har Taiwans økonomi siden år 2000 stadig været båret frem af den højteknologiske elektronikbranche samt en stærk banksektor. Men Taiwan har også siden 2000 oplevede større og større udfordringer mht. en faldende demografi (i 2022 lå fødselsraten på 0,89 pr. kvinde), stigende leveomkostninger, stagnerede lønninger og en generel stigende ulighed. Især præsidentvalget i 2024 kom til at handle om disse økonomiske emner, som flere og flere taiwanere er frustreret over at regeringen ikke får løst.

Taiwans hovedø er ikke særlig stor, da den er godt 394 kilometer lang og 144 kilometer bred. Det meste af øens østlige del er bjerge, hvilket betyder at størstedelen af Taiwans befolkning på godt 23,5 millioner mennesker bor det vestlige lavland. Taiwan er dermed et af de tyve tættest befolkede steder i verden, hvilket betyder at land til udbyggelse af industri og landbrug er en sparsomt på den forholdsvis lille ø.

Taiwans vandressourcer er også forholdsvis små, hvilket kan være et stort problem for mange taiwanske virksomheder inden for højteknologiske brancher. Den taiwanske regering besluttede derfor i 2017 at investere og udvikle flere vandreserver for at sikre forsyning af vand til hele øen.

En af Taiwans største udfordringer siden 2000 er at landet stort set ikke selv producere noget energi. Taiwan importere derfor olie, naturgas og kul fra andre lande. Da Taiwan ikke er anerkendt i FN, og da konflikten med Kina hele tiden truer Taiwans handel med andre lande, er netop importen af energi og råstoffer meget sårbart for et land som Taiwan. Den taiwanske regering har derfor siden 2010'erne sat som mål at Taiwan skal overgå til mere grøn energi, såsom solceller og vindenergi. Især offshore vindenergi er noget som den taiwanske regering har investeret meget i siden 2017, hvor man har udbygget store offshore vindmølleparker, såsom Formosa 1 og Changhua 1 og 2. Den danske virksomhed Ørsted A/S har siden 2019 været en af de helt store virksomheder i udbygningen af Taiwans offshore vindmøller. Investeringen i grøn energi er ikke kun af klimahensyn, men også en måde at sikre at Taiwan fremadrettet bliver mere selvforsynende mht. energiforsyning, og i fremtiden ikke ville skulle importere ligeså meget energi.

Med en af Asiens laveste fødselsrater på omkring 0,89 pr. kvinde har Taiwan et demografisk problem, da befolkningen langsomt skrumper. Samtidig oplever Taiwan en betragtelig udvandring til USA og Sydøstasien, både på grund af de politiske spændinger med Kina, men også fordi lønningerne i de fleste brancher ikke er fulgt med de stigende leveomkostninger. Det betyder at mange taiwanske virksomheder kan have svært ved at finde arbejdskraft.

Manglen på talent hænger sammen med manglen på arbejdskraft, og handler især om de mange højtuddannede unge, som udvandre væk fra Taiwan, især som følge af de stigende boligpriser og stagnerede lønninger. Den taiwanske regering har af flere omgange forsøgt at fastholde unge taiwanere ved at tilpasse skattesystemet for at gøre det mere lukrativt for unge akademikere at blive i Taiwan. De har ligeledes prøvet at tiltrække højtuddannede udlændinge, ved at lempe visumregler og adgangen til velfærdsydelser for udlændinge.