En konservativ regeringsperiode 1895-1905 blev afløst af en liberal epoke, der indledte en aktiv reformpolitik på socialområdet. Regeringens skattelovgivning mødte massiv modstand fra Overhuset, der førte til fratagelsen af Overhusets vetoret i 1911. Arbejdernes øgede organisering førte til uro på arbejdsmarkedet med arbejdskampe, som regeringen søgte at dæmme op for med en udbygget sociallovgivning. Oplevelsen af skærpede sociale modsætninger var en stadig udfordring i årene frem til verdenskrigen. Labour Party blev dannet i 1900 og fik i 1906 indvalgt 29 kandidater i Underhuset. Kampen for kvindelig valgret, som for alvor blev indledt efter 1900, fik i Storbritannien en meget militant udformning med suffragetterne (se Pankhurst).
Udenrigspolitisk opgav Storbritannien sin isolerede stilling. Landet nærmede sig i 1904 Frankrig, sluttede i 1905 forbund med Japan og traf aftaler med Rusland i 1902 i et forsøg på at dæmme op for Tyskland, hvis flådeoprustning fra omkring 1900 var vendt mod Storbritanniens hidtil enerådende stilling på verdenshavene. I de følgende år foregik der et kapløb mellem de to stater om opbygningen af større og stærkere flåder, og Royal Navy, der hidtil havde været spredt over alle have, blev nu koncentreret omkring det britiske ørige, beredt mod den tyske modstander.
Boerkrigen havde været et memento, fx for forfatteren Rudyard Kipling, og Storbritanniens tidligere ubestridte førerstilling som industrimagt var nu truet på flere områder, mens man stadig var førende som handels- og søfartsnation. Det Britiske Imperium var endnu i 1914 det rige, "hvorover Solen aldrig gik ned".
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.