Storbritanniens historie 1660-1783

Den udbredte uvilje mod katolicisme skyldtes, at tilhængere af denne trosretning, undertiden med rette, mistænktes for at have deres loyalitet hos fremmede katolske magter, først og fremmest Frankrig, og at katolicisme ansås for ensbetydende med absolutisme. Parlamentet blev opdelt i to fraktioner: whigger og toryer. Whiggerne var udtalt protestantiske og antikatolske og ønskede snævrere grænser for kongens magt, mens toryerne, uden at være katolikker og tilhængere af absolutisme, i højere grad holdt på statskirkens lære og en stærk kongemagt.

Karl 2. efterfulgtes 1685 af sin bror Jakob 2. (Jakob 7. af Skotland), der var erklæret katolik. Hans prokatolske politik, som dog også indebar øget tolerance over for andre trossamfund, vakte stærk utilfredshed. Da en mandlig katolsk tronarving blev født 1688, vedtog Parlamentet derfor at indkalde Nederlandenes statholder, Vilhelm af Oranje, der var gift med Jakob 2.s protestantiske datter Maria (2.) (1662-1694), som ny konge. Jakob 2. flygtede til Frankrig. Efter at Vilhelm og Maria 1689 havde tiltrådt en konstitutionel erklæring, Declaration of Rights, der fastslog Parlamentets stilling, blev de kronet som samregenter. Begivenhederne 1688-1689 kaldes The Glorious Revolution, men var reelt en genopretning af tidligere tiders forfatningssystem, som Jakob 2. havde bragt af lave.

I England forløb revolutionen fredeligt, men ikke i Irland. I den indfødte katolske befolkning fik Jakob 2. stor opbakning, da han 1689 med en franskstøttet hær gik i land. Denne led 1690 nederlag til en regeringshær, og 1691 blev det irske oprør endeligt knust. Derpå iværksattes en straffepolitik mod den katolske befolkning i Irland med bl.a. ejendomskonfiskationer. Den irske udløber af revolutionen har frem til i dag kastet tunge skygger over britisk-irske og protestantisk-katolske relationer (se Irland (historie)).

Udenrigspolitisk betød revolutionen et kursskifte. Mens kongerne under restaurationen havde tilstræbt en antinederlandsk og franskvenlig kurs, lod Vilhelm fra nu af øriget engagere sig fuldt og helt i alliancerne mod Ludvig 14. med stærkt voksende militærudgifter og skatter til følge (se Den Pfalziske Arvefølgekrig og Den Spanske Arvefølgekrig). Ved the Act of Settlement 1701 afskar Parlamentet den katolske gren af Stuartfamilien fra tronen. I Skotland nød Stuartfamilien, der oprindelig stammede herfra, udbredt sympati, og af sikkerhedspolitiske grunde blev en tættere integration af dette land anset for påkrævet.

Ved Unionsakten 1707 blev personalunionen mellem England (inkl. Wales) og Skotland derfor ændret til en realunion under navnet Storbritannien, idet det skotske parlament vedtog at nedlægge sig selv, mod at Skotland fik pladser i det engelske. Skotland beholdt i øvrigt sin kirkeordning og sine særlige administrative strukturer. Ved dronning Anne Stuarts død 1714 overgik tronen til kurfyrst Georg Ludwig (George 1.) af Hannover, protestant og oldebarn af Jakob 1. George 1. var dog først og fremmest interesseret i sit tyske kurfyrstendømme. Da han mistænkte toryerne for at sympatisere med den katolske gren af Stuartslægten, som 1715-1716 aktivt medvirkede ved oprør i Skotland (se jakobitter), støttede han sig til whiggerne. Eftersom George 1. savnede interesse for britisk indenrigspolitik, styrkedes Parlamentets stilling, og der indstiftedes et premierministerembede. Regeringsmedlemmernes stilling beroede dog fortsat på kongens autoritet, valgretten til Parlamentet var meget begrænset, valgkredsinddelingen skæv (se rotten boroughs), og valgkredsene ofte kontrolleret af lokale godsejere. Whiggerne og toryerne var endnu ikke partier i moderne forstand, men begge domineret af godsejere, og Parlamentet var ikke repræsentativt sammensat i forhold til en offentlig opinion; systemet var et oligarki. Efter at et nyt skotsk oprør 1745-1746 var blevet slået ned, og Skotland derefter brutalt undertvunget, var faren fra Stuarternes side ovre; skotterne blev herefter i stigende grad integreret i et britisk fællesskab.

George 3. søgte i første del af sin lange regeringstid at styrke kongemagten over for Parlamentet og støttede sig til toryerne. Men samtidig blev der fra den voksende og velkonsoliderede middelklasses side rejst krav om flere borgerlige rettigheder og om reformer af det politiske system. Samfundet var præget af dybe sociale kløfter og spændinger, ikke mindst som en følge af enclosure-bevægelsen, der kulminerede ved midten af 1700-tallet.

Generelt var der dog tale om vækst og fremgang, ligesom betydelige forbedringer af infrastrukturen (veje og kanaler) fandt sted. Antallet af oversøiske besiddelser forøgedes, samtidig med at landet var aktivt engageret i periodens krige på kontinentet af hensyn til magtbalancen for derved at hindre, at én europæisk kontinentalmagt blev for stærk og dominerende i forhold til de andre (se Den Østrigske Arvefølgekrig). Øriget oplevede for alvor en stærk befolkningstilvækst i løbet af 1700-tallet; befolkningen kunne ikke længere brødføde sig selv, men var afhængig af kornimport fra kontinentet. Af forsyningspolitiske grunde havde Storbritannien derfor vitale interesser på kontinentet. Syvårskrigen (1756-1763) endte som en triumf for Storbritannien både i Europa og oversøisk; således ophørte al fransk militær tilstedeværelse i Nordamerika.

Da der dermed ikke forelå nogen trussel fra fransk side, blev kolonisterne i Nordamerika i stigende grad uvillige til at acceptere, at det britiske parlament, som de ikke var repræsenteret i, pålagde dem skatter. Da kongen og regeringen imidlertid indtog en stejl holdning, kom det i 1775 til et brud med de nordamerikanske kolonier, der erklærede sig selvstændige. I den efterfølgende amerikanske uafhængighedskrig (se Den Amerikanske Revolution) greb europæiske stater ind på amerikansk side, Storbritannien blev isoleret og måtte ved Parisfreden 1783 anerkende USA.

Læs videre om Storbritanniens historie 1783-1880

• Storbritanniens forhistorie
• Storbritanniens historie indtil 1066
• Storbritanniens historie 1066-1485
• Storbritanniens historie 1485-1660
• Storbritanniens historie 1660-1783 (denne artikel)
• Storbritanniens historie 1783-1880
• Storbritanniens historie 1880-1914
• Storbritanniens historie 1914-1945
• Storbritanniens historie fra 1945
• Storbritannien generelt