Statens Avissamling blev oprettet i 1916 som en selvstændig institution, men med overbibliotekaren ved Statsbiblioteket som øverste ansvarlige. Ved oprettelsen blev samlinger fra landsarkiverne og Statsbiblioteket overført til Statens Avissamling.
Efter Statsbibliotekets start i 1902 blev Det Kongelige Biblioteks dubletter af aviser fra perioden ca. 1820-1902 overført til Statsbiblioteket. Her voldte de store mængder problemer og samlingen blev suppleret hvert halve år med pligtafleveringen.
Avissamlingen har haft en omskiftelig historie. Med oprettelsen i 1916 blev samlingen flyttet til en tidligere kaserne i Høegh-Guldbergs Gade. I 1964 blev Statens Avissamling integreret i Statsbiblioteket og flyttet til nye bygning Bogtårnet.
I 1977 blev aviserne flyttet igen - denne gang til et nyt underjordisk magasin i tilknytning til bibliotekets eksisterende kældre. Og endelig i 2007 flyttede samlingen ind i en ny magasinbygning i Skejby med forbedrede bevaringsforhold.
Efter fusionen mellem Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek til Det Kgl. Bibliotek er samlingen videreført.
Ved en særlig bevilling blev 35 millioner avissider fordelt på 181 titler digitaliseret i årene 2014-17 og gjort tilgængelige i Mediestream. Digitaliseringsgrundlaget var de mange mikrofilm af aviser. Pr. juli 2024 kan der søges i 35.464.213 avissider. Der er fri adgang til 7.116.171 avissider og begrænset adgang til 28.295.800 avissider.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.