Kirken er en romansk bygning bestående af kor og skib opført i frådsten, som i senmiddelalderen blev omdannet til et langhus ved tilføjelsen af det nuværende kor i tegl. Ligeledes i senmiddelalderen blev der føjet et vesttårn, våbenhus og sakristi til kirken. Sakristiet blev dog i 1675-1700 udvidet og omdannet til det nuværende nordkapel. Tårnet og våbenhuset styrtede sammen i 1725 og blev erstattet af de nuværende.
Af den romanske bygning fra 1100-tallet er der bevaret murværk i den vestlige del af skibet. Kirken var oprindelig forsynet med en dør vestligt i skibets nord- og sydmure, men hvor den sydlige stadig er i brug, er den nordlige tilmuret. Skibets langmure var oprindelig forsynet med tre vinduer, hvoraf flere er delvist bevaret, men tilmuret i dag.
Langhuskoret kan være opført allerede omkring år 1400. Der er på østgavlen gotiske dekorationer af kamtakker og spidsbuede højblænding, dvs. høje murnicher.
Sakristiet fra middelalderen blev angiveligt i 1600-tallets sidste fjerdedel udvidet mod vest, hvorved det nuværende nordkapel blev skabt. Det er opført med brug af tegl og genbrugte blokke af frådsten. Det har en glat taggavl, som krones af kamtakker.
Tårnet styrtede sammen i 1725, hvorefter det nuværende rejstes allerede i samme år. Ved nyopførelsen blev alene nordsidens senmiddelalderlige trappehus er bibeholdt. Taggavlene er prydet af fladbuede højblændinger og kronet af kamtakker, der er resultat af arkitekten Svend Erichsens arbejde.
Våbenhuset på sydsiden af skibet blev opført af tegl samme år som det nye vesttårn, men rummer antagelig fortsat rester af den senmiddelalderlige forgænger. Dens nuværende udtryk skyldes dog arkitekten Svend Erichsen.
Kirken er hvidkalket både ude og inde, og i 1300-tallet fik den murede krydshvælv i kor og skib. Hvælvene i tårnet og i skibets vestligste ende er fra 1725, hvor skibets ene hvælv angiveligt blev beskadiget ved tårnets sammenstyrtning. Fra skibet giver en spidsbuet arkade adgang til tårnrummet.
Kirkens tagkonstruktion stammer antagelig fra istandsættelsen efter en brand i 1818.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.