Skårup Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Skårup Kirke, hvor de ældste dele er bygget af kvadre af granit og frådsten.

I kirkens ældste dele er der bevaret flere oprindelige detaljer. Særligt interessant er langmurenes udsmykning med rækker af rundbuede blændinger, dvs. dekorative murnicher, som er bedst bevaret på sydsiden. Også en af de oprindelige døråbninger er bevaret. Som stort set alle andre middelalderkirker havde kirken nemlig oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er syddøren stadig i brug. Et lille romansk vindue ses også tilmuret i skibets sydmur indvendigt.

I senmiddelalderen blev kirken forlænget med først en vestforlængelse og kort efter et langhuskor i øst. Herefter blev der opført et vesttårn samt et våbenhus foran skibets sydside.

Vestforlængelsen har man ved hjælp af årringedatering dateret til at være bygget omkring 1448. Forlængelsen blev bygget af rå kampesten og munkesten, dvs. store mursten, som i løbet af middelalderen overtog naturstenenes rolle som det foretrukne byggemateriale i kirkerne.

Omkring 1482 rev man kirkens oprindelige kor ned, som var smallere end skibet, og erstattede det med et langhuskor. Som navnet antyder er langhuskoret lige så bredt som skibet, og dermed omdannede kirken til et langhus. Dette var meget almindeligt i kirker på Svendborgegnen, men sjældent andre steder i landet. Samtidigt med tilbygningen blev der opsat hvælvede lofter i resten af kirken.

Tårnet og våbenhuset er samtidige, og er begge bygget af munkesten. Tårnrummet er forbundet med skibet gennem en døråbning, som først blev bygget som indgang direkte til kirken, og øverst har det er svejfet, pyramideformet spir. På sydsiden er der spor efter et nu fjernet trappetårn.

Den nordre korsarm blev opført i 1754, og blev oprindelig kaldt ”Skårupørekirken” – den var nemlig forbeholdt de sogneboer, som boede på Skårupøre. Korsarmens hvælv er ret usædvanligt lavet af træ, men er hvidkalket så det ved første øjekast kan ligne sten.

Kirkens yngste tilbygning er sakristiet fra 1862. Døren til sakristiet er ældre end selve bygningen, da der tidligere stod et gravkapel i bindingsværk fra 1708.

Indvendigt står kirkerummet med hvidkalkede vægge og hvælvede lofter, mens gulvene er belagt med gule mursten.

På sydvæggen i kirken findes to kalkmalede indvielseskors fra middelalderen.

Noget helt usædvanligt ved Skårup Kirke er, at den har to døbefonte fra romansk tid, hvoraf den ene aldrig blev færdiggjort.

Den ene døbefont i granit, som var i brug som kirkens eneste indtil 1955, er udsmykket med en tovstav øverst på kummen og en rundbuefrise, fire mandshoveder og en enkelt hel mand med et kors på maven.

Indtil 1955 stod døbefonten på en anden døbefontskumme vendt på hovedet. Denne døbefontskumme var formentlig tiltænkt til at være kirkens første, og den er da også udsmykket på en tilsvarende måde, men ufærdig. Undervejs i udsmykningen er kummen flækket, og i stedet vendte man den på hovedet og gravede delvist ned for at skjule udsmykningen. Dermed kom kummen til at fungere som fod for den anden døbefont i næsten 800 år, indtil den i 1955 ligesom den anden blev opstillet på nyhuggede, kvadratiske fødder.

I kirken findes også et korbuekrucifiks fra ca. 1475-1500, ophængt på et yngre kors, som på enderne er udsmykket med de fire evangelisters respektive symboler. Matthæus repræsenteres af et menneske med vinger, Markus af en løve, Lukas af en okse, og Johannes af en ørn.

Kirkens altertavle er et typisk eksempel på altertavler som de så ud henimod slutningen af middelalderen. Tavlen er opbygget som et skab med låger, og er udsmykket med udskårne trærelieffer. I midten ses en stor og figurrig korsfæstelsesscene, mens de to låger har i alt fire mindre scener fra Jesu lidelseshistorie. Lukkes tavlen kommer malerier af Moses og Aron fra 1700-tallet til syne.

Kirkens prædikestol er fra ca. 1625-1650. Den er opbygget af fire fag, som opdeles af udskårne hermefigurer, altså figurer hvis underkrop udgøres af en søjle. På selve fagene er der brede rundbuer, med relieffer af de fire evangelister og deres symboler.

Af gravminder i kirken kan nævnes en gravsten fra romansk tid, indmuret i våbenhusets sydvæg, samme sted som en anden sten fra 1634. Over døren til sakristiet findes en mindetavle fra 1707, en anden fra 1732 er ophængt i tårnrummet.

På kirkegårdens sydøsthjørne står en kirkelade fra anden halvdel af 1400-tallet, bygget af rå og kløvede kampesten. Kamtakkerne på gavlene er fra 1930’erne.