Samuel Johnson

Samuel Johnson, der voksede op under usle kår og livet igennem døjede med svagt helbred, forlod Oxford University uden eksamen efter kun 14 måneders ophold på grund af utilstrækkelig økonomi. Han ernærede sig derefter dels ved undervisning, dels ved talrige litterære og essayistiske bidrag til de af tiden yndede moralske tidsskrifter.

I 1735 giftede Samuel Johnson sig med den 20 år ældre Mrs. Elizabeth Porter ("Tetty"), hvis død i 1752 forværrede hans depressive tilbøjelighed. Et skoleprojekt påbegyndt for hustruens midler mislykkedes, og kun hans hurtige pen kunne holde den totale elendighed fra døren.

Samuel Johnson havde fra sine skoledage skrevet vers i klassisk stil, både på latin og engelsk. Hans lange og bedst kendte digt, The Vanity of Human Wishes, fra 1749, er en imitation af Juvenals 10. satire og demonstrerer med en række historiske eksempler menneskers forfængelighed, der ofte modsvares af skæbnens ironi. Digtet er i nyklassicistisk ånd med anbefalingen af en afbalanceret livsførelse, afspejlet i den veldisciplinerede stil og det harmoniske versemål.

Samuel Johnsons ry som klassisk lærd kulturentreprenør befæstedes af A Dictionary of the English Language i 1755, udgivet efter otte års uregelmæssigt og krævende forarbejde med den store og banebrydende ordbog efter oplysningstidens forbilleder. Under udarbejdelsen havde han 1750-1752 bidraget anonymt med alt stoffet til 204 af 208 numre af tidsskriftet The Rambler, således som han også bidrog med en lang række moralrevsende essays til The Idler 1758-1760.

Ordbogen, hvis filologisk solide artikler har et højst personligt præg, bragte ikke tilstrækkelig økonomisk tryghed, og indtil en pension fra kong George 3. i 1762 sikrede den efter eget udsagn konservative og dovne mand en regelmæssig indtægt, skrev han artikler, biografier og den filosofiske allegori The Prince of Abyssinia: A Tale (1759, dansk Rasselas, Prins af Abessinien, 1809), i hvilken han kritiserer menneskers tåbelige forventninger om et ideelt liv.

Samuel Johnson, hvis lærde indsats havde indbragt ham æresdoktorgrad, var fra 1764 centrum for en kreds af tidens førende kunstnere og politikere, "The Club", og hans konversationstalent nød stor anseelse. Forordet til hans ottebindsudgave af William Shakespeares skuespil fra 1765 øver stadig væsentlig indflydelse i Shakespearekritikken.

Også hans 52 korte forfatterportrætter af britiske digtere i The Lives of the Poets, udgivet i to serier i 1779 og 1781, er klassikere i den biografiske genre, som Johnson havde dyrket, siden han i 1744 havde skrevet en levnedsbeskrivelse om sin nylig afdøde ven Richard Savage.

Samuel Johnsons eftermæle sikredes i den monumentale biografi, som hans 31 år yngre ven, skotten James Boswell, udgav i 1791 med levende gengivelser af hans legendariske evner for samtalens kunst og hans højt udviklede sans for ægthed, originalitet og for menneskelige dyder og svagheder: Life of Samuel Johnson LL.D. Med James Boswell havde Samuel Johnson i 1773 foretaget en rejse i det vestlige Skotland; begge udgav senere hver sin beretning herom.

Samuel Johnson, hvis død faldt sammen med den nyklassicistiske periodes endeligt i Storbritannien, kunne forfalde til pompøs moraliseren, men hans skarpe blik for såvel kvalitet som mangler og svagheder i litteraturen og hos mennesker samt hans komplekse, men strengt logiske stil har givet ham en blivende plads i britisk åndshistorie.

• Storbritanniens litteratur
• Storbritanniens litteratur: Restauration og nyklassicisme (1660-1790)
• James Boswell