Salling Kirke

De romanske kirker, der er kendetegnet ved brug af runde buer, blev bygget af natur- eller teglsten, og i Salling er den ældste del af kirken opført i tilhuggede granitsten.

Kirken er opført i den romanske periode som en stor kirke med et basilikalt opbygget skib. Det vil sige, at hovedskibet er højere end sideskibene, og at der over sideskibene er vinduer ind til hovedskibet, hvis øvre del kaldes højkirken. Sideskibenes østlige gavle har desuden små apsisser, kaldet apsider.

På apsissen er der fire høje pilastre, dvs. halvsøjler, og fem store, rundbuede blændinger, dvs. murfelter. I det midterste er der et rundbuet vindue svarende til det oprindelige, jf. rekonstruktionen ved Storck, som beskrevet nedenfor.

Sideskibene har hver tre rundbuede vinduer og en adgangsdør, mens højkirken har fire mindre, lignende vinduer.

Den vestlige gavl har to rundbuede vinduer, og den er i midten dekoreret med to rundbuer, og herover ses i højkirkens gavl et dobbeltvindue opdelt ved en lille søjle.

Kirkens nærmeste ”slægtninge” i plantype er de sikkert en del ældre frådstenskirker i Starup (Sønderjylland) og Tamdrup (Østjylland), mens dens udsmykning peger mod Ribe og især Viborg Domkirke.

I 1758 rev man kirkens, formentlig gotiske, tårn ned. Sandsynligvis samtidig lagde man et fælles tag over de tre skibe, og sideskibene fik flade lofter. I denne forbindelse blev overdelen af sideskibenes arkader muret til.

I 1884 (kor og apsis) og 1890-1891 (skib og sideskibe) rekonstruerede man kirken ved arkitekt Storck, hvor størstedelen af det gamle murværk blev muret om. Det er primært Storcks rekonstruktion, der ovenfor omtales som den romanske kirke, selvom planen og materialerne i vid udstrækning blev bevaret.

Kirken er i det indre blankmuret, og der er halvkuppelhvælv i apsisserne. Hovedskibets tre par arkadepiller har rundbuede åbninger mod skibet. Pillerne er formentlig det eneste oprindelige og uberørte murværk i kirken.

I både højkirken og sideskibene er der åben tagstol, hvilket vil sige, at man kan se tagkonstruktionen. Det er i sideskibene antageligt historisk korrekt, mens det i hovedskibet næppe er rigtigt.

Den fire fag lange kirke blev ved Storck opdelt, så skibets vestligste fag blev adskilt med en dobbelt arkade, og ovenover er der et pulpitur, dvs. et ophøjet galleri, med to tredobbelte arkader. Dette har formentlig ikke har hjemmel i den historiske bygning. Arkitekten har formentlig ladet sig inspirere af f.eks. Tveje Merløse Kirke, der har denne type inddeling.

Kirkens ældste genstand er en romansk døbefont af granit, der står i korbuen. Dens kumme er på siderne delt lodret og vandret af ribber, der ved de lodrette svinger ud i en art volutter. Fonten har formentlig været bemalet.

Prædikestolen fra begyndelsen af 1600-tallet er udført i renæssancen. Den har i fagene arkader med malerier, og på hjørnerne er der toskanske søjler med dekorative bælter om bunden. I arkaderne er der malet familievåben for Christian Grev Rantzau og hans to hustruer samt en typisk pietistisk allegori med en hammer, der slår på et hjerte på en ambolt.

Storcks inventar tæller alterpartiet af brændt ler med farvet glasur, bænkene, trappen til pulpituret og en pengeblok.

På kirkegården ligger der to romanske gravsten med relieffer af kors.