Faktaboks

Sogn
Sørup Sogn
Provsti
Svendborg Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Svendborg Kommune
Sørup Kirke
Sørup Kirke er hvidkalket og har røde tegltage. Foto: 2006.

Sørup Kirke er en kirke i Sørup, umiddelbart nordvest for Svendborg.

Kirkebygning

Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid, ca. 1050-1275. I senmiddelalderen blev skibet forlænget mod vest, ligesom der blev tilføjet et tårn på vestenden og et våbenhus på sydsiden. Siden 1915 har våbenhuset været omdannet til sakristi (præsteværelse), og i stedet fungerer tårnrummet som våbenhus.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens tagene er belagt med røde tegl. Kirkens udseende præges af en hovedreparation i 1865-1874, hvor blandt andet gavlenes dekorative kamtakker blev tilføjet.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Sørup Kirke, hvor de ældste dele er bygget af rå kampesten.

Tilbygninger og ombygninger

I senmiddelalderen blev skibet udvidet en anelse mod vest, ca. 4,5 meter. På vestenden af det forlængede skib byggede man et tårn, nederst af marksten, men ellers af munkesten, dvs. store mursten, som i løbet af middelalderen overtog naturstenenes rolle som det foretrukne byggemateriale i kirkerne. Hele tårnet bærer dog i dag præg af ydre murlag fra 1874, hvorfra også taget med sine nichedekorerede kamtaksgavle stammer.

Våbenhuset på skibets sydside er også fra senmiddelalderen, men præget af en gennemgribende ombygning i 1865, hvor det bl.a. blev gjort to meter højere.

Kirkens indre

Indvendigt står kirkerummet med hvidkalkede vægge og hvælvede lofter, med et mønstermuret teglstensgulv, der er typisk for egnen.

Glasmalerier

Over hovedindgangen til tårnrummet samt i tårnrummets vindue er der glasmalerier fra 1972-1973, udført af billedkunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen.

Inventar og gravminder i Sørup Kirke

Inventaret i Sørup Kirke er fra flere forskellige perioder. Karl Gustav-krigenes hærgen i årene 1657-1660 ødelagde dog meget af inventaret, og kun enkelte dele er dermed ældre end som så.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med udhuggede hoveder på fodens hjørner.

Prædikestol og bænke fra 1800-tallet

En del inventar, herunder prædikestolen og bænkene, stammer fra hovedistandsættelserne i anden halvdel af 1800-tallet. Prædikestolen fra omkring 1874 er udført i den tidstypiske nygotiske stil med spidsbuede felter der opdeles af snoede søjler. Kunstneren Anita Houvenaeghel udsmykkede i 2008 felterne med abstrakte malerier.

Altermaleri fra 2008

Altertalen i Sørup Kirke

Sørup Kirkes altermaleri af Anita Houvenaeghel er vendbart, med et motiv på hver side. Begge malerier er abstrakte gengivelser af henholdsvis Korsfæstelsen og ”Guds Lys”. Foto: 2019.

Kirkens altermaleri fra 2008 er vendbart, med et motiv på hver side. Begge malerier, som er abstrakte gengivelser af Korsfæstelsen og ”Guds Lys”, er skabt af Anita Houvenaeghel som altermalerier.

Læs mere i Lex

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig