Rusland

Den Russiske Føderation (Rusland) opstod i 1991 efter Sovjetunionens sammenbrud og er endnu en statsdannelse i en lang række: Fyrstendømmerne i Rus og Kijev-riget (med centrum i det nuværende Kyiv, ca. 880-1100), Moskvastaten (1200-tallet til 1547), Zar-Rusland (1547-1721), Det Russiske Imperium (1721-1917) og Sovjetunionen (1922-1991). Ruslands historie fra Moskvastatens grundlæggelse og frem til vor tid er karakteriseret af imperialisme, kolonialisme, krige, store omvæltninger og sammenbrud.

Moskvastaten og Zar-Rusland underlagde sig i 1500-tallet store områder mod øst og syd. Store dele af det nuværende Ukraine blev indlemmet i Zar-Rusland i 1667. Det Russiske Imperium erobrede enorme områder i Centralasien og Kaukasus. Sovjetunionen indlemmede omkring 2. Verdenskrig de baltiske lande Estland, Letland og Litauen og erobrede en del af Finland. Den Russiske Føderation erobrede i 2008 dele af Georgien og annekterede i 2014 og 2022 dele af Ukraine.

Ruslands voldsomme historie tæller perioder med statskollaps, reformer, revolutioner, statsterrorisme, økonomisk sammenbrud og krige: mongolernes invasion i 1200-tallet, ”forvirringens tid” i starten af 1600-tallet, Peter den Stores reformer i 1700-tallet, 1800-tallets reformer med bl.a. ophævelse af livegenskabet i 1861, nederlaget i krigen mod Japan 1904-1905 og den første russiske revolution i 1905 samt fejlslagne forsøg med parlamentarisme. Deltagelsen i 1. Verdenskrig førte til et økonomisk sammenbrud i Rusland og banede vejen for Oktoberrevolutionen i 1917. Borgerkrigen 1918-1920 endte med oprettelsen af Sovjetunionen. Sovjetunionens leder Vladimir Lenin og sidenhen Josef Stalin forsøgte med vold at indføre socialisme og kommunisme, hvilket førte til totalitarisme og statsterrorisme, holodomor (på dansk ’hungerdød’), udrensninger og massearrestationer samt deportationer af millioner af mennesker og hele folkeslag og internering af dem i arbejdslejre (GULAG). Perioden 1936-1938 er kendt som ”den store terror”, som kulminerede med Moskvaprocesserne i 1937. Det anslås, at op mod 2 millioner mennesker døde som følge af den store terror, og at op mod 18 millioner mennesker døde i de sovjetiske arbejdslejre.

Heller ikke 2. Verdenskrig skånede Sovjetunionen, der sammen med de allierede spillede en nøglerolle i sejren over Sovjetunionens tidligere allierede, Nazityskland.

Efter 2. Verdenskrig udgjorde Sovjetunionen og Warszawapagtlandene den ene af de to blokke i den bipolære verdensorden med Vesten, USA og NATO som den anden blok. Perioden var præget af våben- og rumkapløb og kendes som den kolde krig. Det kortvarige tøbrud efter Stalins død blev lagt på is under Leonid Brezjnev, i hvis regeringsperiode Sovjetunionen invaderede Tjekkoslovakiet (1968) og Afghanistan (1979). Den økonomiske stagnation under Brezjnev indvarslede enden på sovjettiden. Mikhail Gorbatjovs ideer om perestrojka (’omstrukturering’) og glasnost (’åbenhed’) var ikke tilstrækkelige til at reformere Sovjetunionen indefra, og i 1991 brød Sovjetunionen sammen.

De nye Rusland var op gennem 1990’erne præget af ustabilitet, høj inflation, kriminalitet, korruption, politiske magtkampe og krige, bl.a. den 1. Tjetjenienskrig 1994-1996. Da Ruslands første præsident Boris Jeltsin trådte tilbage i 1999, blev chefen for den russiske sikkerhedstjeneste FSB (det tidligere KGB) og regeringschef Vladimir Putin indsat som fungerende præsident. Den 2. Tjetjenienskrig (1999-2000) var med til at fremstille ham som en beslutsom leder og medvirkede sammen med et økonomisk opsving til, at mange i Rusland stadig opfatter Putin som garant for stabilitet og handlekraft.

Siden Putins tiltrædelse som præsident i 2000 er der gradvist blevet etableret en vertikal magt med præsidenten som øverste magtfaktor. Rusland har de facto indført censur. Medierne og kulturen er underlagt streng kontrol fra myndighedernes side, og flere medier, kunstnere og kritikere af Moskva-regimet er tvunget i eksil af frygt for repressalier.

I 2007 indvarslede Vladimir Putin et opgør med den unipolære verdensorden. De senere års russiske udenrigspolitik afspejler landets ambitioner om genoprettelse af dele af Det Russiske Imperium (Novorossija ’Nyrusland’) og Sovjetunionen samt om øget international indflydelse. Dette er kommet til udtryk i form af invasioner og militær tilstedeværelse i Georgien (2008), Syrien (2015) og senest angrebet på og den efterfølgende storskalakrig i Ukraine (2014 og 2022).

• Læs mere om Ruslands historie og Sovjetunionen.

Rusland strækker sig over 11 tidszoner fra Østersøen til Beringstrædet. Afstanden fra det nordligste Rusland til det sydligste er knap 4000 km, og fra øst til vest er der ca. 9000 km.

Landskabet er primært sletteland med lave højdedrag. Uralbjergene markerer formelt grænsen mellem Europa og Asien. Kaukasusbjergene mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav hører sammen med Altajbjergene i det sydlige Sibirien til Ruslands største bjergkæder. Blandt bjergene på Kamtjatka og Sakhalin samt øgruppen Kurilerne er der flere aktive vulkaner. Rusland gennemskæres af store floder som Volga (Europas længste flod), Don, Dnepr, Kama, Jenisej, Lena, Ob, Angara, Amur og Kolyma samt mange andre. Flere af floderne krydser på deres vej grænserne til Ruslands nabolande.

Størstedelen af Rusland ligger i den tempererede klimazone. De nordlige og nordøstlige dele har polarklima og permafrost. Området omkring Sortehavet har subtropisk klima. I takt med klimaforandringerne og den globale opvarmning svinder områderne med permafrost ind og frigiver store mængder drivhusgasser som metan. Afsmeltningen af havisen i Arktis giver Rusland mulighed for at bruge Nordøstpassagen til transport nord om Rusland.

• Læs mere om Ruslands geografi og Ruslands plantegeografi.

Trods Ruslands størrelse og enorme ressourcer og med en placering som verdens 14.-største økonomi (ifølge World Population Review 2023) er landet kendetegnet af en høj grad af social og økonomisk ulighed og omfattende korruption. Rusland indtager en 141. plads i Transparency Internationals indeks over opfattelsen af korruption (2024).

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev der iværksat et ambitiøst privatiseringsprojekt, der gik ud på at omdanne alle statslige (sovjetiske) virksomheder til private aktieselskaber i det nye Rusland. Dette skete via såkaldte vouchers, et andelsbevis med en pålydende værdi på 10.000 rubler, som svarede til, at alle de ca. 140 millioner indbyggere i landet fik en ligelig andel af statens værdier, som blev anslået til at udgøre 1400 milliarder rubler. For én voucher skulle man kunne købe to biler af luksusmærket Volga, men den voldsomme inflation på over 200 % i starten af 1990’erne devaluerede værdien voldsomt. Det samme skete for almindelige menneskers opsparinger, der på ganske kort tid mistede deres værdi, hvilket affødte stor fattigdom i brede dele af befolkningen. Det lykkedes en gruppe privatpersoner at opkøbe eller på anden og ikke altid helt lovlig vis at erhverve sig vouchers fra de mange mennesker, der på grund af inflationen valgte at afhænde deres andele for fødevarer, vaskepulver eller et par flasker vodka. Dette medførte, at aktiemajoriteten i en række større statslige virksomheder som fx olieselskabet Gazprom, rederier og stålværker havnede på relativt få hænder i en ny befolkningsgruppe – de russiske oligarker.

I kølvandet på privatiseringen skyllede en bølge af kriminalitet ind over Rusland i form af mafialignende strukturer, der kæmpede om markedsandele eller opkrævede beskyttelsespenge fra private erhvervsdrivende. En del af disse strukturer havde tætte forbindelser til Ruslands politiske ledelse.

Omkring årtusindskiftet var Ruslands økonomi stabiliseret som følge af højkonjunktur og høje råvarepriser. Ruslands økonomi er stadig dybt afhængig af indtægter fra eksporten af ressourcer som olie, naturgas, metaller og træ. Landet har også en betydelig landbrugsproduktion samt en omfattende våbenproduktion.

Arbejdsløsheden udgør omkring 3 % (2023), og Rusland har problemer med at tiltrække arbejdskraft, hvilket bl.a. søges løst med lavtlønnet arbejdskraft fra de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien.

Flere analytikere mener, at en del af Ruslands økonomiske og samfundsmæssige udfordringer skyldes et manglende retsopgør med sovjettiden samt fraværet af et civilsamfund.

• Læs mere om Ruslands politiske system, Ruslands økonomi, sociale forhold i Rusland og Ruslands sundhedsforhold.

Uddannelsessystemet i Rusland er baseret på lige adgang til uddannelse for alle og er gratis. En stor del af pladserne på især de videregående uddannelser er betalingspladser.

Almen uddannelse udgøres i Rusland af flere trin: førskoleuddannelse (vuggestuer og børnehaver), skoleuddannelse (1.-11. klasse), højere videregående uddannelse (universiteter, institutter, akademier og professionsskoler) og voksenuddannelse (almene og erhvervsrettede uddannelser).

Den grundlovsfæstede undervisningspligt er på 9 år, og man er forpligtet til at gennemføre hele skoleforløbet, inden man er fyldt 18 år.

• Læs mere om uddannelse i Rusland.

Russisk er officielt sprog i Den Russiske Føderation og er modersmål for ca. 115 millioner etniske russere. Russisk er desuden udbredt som dagligsprog eller andetsprog blandt hovedparten af de øvrige ca. 28 millioner indbyggere. Ud over russisk tales der en lang række forskellige lokale sprog (andre slaviske sprog, uralske, tyrkiske, iranske m.fl) i Rusland. Republikker og større administrative enheder i den Russiske Føderation kan ifølge landets forfatning bruge lokale sprog side om side med russisk.

• Læs mere om sprog i Rusland.

Rusland er kendt for sine klassiske forfattere, som mange russere er stolte over og stadig læser. Siden Sovjetunionens sammenbrud har litteraturen befundet sig i en mere eller mindre permanent krise, forårsaget af bl.a. konkurrence fra film, onlinemedier og udenlandsk litteratur, der i 1990’erne oversvømmede det russiske marked. I dag er der indført de facto-censur, og mange forfattere lever i landflygtighed og må se deres værker bliver fjernet fra biblioteker og boghandler. Der bliver løbende oversat og genoversat nyere og klassisk russisk skønlitteratur til dansk.

Russisk ballet er velberettiget verdensberømt. Bolsjoj-balletten i Moskva står for nogle af de ypperste fremførelser af kendte værker som Tjajkovskijs Svanesøen.

Oven på 1990’ernes økonomiske krise, der også ramte kulturlivet hårdt, har man de seneste år kunne se en tendens til en tilbagevenden til dyrkelsen af russisk kultur. Siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er kulturen blevet inddraget i den moralske oprustning af befolkningen, og flere klassiske og moderne forfattere, komponister og billedkunstnere er blevet en del af den russiske stats propaganda, nogle mere frivilligt end andre.

• Læs mere om russisk litteratur, russisk ballet og russisk (sovjetisk) billedkunst.

Båndene mellem Skandinavien og området øst for Østersøen går langt tilbage. Byen Staraja Ladoga i det nordvestlige Rusland var i 760 en kendt handelsplads og mellemstation for skandinaviske vikinger, der via de russiske floder sejlede til Byzans og Mellemøsten. Ifølge den såkaldte indkaldelsesmyte i de oldrussiske krøniker blev den skandinaviske væringehøvding Rurik hentet til Novgorod, hvor han i 862 blev udnævnt til fyrste. I 1493 etableres der officielle relationer mellem Danmark og Moskvastaten. Det skete med en traktat mellem kong Hans og Moskvafyrsten Ivan den Store. Op gennem historien har der været en rig udveksling mellem Danmark og Moskvastaten, Det Russiske Imperium, Sovjetunionen og Rusland.

Kendte danskere i Ruslands historie:

• Vitus Bering var officer i den russiske flåde og leder af de to Kamtjatka-ekspeditioner (1725-1730 og 1733-1743), hvis formål var at undersøge, om Asien og Amerika var landfaste, og kortlægge det ukendte land mod nordøst.

• Vladimir Dal, hvis far var dansk, var en berømt leksikograf i 1800-tallet og forfatter til ”Ordbog over det levende russiske sprog” (1863).

• Kejserinde Dagmar skiftede navn til Marija Fjodorovna, da hun konverterede til den russisk-ortodokse kirke i forbindelse med sit ægteskab med zar Nikolaj den 1. Efter dennes død bev hun gift med hans bror Aleksander den 3. og mor til Det Russiske Imperiums sidste regent Nikolaj den 2.

• Carl Andreas Koefoed udvandrede til Rusland i 1878 og spillede en central rolle i de såkaldte Stolypinreformer 1906-1917, der moderniserede landbruget i Rusland.

Danmark er i Rusland repræsenteret ved Danmarks Ambassade i Moskva. Danmarks Generalkonsulat i Skt. Petersborg eksisterede fra 1993 til 2017 og varetog primært dansk erhvervslivs interesser i Rusland. Det Danske Kulturinstitut i Skt. Petersborg indstillede al aktivitet efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

Rusland har en ambassade i København og en tilknyttet handelsrepræsentation i Valby. Bemandingen er p.t. reduceret til fem diplomater og 20 administrativt-teknisk ansatte.

De fleste danske virksomheder har på grund af Ruslands krig mod Ukraine forladt det russiske marked og afhændet deres aktiviteter eller er blevet nationaliseret af den russiske stat. Enkelte større selskaber som Ecco, Coloplast og Rockwool opererer fortsat på i Rusland og bidrager via deres skatter til Ruslands krigsførelse.

Man kan studere dansk på Moskvas Statsuniversitet, Skt. Petersborgs Statsuniversitet, Moskvas Lingvistiske Universitet, Moskvas Statsinstitut for Internationale Relationer samt Militæruniversitetet under det russiske Forsvarsministerium. Den danske lektoratsordning sikrede frem til Ruslands angreb på Ukraine, at der på flere russiske universiteter var ansat danske lektorer til at undervise i dansk sprog, kultur og samfundsforhold.

I Danmark kan man studere russisk på Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Desuden uddanner Forsvarsakademiet sprogofficerer i russisk.

• Tyskland og Rusland
• Ruslands regeringsledere
• Europas lande
• Ruslands zarer og fyrster
• lande i Asien