Rumæniens økonomi

Gennem historien har stærke magter i øst, vest og syd systematisk udplyndret Rumæniens rige ressourcer. Romerne koloniserede Dacien for at udnytte områdets ressourcer af guld, korn, mineraler og træ. I folkevandringstiden hærgede indtrængende horder landet. Da de to fyrstendømmer Valakiet og Moldavien blev grundlagt i 1300 -1400-tallet, kom de først under polsk og litauisk herredømme og snart derefter under osmannerne som vasaller. At være vasal betød man skulle betale skat (tribut) til ”Porten” i Istanbul. Fyrstendømmerne blev ikke erobret, men gjort afhængige af fremmede magter. Porten udpegede fyrsterne i fyrstendømmerne, men fyrsterne skulle købe deres embede. Prisen for et embede steg og fyrsterne sad kun på deres poster i kort tid (Moldavien havde fra 1352-1878 147 fyrster og Valakiet 137). Jo kortere tid et embede varede, desto flere penge flød der til Porten. For at skaffe penge til at købe embederne for opkrævede fyrsterne skatter fra bønder og landarbejdere. Det var en indbringende forretningsmodel for Porten, men for befolkningerne i Valakiet og Moldavien var det ensbetydende med fattigdom. ”Porten” udtrykte det sådan: Valakiet og Moldavien er mine gårde, som jeg lejer ud til den der byder højest.

Men det var ikke alene Porten, der udnyttede fyrstendømmernes rigdomme. Det samme gjorde den ortodokse kirke gennem de såkaldte dedikerede klostre. Efter Konstantinobels erobring i 1453 rådede den ortodokse kirke stadig over patriarkater og klostre i Det Osmanniske Rige. Bl.a. ejede Athos-klostret og Jerusalem-patriarkatet flere klostre, inklusive klosterjorden i Moldavien. Det var udbytte fra disse klostre og fra klostre i Valakiet, der finansierede kristendommens besiddelser i Osmannerriget. Østeuropaforskeren Rebecca Haynes fra University College London anslår i sin bog Moldova – A History, at de dedikerede klostre rådede over en femtedel af al jord i begge fyrstendømmer. Først i 1863 standsede Alexandru Ioan Cuza denne udbytning gennem den kirkereform, der var med til at bringe hans regime til fald.

Efter våbenhvilen mellem Rumænien og USSR i september 1944 kom regnskabets time, hvor USSR krævede kompensation for de skader den rumænske hær havde forvoldt på østfronten. USSR konfiskerede realkapital som lokomotiver, traktorer, skibe, fabriksanlæg og fødevarer i massivt omfang. Fra sommeren 1945 foregik konfiskationen i mere formelle rammer. Det skete i form af de såkaldte SOVROM er, der var fælles aktieselskaber, hvor hvert land ejede 50 pct. Tilsyneladende en fair fordeling, men i praksis bestemte USSR alt. Der etableredes SOVROM er på alle vigtige produktionsområder: Sovrompetrol, Sovromtransport, Sovromlemn (lemn=tømmer), Sovromgaz, Sovromasigurare (forsikringsselskaber), Sovromchim (kemiske fabrikker) og Sovromcuart (uran) m.fl. Med SOVROM erne penetrerede USSR de vigtigste sektorer i Rumæniens økonomi efter 1945. Det var regulær økonomisk udbytning, som vurderes til at omfatte over halvdelen af Rumæniens BNP. Rumænien var USSR s økonomiske frizone i ca. 10 år.

Den rumænske kommunisme ændrede sig i sidste halvdel af 1950 erne, hvor den blev mere selvhævdende og nationalistisk. Det var muligt efter Khrushcev s afstalinisering og den Røde Arme s tilbagetrækning i 1958.

I 1960 erne modsætter Rumænien sig USSR-s planer for økonomisk integration i Comecon landene, som kaldtes Valev planen (opkaldt efter den sovjettisk-bulgarske geograf Emil Valev). I stedet investerer Rumænien voldsomt i gigantiske anlægsprojekter (kanaler, dæmninger og vandkraft). Og i stålværker, cementfabrikker, kemiske fabrikker og raffinaderier. For den rumænske nationalkommunisme var kommunisme/socialisme ikke mulig uden industrialisering. Her gik man mod Moskva og Valev planens forslag om at lave en arbejdsdeling således at de sydlige lande i Comecon (Rumænien og Bulgarien) koncentrerede sig om fødevareproduktion og de nordlige lande Tjekkoslovakiet, DDR og Polen om industri. Ud fra en rationel økonomisk tankegang var det fornuftigt. Landene skulle tage udgangspunkt deres egne ressourcer og bygge videre herpå. Det ville på sigt give et større BNP og dermed en højere velstand. Det afviste Rumæniens nationalkommunister.

Paradokset er, at de enorme investeringer i 1970 erne og 1980 erne blev en møllesten om halsen på den rumænske økonomi. Man skulle formentligt have implementeret Valev planen.

Landet havde optaget lån i vestlige banker for at betale for projekterne. Afkastet fra de nye fabrikker rakte ikke til at finansiere renter og afdrag på lånene. Efter globalisering af stålmarkedet, faldt prisen på stål. Da de rumænske oliekilder tørrede ud, købte man råolie i Iran og andre mellemøstlige stater for at raffinere råolien i egne anlæg. Da olieprisen i 1970 erne og 1980 erne steg, blev investeringerne tabsgivende. Rumænien valgte at tilbagebetale sin gæld til vestlige banker i løbet af 1980 erne ved at eksportere fødevarer og andre råstoffer til især Mellemøsten og Europa. Denne løsning skabte fattigdom og fødevaremangel i Rumænien og medvirkede til Ceausescu s fald i 1989.

På landbrugs- og fødevareområdet udnyttede man ikke landets rige ressourcer optimalt. Rumæniens første kommunistiske regering gennemførte (af politiske grunde) i 1945 en radikal jordreform, der tildelte bønderne jordlodder udstykket fra de tidligere storbønder. Reformen skabte hundrede tusinde småbønder på urentable små enheder. Fem år senere gennemførte regimet det modsatte, da man kollektiviserede det netop privatiserede landbrug. Efter pres fra Moskva påbegyndtes en langvarig og destruktiv kollektivisering af landbruget. Kollektiviseringen mødte udbredt modstand fra bønderne og afsluttedes først i begyndelsen af 1960 erne. Potentialet på Europa s bedste landbrugsjord udnyttedes ikke fuldt ud.

Efter systemskiftet i 1990 tilstræbtes det at sikre en hurtig forbedring af levestandarden gennem import af forbrugsvarer og politisk nyorientering mod Vesten. Overgangen fra plan- til markedsøkonomi resulterede umiddelbart i et kraftigt fald i den økonomiske aktivitet og høj inflation, ligesom en svag konkurrenceevne og et stort importbehov betød store underskud på handels- og betalingsbalancen. I 1993 fik Rumænien en associeringsaftale med EU, og samtidig blev nedgangen vendt til fremgang, bl.a. i form af en relativt høj økonomisk vækst frem til 1996.

Fremgangen var imidlertid ikke stabil, bl.a. fordi de økonomiske strukturreformer ikke var tilstrækkelig gennemgribende. Bureaukratisk modstand hindrede en hurtig privatisering/restrukturering af de store og ofte urentable statsvirksomheder, der sammen med en mangelfuld skatteadministration udgjorde en stor belastning for de offentlige budgetter. I 1995 begyndte inflationen samt underskuddene på de offentlige budgetter og eksterne balancer at stige drastisk, og valutaen, leu, kom under betydeligt pres. Efter henstillinger fra Den Internationale Valutafond, IMF, vedtog regeringen i 1996 et reformprogram, som ud over at indeholde en stramning af den økonomiske politik og prisliberaliseringer satte fokus på restrukturering af statsvirksomheder og tilsyn med banksektoren. Stramningen af den økonomiske politik førte i kombination med en utilstrækkelig konkurrenceevne til et fald i BNP på ca. 15% fra 1997 til 1998 og en betydelig stigning i arbejdsløsheden. I 1999 havde regeringen imidlertid kun tøvende påbegyndt de påkrævede strukturreformer, som bl.a. indebærer lukning af urentable miner. Det var en væsentlig årsag til, at Rumænien ikke kunne deltage i EU-udvidelsen i 2004; et andet problem er korruption.

Fra år 2000 øgedes dog reformtempoet, bl.a. med indgreb over for den statslige industrisektor og andre økonomiske stramninger, der nedbragte det offentlige underskud. Samtidig indledtes en produktionsfremgang med årlige vækstrater på omkring 5%, og ledigheden faldt til 6% i 2005. Inflationen holdt sig under 10% fra 2004, og en møntreform i 2005 erstattede 10.000 gamle lei med en ny leu. Rumænien er dog fortsat et af Europas fattige lande med dårlige leveforhold, især på landet og for den store andel af pensionister, der er et resultat af reformprocessen. Medlemskabet af EU fandt sted den 1.1.2007.

Den rumænske økonomi stabiliseredes i perioden 1990-2000: en inflation på mere end 100 pct. i begyndelsen af perioden blev nedbragt, men først encifret i 2010. I 2023 steg inflationen til 10 pct.

Faldet i BNP blev vendt til positiv vækst fra år 2000, men blev negativ i 2010, hvorefter væksten igen blev positiv. BNP steg fra 38 mia. dollars i 1990 til 351 mia. dollars i 2023. Landet har siden 2010 haft en af de højeste vækstrater i EU. BNP pr. indbygger lå i 2013 på 55 pct. af EU-gennemsnittet, men steg i 2023 til 80 pct. af gennemsnittet i EU.

Arbejdsløsheden, der i 1990-erne lå på et meget højt niveau, er i 2023 nedbragt til 6 pct.

Statsgælden, der i 2022 var på 50 pct. af BNP, er voksende, hvilket skyldes stigende udgifter til pension, forhøjelse af minimumslønnen samt lønstigninger til offentligt ansatte.

• Rumæniens geografi (herunder erhverv og industri)