Ringers væske, (efter den britiske læge Sidney Ringer, 1835-1910), vandig opløsning af salte, der bl.a. bruges til at forlænge dyrevævs og -cellers overlevelse i laboratorieforsøg; første gang anvendt omkring 1882 under studiet af frøhjertets fysiologi. Ringers væske indeholder NaCl (natriumklorid, kogsalt), KCl (kaliumklorid), CaCl2 (calciumklorid), NaHCO3 (natriumbikarbonat) og — til pattedyrvæv — glukose (Lockes eller Ringer-Lockes væske).