Povl Falk-Jensen

Povl Falk-Jensen var af en konservativ, historisk bevidst familie, søn af Povl Falk-Jensen (1884-1946), der i to perioder var medlem af Folketinget. Farfaren var Landstings-medlem P.G.C. Jensen (1840-1911), en Estrup-tro Højre-politiker fra Provisorietiden. Faren, den ældre Povl Falk-Jensen, var godsforpagter på Køge-egnen, men i 1930, da sønnen var 10 år, flyttede familien til Frederiksberg.

Som medlem af Konservativ Ungdom blev Falk-Jensen aktiv som mødevagt ved KU's arrangementer. I 1930'ernes atmosfære af hyppig politisk vold var han ofte i slagsmål med kommunistiske aktivister.

Povl Falk-Jensen blev efter endt værnepligt og befalingsmandsuddannelse udnævnt til kornet i Hæren umiddelbart før, Danmark blev besat den 9. april 1940.

Oplevelsen af den kampløse overgivelse gjorde Povl Falk-Jensen stærkt modstandsindstillet. I september 1942 samlede han en gruppe, der gik i gadeslagsmål med Frikorps Danmark-soldater ved KB-Hallen efter frikorpsets ankomst til København på samlet orlov.

Efter den tyskerklærede undtagelsestilstand den 29. august 1943 var han under dæknavnet 'Stig' aktiv i varierede modstandsaktiviteter i organisationen Hjemmefronten. Fra foråret 1944 var han næstkommanderende i Holger Danskes afdeling 'John', der blev ledet af Finn Elmvang (1920-1983).

Fra september 1944 ledede Povl Falk-Jensen (nu med dæknavnet 'Eigil') aktioner mod et miljø af aktivistiske danske nationalsocialister omkring Allésalonen – en frisørsalon på Frederiksberg Alle. De centrale personer omkring salonen viste sig senere at blive initiativtagere til Schiøler-gruppen og Lorentzen-gruppen, der som integrerede i det danske håndlangerkorps Hipo begge var et redskab i den tyske terror – særligt i København.

Den 2. november 1944 gjorde et aktionshold under ledelse af Falk-Jensen et forsøg på at bortføre frisørægteparret – Yngve (1911-1945) og Hildur Nielsen (1906-1945) – for at afhøre dem og derpå likvidere dem. Det mislykkedes, da det lykkedes Yngve Nielsen at flygte.

Den 10. november 1944 blev næsten hele afdeling 'John' – bl.a. Finn Elmvang – pågrebet ved en Gestapo-razzia mod en lejlighed i Ny Adelgade i det indre København, hvor afdelingen havde aftalt møde. Falk-Jensen blev på vej til mødet beskudt fra et baghold, men undslap uskadt.

Syv af mødedeltagerne blev sendt i tysk kz-lejr – noget de dog alle overlevede.

Efter at være blevet skjult på et hospital en uge tog Povl Falk-Jensen fat på at reorganisere afdelingen, og i begyndelsen af december 1944 blev afdeling 'Eigil' optaget i Holger Danske.

Afdelingen blev efterhånden på op mod 30 mand, og dens indsats var usædvanlig. Mens den ene modstandsorganisation efter den anden i vinteren 1944-1945 blev rullet op, oplevede afdeling 'Eigil' ikke en eneste arrestation.

Afdeling 'Eigil' fik karakter af elitekorps, idet de likviderede personer med én undtagelse var tilsigtede personer, der arbejdede i tæt tilknytning til tysk politi, andre tyske sikkerhedsmyndigheder eller danske håndlangerkorps. Undtagelsen var en ung mor i Lyngby, der blev skudt under uklare omstændigheder på en aktion, Falk-Jensen ikke personligt deltog i.

Om aftenen den 6. maj 1945 – halvandet døgn efter den tyske kapitulation – tog en aktionsgruppe fra afdeling 'Eigil' under ledelse af Falk-Jensen Yngve og Hildur Nielsen til fange i parrets lejlighed på Frederiksberg. De blev ført til Aurehøj Gymnasium nord for København, der i befrielsesdagene fungerede som 'kaserne' for Holger Danske.

Frisørægteparret havde arbejdet for Hipo efter det mislykkede bortførelsesforsøg, og afdelingens folk anså dem for at være årsag til Gestapos razzia i Ny Adelgade, der havde ført til, at syv gruppekammerater kom i tysk kz-lejr.

Otte mand dømte sent om aftenen Yngve og Hildur Nielsen til døden på et møde i et klasselokale i gymnasiebygningen, og tidligt om morgenen den 7. maj 1945 kørte de otte parret til Geels Skov ved Holte. To af Holger Danske-folkene – den ene Povl Falk-Jensen – skød og dræbte ifølge Falk-Jensen selv parret.

Skønt drab begået efter den tyske kapitulation måtte regnes for mord, undlod myndighederne at rejse tiltale i en række sager, hvor personer var blevet likvideret i de kaotiske dage umiddelbart efter Befrielsen.

På initiativ af Frode Jakobsen fra Danmarks Frihedsråd var det blevet besluttet, at drab, som modstandsbevægelsen tog ansvaret for, ikke skulle efterforskes af politiet eller gøres til genstand for retslige skridt. 'Efterkrigs-likvideringerne' kom ind under denne kategori.

Sagen om de otte fra afdeling 'Eigil' blev dog alligevel undersøgt året efter, men sagen blev endeligt indstillet i juni 1946.

Povl Falk-Jensen holdt sig i sin civile tilværelse som sparekassemand helt ude af offentlighedens søgelys, og sagen fra Geels Bakke var i næsten 40 år ukendt i offentligheden. I 1984 blev den imidlertid – uden nævnelse af navne – gennemgået af Ditlev Tamm i hans forskningsværk Retsopgøret efter besættelsen.

I 2001 interviewede forfatteren Peter Øvig Knudsen Falk-Jensen til bogen Efter drabet, men Holger Danske-veteranen trak sin medvirken tilbage, og Øvig Knudsen undlod at identificere ham i bogen. Først i 2008, da Poul Falk-Jensen var 88 år, blev han efter 63 års anonymitet nævnt offentligt som personen bag dæknavnet 'Eigil'. Det skete i historikeren Peter Birkelunds forskningsværk Holger Danske – sabotage og likvidering 1943-1945.

Det førte til, at Povl Falk-Jensen besluttede at udgive sine egne erindringer baseret på et manuskript, han havde udarbejdet i 1970'erne og 1980'erne. Heri forsvarede han dobbeltdrabet på Geels Bakke med, at det var en nødværgehandling for at forebygge befrielsesaktioner af 'varulvebander', der formodedes at bestå af fx stadigt aktive medlemmer af den nazistiske Schiøler-gruppe.

Da Povl Falk-Jensen i januar 2010 gav sit første avisinterview, skete det til Ekstra Bladet under overskriften 'Jeg skød 11 stikkere'.

Den gamle men åndsfriske mand optrådte i de følgende år i medierne et stort antal gange, hvor han gentog det samme budskab. I et interview med Radio 24/7 i maj 2018 erkendte den 97-årige veteran imidlertid, at motivet til dobbeltdrabet på Yngve og Hildur Nielsen var, at parret ikke skulle have lov til at overleve krigen. Der var altså ikke tale om nødværge, men om forsæt.

Det førte få uger efter til, at Poul Falk-Jensen af en anonym person blev anmeldt for drab. Spørgsmålet om tiltale var endnu ikke afgjort af anklagemyndigheden, da han døde året efter.

• Besættelsen
• 2. Verdenskrig
• modstandsbevægelsen

• Peter Birkelund: Holger Danske – sabotage og likvidering 1943-1945. Syddansk Universitetsforlag, 2008
• Povl Falk-Jensen (redaktør Niels Gyrsting): Holger Danske – Afdeling 'Eigils' sabotager og likvideringer under Besættelsen. Frihedsmuseets Venners Forlag, 2009.
• Niels-Birger Danielsen: Modstand. Politikens Forlag, 2015-21.